Der findes venner, der kender til ens opvækst, baggrund og gode såvel som dårlige sider. Dem, der har holdt om en, når hjertet har givet efter, og ageret stillads, når tilværelsen skulle bygges op igen efter kollaps. Livsvidner, kalder vi dem.
I den anden ende af venskabsspektret finder man “kaffevenskaberne”. Hvor livsvidnerne for mange – inklusive mig selv – er kernen i ens sociale liv, svæver de mindre dybe venskaber rundt i den omkringliggende atmosfære.
Dem, man kun ses med, når sol og måne står lige – hvis man altså ikke aflyser i sidste øjeblik, fordi det lige passede dårligt, eller man (Gud forbyde det) ikke lige kunne overskue det den dag alligevel.
Netop den slags aftaler – hurtige catch ups eller “statusmøder” over en billig kop kaffe eller en flad øl – har fået en del kritik på det seneste, blandt andet her i Heartbeats’ spalter, fordi de reducerer venskabet til noget, der hurtigt skal overstås og tjekkes af på vores to-do liste.
Tredivernes kaos
31-årige Julie Voldby Bruun skriver (k)ærligt om livet som moderne kattedame og længselsfuld millennial. Hun deler generøst ud af egne erfaringer og følelser, når hun undersøger tidens tendenser og fænomener inden for især singleliv, søgen efter identitet og tredivernes kaos generelt.
Jeg er ikke uenig i kritikken af, at vi som konsekvens af den effektivisering og optimering, der har bredt sig som en plage i vores samfund, er blevet for dårlige til at skabe nye minder med vores venner – om de minder så bare er at flade ud på hinandens sofaer.
Men i vores længsel efter langsommelighed og drømmen om at genskabe tv-serien ‘Friends’ med vores egne venner, er vi samtidig kommet til at glemme vigtigheden af de hurtige kaffeaftaler.
Denne længsel har – i hvert fald for mig – resulteret i, at vi har fået placeret “det dybe venskab” på så høj en piedestal, at det er umuligt for mine korte arme at nå den.
Så når jeg ligger alene på min sofa en lørdag aften med smasken fuld af gelato og scroller igennem mit feed på sociale medier, mærker jeg intet andet end skam, misundelse og jalousi, når jeg ser andre vennegrupper spise middag på italienske restauranter og slænge sig i hinandens skød i lånte sommerhuse.
Spørgsmålet, der altid trænger sig på, mens jeg ligger der, er: Hvorfor har jeg ikke sådan nogle venskaber?
Svaret er, at det har jeg jo, hvilket gør det til en ekstremt utaknemmelig og forkælet tanke (heraf skammen). Flere af de veninder bor bare langt væk, har børn eller har travlt på arbejdet. Men det gør dem ikke mindre værdifulde.
Pointen er, at vi er i gang med at gøre venskaber til (endnu) et præstationsprojekt, fordi vi har fået den romantiserede idé, at kun de dybe relationer tæller. Vi skal passe på, at vi ikke i samme ombæring kommer til at skelne mellem “rigtige” og “forkerte” venskaber.
Når vi gør det, lægger vi ikke bare pres på os selv, men også på vores venskaber, der pludselig skal præstere. Men vi bliver fattigere, hvis vi tror, at alle venskaber skal kunne rumme det hele og opfylde alle vores sociale behov.
Hvis der er én ting, mine relationer i tyverne har lært mig, så er det, at nogle venner er bedre at drikke vin og feste med end andre – og det er ikke nødvendigvis de samme, der er gode til at lægge øre til ens brok over arbejdet en søndag formiddag på en gåtur.
Når vi stopper med at forvente for meget af vores venskaber, vil skuffelsen og den dårlige samvittighed forsvinde.
Ikke alle venner (for)bliver deciderede livsvidner. Men de er stadig mennesker, der på et eller andet tidspunkt er og har været vidner – på en café, på en bar, midt i et liv. Og det har også værdi.
