Sønderjylland
Jeg gør det alt for sjældent, men noget af det bedste, jeg ved, er at tage til Sønderjylland og besøge mine bedsteforældre. Sidstnævnte gør turen til et ekstra hyggeligt anliggende, men Danmark syd for Kongeåen byder på et væld af gode oplevelser — også for dem, der ikke har et nostalgisk forhold dertil.
For Sønderjylland er et eksotisk sted, ikke mindst på grund af den ikoniske dialekt, der ikke vil dø — egnen er en af de få tilbage i udkantsdanmark, hvor også unge fører det sproglige særpræg videre. Det er der noget charmerende stædigt ved.
Og er du ikke helt kørt over efter julens traktementer, kan du passende kaste dig over det overdådige sønderjyske kaffebord med 29 (!!!) forskellige kager. Det er et overflødighedshorn af flødeskum, bløde bunde og sukker i alle afskygninger. Affæren kan du for eksempel opleve på Den Gamle Kro i Gråsten, hvor det hele er hjemmelavet. Bagefter kan du fremskynde fordøjelsen med en gåtur rundt om smukke Gråsten Slot, hvor de kongelige holder sommerferie. Mojn!
Tack Star
Findes der egentlig noget bedre end at opdage nye yndlingssange? Jeg tror det næppe. YouTube-showet Track Star serverer musikanbefalinger på et sølvfad pakket ind i et sjovt konkurrenceformat, hvor præmissen er simpel: Værten Jack Coyne mødes med kendte artister på gaden i New York, han afspiller en sang, og musikeren skal gætte artisten bag, mens et sløret billede af album- eller singlecoveret langsomt toner frem på skærmen. På den måde får man som seer et lille forspring, så man kan lege med og kæphøjt råbe svarene ud i stuen, før Charli XCX selv når frem til det.
Track Star er lidt af en blærerøvskonkurrence, men det lille program er også nørdet og overraskende intimt. Musikerne taler om deres forbilleder og giver os et indblik i inspirationsudvekslingen og kollegaskabet, der foregår bag kulisserne. Og før man har set sig om, har man tilføjet et væld af nye sange til sin playliste og opdaget, at de to frontfigurer i Linkin Park er ekstremt charmerende.
Sidste søndag var jeg som lænket til sengen med min nye iPad, hvor jeg lod den ene lille video rulle over i den næsten — det er bedst ikke at have andre pressenrende planer, når man går i gang.
Eksil: Første bind i Jakob Ejersbos Afrikatrilogi
Der er bøger, man læser på et tidspunkt i sit liv, hvor de rammer så præcist, at de bliver ved med at spøge. ‘Eksil’ er sådan en bog for mig. Da jeg læste den første gang, var jeg jævnaldrende med romanens 15-årige hovedperson, Samantha, som har slibrige engelske forældre, der er immigreret til Tanzania sammen med hende og søsteren.
Samantha råber på kærlighed og anerkendelse, mens hun prøver at finde fodfæste mellem flere verdener, hun ikke rigtig hører til i – hun er hverken tanzanianer eller englænder, barn eller voksen. Som læser rives man med, mens hun i løbet af romanen havner i stadigt mere alvorlige situationer. Uden at sige for meget kan jeg godt afsløre, at man skal have lommetørklæderne klar.
Jeg slugte ‘Eksil’ igen, da jeg var hjemme til jul. Det er en regulær page turner, både på grund af indblikket i immigranternes lyssky tilværelse i Afrika, men også fordi Samantha er skrevet hjerteskærende godt. Hvordan en voksen mand har formået at beskrive en ung piges indre monolog så nøjagtigt er mig stadig en gåde.
‘Eksil’ overforklarer ikke, men lader læseren hænge lidt i ubehaget. Og måske er det derfor, den rammer, uagtet om man kan identificere sig med Samantha eller ej. Den har fat i en helt universel følelse, overgangen fra barn til voksen, som bliver ved med at bo i os alle.
