Hvad har været årets højdepunkt for dig?
Jeg vil gå så langt som at sige hele september måned, fordi jeg både blev far for anden gang og blev dansk mester på halvmaraton indenfor én uge. Og så lukkede jeg måneden med den danske rekord på maraton. Det var specielt. Den dag, jeg slog maratonrekorden, var en ekstremt emotionel dag. Mest efter løbet, men faktisk også undervejs. Der kunne jeg godt mærke og se, at jeg nok ville lykkes.
Jeg havde regnet med, at jeg kunne slå dansk rekord, men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville løbe den så hurtigt, som jeg gjorde. Da jeg kom ind over stregen, var det en chokfølelse, hvor det hele bare gik op i en højere enhed, men jeg kunne ikke rigtig forstå det. Det er først bagefter, det begynder at bundfælde sig, og så bliver det emotionelt, når man tænker på alle de ofringer og og al den modgang, man har været igennem.
Jeg fejrede dagen med mine forældre, der havde booket en restaurant i tv-tårnet i Berlin, hvor der er en 360 graders udsigt. Min telefon gik fuldstændig amok, men det var rart at lægge den fra mig og bare se solnedgangen og suge lykkerusen til sig. Det var en perfekt afrunding på en perfekt dag.
Hvad har været årets største udfordring?
Det var et hårdt slag, at OL-kvalifikationen ikke lykkedes for mig. Og de tre uger op til Copenhagen Half i september i København var en stor udfordring. Jeg skulle fokusere på løbet, samtidig med jeg var i klinik, fordi jeg læser medicin, og så havde vi lige fået barn nummer to. Min datter blev født samme uge, som jeg skulle løbe. Det er ret hårdt at have en familie, man gerne vil se, og lige i starten er det jo en helt unik periode med en baby. Så misser man lidt ud på noget, og det var hårdt, men det kræver også, at man lægger nogle timer i træningen op til de løb der.
Hvad har den største overraskelse for dig i år?
At jeg kunne løbe så hurtigt på maraton. Der overraskede jeg lidt mig selv. Jeg løb jo cirka et minut hurtigere, end jeg havde troet, jeg kunne på en god dag. Så det har også været med til at rykke mit ambitionsniveau og min selvtillid i forhold til, hvad jeg kan opnå, og hvad jeg kan gøre næste gang, jeg skal løbe et løb.
Hvad undrer du dig over, vi ikke har talt mere om i år?
Det er jo lidt egoistisk, hvis jeg siger, at vi ikke taler nok om eliten, men når jeg ser på de danske eliteløbere, så er det jo ikke noget, man på samme måde kan leve af som en fodboldspiller for eksempel. Men min fornemmelse er, at man begynder at få bedre og bedre kår som eliteløber, der gør, at man kan satse og tage det til et nyt niveau. Det kommer helt sikkert i takt med, at det bliver en større og større sport i de her år.
Efter jeg har løbet Berlin-Marathon, der har jeg været så heldig at skrive en kontrakt med Nike. Så nu kan jeg godt leve af det. Men før kunne jeg ikke. Jeg har også fået noget hjælp fra loebeshop.dk, så det har jo hjulpet på sponsorfronten for mig.
Hvad har vi talt for meget om i år?
En af grundene til at løb er blevet så populært, tror jeg, er fordi der kommet en fashion vibe ind i løbeverdenen. Så er der pludselig en vest, alle skal have, fordi det lige pludselig er blevet fedt at se sej ud, når man løber. Men det er jo fedt, at det at være aktiv og at gøre noget sundt er blevet moderne – fremfor at det er moderne at stå og ryge en cigaret, der bare smadrer dine lunger.
Hvad skal der ske for dig i 2025?
Det helt store mål er VM i Tokyo, der ligger i september. Jeg har ikke opfyldt de direkte krav, som er ekstremt svært at opnå, men jeg ligger lunt i svinget på ranking-listen. Dem, jeg kender, der ved noget om det, siger, at jeg nok skal komme med. Men jeg vil gerne være 100 procent sikker, før jeg tør kalde den. Jeg gider ikke jinxe noget.
BOKS
Jacob Simonsen
F. 1995, dansk langdistanceløber og indehaver af dansk maratonrekord, efter at han løb Berlin-Marathon på 2 timer 7 minutter og 51 sekunder. Det er 1 minut og 52 sekunder hurtigere end den hidtidige rekord fra 1985 af Henrik Jørgensen.
Jacob Simonsen løber for AGF. Bor i Aarhus med sin familie.