– Det her var mig, da jeg mødte Jeffrey Epstein, lyder det fra en kvinde, der holder et billede af sig selv som teenager og stirrer direkte ind i kameraet.
– Jeg var 14 år, lyder det fra en anden kvinde, der også holder et billede af sit purunge teenage-jeg.
Flere kvinder dukker frem med teenage-portrætter. Flere græder.
– Vi befinder os stadig i mørket. Det er på tide at få hemmelighederne frem fra skyggerne, lyder det i et fælles opråb i slutningen af den godt et minut lange video.
Survivors of Jeffrey Epstein come together for a video urging congress to release the Epstein files.
— Complex (@Complex) November 17, 2025
[🎥: via/ worldweus ] pic.twitter.com/BwPIYEUdWZ
Videoen blev offentliggjort søndag af organisationen World Without Exploitation, som arbejder imod seksuel udnyttelse. I den optræder en række kvinder, der har været ofre for Jeffrey Epstein. De opfordrer Republikanerne i Repræsentanternes Hus til at stemme for at frigive alle dokumenter relateret til den afdøde finansmand Jeffrey Epstein.
Der har været to store efterforskninger af Jeffrey Epstein i henholdsvis 2008 og 2019 – og disse har samlet et enormt materiale, herunder interviews med ofre og vidner samt genstande beslaglagt under razziaer på hans forskellige ejendomme.
De dokumenter, der endnu ikke er offentliggjort, omtales ofte som ‘The Epstein Files’, og det er altså dem, som Repræsentanternes Hus den 17. november skal stemme om – hvorvidt de vil tvinge den amerikanske regering til at offentliggøre alle dokumenter om Jeffrey Epstein.
Epstein-sagen dominerer på ny i USA, efter demokraterne i Repræsentanternes Hus’ tilsynskomité har offentliggjort e-mails fra Jeffrey Epstein. Det er dårlige nyheder for Donald Trump, der længe har forsøgt at nedtone sit kendskab til den afdøde finansmand og særligt hans seksuelle forbrydelser.
Indholdet af de emails, der inkluderer udsagn som “jeg ved, hvor beskidt Donald Trump er” og “Trump kendte til det og kom i mit hus mange gange i den periode” fra Jeffrey Epstein selv, giver Donald Trump et forklaringsproblem – for det ligner, at Donald Trump, ifølge indholdet i omtalte emails, har haft et kendskab til, hvad der er foregået. Det skriver Politiken.
Selv skrev Donald Trump på sit sociale medie Truth Social søndag aften, at Republikanerne i Repræsentanternes Hus burde stemme for frigivelsen af dokumenterne, “fordi vi ikke har noget at skjule”.
Det er ellers et brud med hans tidligere holdning, men kommer efter offentliggørelsen af Jeffrey Epsteins emails samt, at flere Republikanere har givet udtryk for, at Epstein-dokumenterne bør offentliggøres.
