Det har taget to måneder at lave den her aftale med Jokeren, og da vi endelig ankommer til hans sommerhus i Nordsjælland – som ret beset er hans kærestes – er der ikke nogen hjemme. Fordøren i det gamle murstenshus står vidtåben, så man kan se ind gennem huset og ud ad bagdøren på den anden side. Gardinerne blafrer på grund af gennemtrækket. På terrassen i baghaven står en åben lædertaske, tilsyneladende efterladt med nogle farverige snackbarer og to bøger, hvoraf den ene hedder noget med ‘psilocybin’ i titlen.
Der er nedfaldne æbler i det høje græs og dybsorte brombær i krattet, men ingen 50-årig stodderrapper, der har endelig har fundet sig selv.
“Hallo? Kuk kuk!”
Kan man overhovedet regne med Jokeren? Måske er han bare nede og bade. Har man fulgt Jokeren på Instagram, vil man vide fra hans flittige opslag, at han den seneste tid er begyndt at bade jævnligt i Øresund, men også at han bager surdejsboller og laver iste, som han sælger i en lyserød bod ud til grusvejen. Meget af tiden trisser han rundt i fodformet fodtøj af mærket Birkenstock, og det ser ud til at hue ham godt nok.
For nylig stod han i sin have med fråde om munden og råbte: “Jeg er fri, jeg er fri!”
Han græd, men var samtidig lykkelig, fordi han var kommet ud af sit årelange coke-misbrug. Og så var han gået i gang med at bygge et orangeri ud af nogle gamle vinduer. Efter planen ville han plante en blomst, der hed indisk elefantsnerle derinde – for nogen måske bedre kendt som Hawaiian baby woodrose.
Så fortalte han om en magisk episode, som netop havde fundet sted. En bog var bogstaveligt talt hoppet ud af reolen og landet for fødderne af ham. Naturens love er nemlig magiske, hvis vi tillader det, forklarede han og gjorde det så klart, at han på ingen måder havde rørt ved sin reol fysisk.
Eftersom bøger jo ikke kan hoppe, virkede det som en fantastisk lille historie. Måske også lidt for god til at være sand. Så hvad sker der egentlig for Jokeren? Eller måske snarere: Sådan én som Jokeren. Han er nemlig ikke alene.
For tiden får flere og flere øjnene op for den overnaturlige og spirituelle del af virkeligheden. De vender sig mod åndeligheden, søger svar i astrologien, og de mediterer, går til body SDS, køber rosakvarts, mikrodoserer, manifesterer ting og laver ceremonier. Og i den kollektive samtale er der ikke længere nogen, der løfter et øjenbryn, når folk begrunder deres egen adfærd med, at de er krebs. Det er blevet normalt at læse Eckhart Tolle og at argumentere med ascendenter og månefaser.
I en ny dansk undersøgelse svarede 80 procent af over 25.000 adspurgte, at de havde mærket mindst ét ”stærkt” eller ”meget stærkt” åndeligt behov i løbet af den seneste måned.
En af dem kunne meget vel have været Jesper Westmark, der blev kendt i den seneste sæson af ’Alene i vildmarken’, blandt andet for sin evne til at tale med et bjerg. Engang var der få af den slags typer, men nu er de over det hele.
For en profan pragmatiker som mig selv kan det virke som om, at normaliteten er i skred, at vores logikker er i gang med at udvide sig skævt på grund af en vidtforgrenet holistisk strømning i samfundet.
Jesper Westmark, der er shaman og meditationsmentor, har i øvrigt skrevet en bog, der hedder ‘Vi er magiske’, og det var faktisk den bog, som “hoppede” ud af reolen oppe hos Jokeren her for nylig.
Det er selvfølgelig lidt påfaldende, at det lige var dén bog. Men mange af os vokser op med, at man kalder den slags episoder for pudsige. Altså, tilfældige. Så hvad er det, der får nogle mennesker til at afvise det tilfældige og i stedet tro på, at det skyldes noget andet, ligefrem noget magisk?
Der er selvfølgelig ikke andet at gøre end at spørge dem, det hele handler om. Så vi har talt med tre selverklærede spirituelle, og først kørte vi op til Jokeren.
Fennikelpølse og gudemolekyler
Mens vi står i Jokerens forhave og overvejer situationen, træder han pludselig frem fra krattet. Han, fristes man til at sige, manifesterer sig for os, nybadet og pastelgrøn fra top til tå.
“Jeg var lige nede med nogle boller i garagen,” siger han og smiler bredt, “men øh… nu er jeg her.”
Han giver hånd og søger øjenkontakt, og så insisterer han på, at vi drikker kaffe og smager på hans boller. De udmærker sig ved den lille hemmelighed, at der er flagesalt på toppen, forklarer han (“jeg tror, jeg er den eneste, der gør det”). Han henter fennikelpølse, ost og smør og dækker op udenfor.
I 2003 gav Jokeren et interview til Politiken, der endte med at foregå til en morgenfest langt op ad formiddagen, og så startede det ellers med, at han tog et spejl og sniffede tre baner kokain. Nu sidder han her kl. 11.30 med en kop filterkaffe og stænk af Meyers ølandshvede på buksebenet. Ikke umiddelbart spændt op til lir.
Han vil ikke fortælle hvor, men den 28. december sidste år deltog han i et ritual sammen med en mexicansk shaman, som han var blevet introduceret for gennem nogle venner. Shamanen var såkaldt ‘bærer af tudsen’, hvilket i den her sammenhæng betød, at han havde indsamlet noget sekret fra en bestemt tudse, som man kan forarbejde og indhalere med en vis effekt til følge.
Sekretet siges nemlig at indeholde det psykedeliske stof DMT, også kendt som ‘gudemolekylet’, og ritualet, som fandt sted den dag, endte med at ændre Jokerens liv fuldstændig.
“Jeg sad med en madras bag mig, med åbne arme og åbne ben. Der kørte noget ambient musik i baggrunden, og så varmede shamanen sekretet op. Da det ligesom begyndte, pustede jeg først hurtigt ud for at tømme lungerne, og så sugede jeg langsomt røgen ind og sugede op og op. Og så oplevede jeg en midlertidig ego-død,” fortæller han.
Hvis man var i tvivl, ved han godt, hvad et ego er.
“Jeg er jo Jokeren, ikk? Dit ego består af dine følelser, sanser og tanker, og jeg kom ind i en gylden, lidt mønstret bevidsthed, hvor tiden og rummet forsvandt, og jeg var et med alt. Jeg forstod, at alting er én ting, og den ene ting er alting.”
I dag er det et halvt år siden, og han kalder det, der skete den dag, for en livsændrende begivenhed. Siden han var helt ung, har han fået ordineret antipsykotisk medicin, han har sniffet kokain for millioner og proppet sig med alkohol, og alt sammen har været offentligt kendt. Gennem årene har han prøvet at blive problemerne kvit, mange gange, og hver gang har afvænningsforsøgene slået fejl.
Men nu er det, han selv og WHO betegner som en psykisk lidelse, nemlig misbruget, slut. Og for Jokeren føles det som et mirakel.
“Når man ved, hvor vild jeg har været, og hvor massivt et misbrug jeg har haft af coke og alkohol, bare hvor lidt jeg har sovet sammenlagt siden 1999, så ved man også, at det her er et mirakel. Det er et mirakel, ikke bare at jeg er i live, men at jeg lever. At jeg lever, som jeg gør, med en livsglæde, motivation, en fuldstændig intakt kreativitet og en kæmpe appetit på livet,” siger han.
Siden den dag i december har Jokeren udført ritualet igen, og så er han begyndt at bruge bevidsthedsudvidende plantemedicin i sin dagligdag. Ganske små mængder af svampe med psilocybin i sig, hvilket er det, de fleste nok kender som mikrodosering, og som efter sigende skulle være med til give ro og fokus. Selvom der er tale om naturlige produkter, er plantemedicinen ulovlig, fordi den er omfattet af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer og anses for at være farlig.
I disse år er der dog en forandring på vej for de hallucinogene svampe, efter at studier tyder på, at psilocybin kan være frugtbart i for eksempel behandlinger af depression og misbrug. Stigmaet omkring psykedelisk naturmedicin er imidlertid stadig stort ude omkring kakkelbordene og Kählervaserne, hvor svampe højst er noget, man putter på sin leverpostejmad til jul.
Men måske skal vi ikke afskrive Jokeren helt endnu. Han er muligvis forud for sin tid.
“Bare fordi noget er lovligt, behøver man ikke at gøre det, og bare fordi noget er ulovligt, behøver man jo ikke at lade være med det. Plantemedicin er ikke farligt for dig, men det er farligt for det samfund, der omgiver os, og de magtstrukturer der findes,” siger han.
De fleste morgener vågner Jokeren tidligt. Engang imellem praktiserer han et morgenritual, som skifter lidt, men det kan for eksempel bestå af en solhilsen og måske noget chant for at jage dårlig energi væk. Sommetider renser han sig med hvid salvie og Palo Santo, der er navnet på en særlig type helligt træ.
Jokeren ér spirituel. Han tror på energier, og at vi som mennesker sender lavfrekvente og højfrekvente energier ud, som er henholdsvis negative og gode. Men ikke alene betragter han sig selv som spirituel, vi er allesammen spirituelle.
“Alting i den her fysiske verden er en manifestation af vores bevidsthed. Så selvfølgelig er jeg spirituel. Du og jeg består af bevidstheder, og alting har en bevidsthed, også det her bord, vi sidder ved. Min afdøde gamle ven, Master Fatman, sagde engang, at hvis man vil forstå den grønne omstilling, skal man sætte sig ud i naturen og spørge en blomst. Det kan godt være, at den ikke svarer med det samme, men hvis man tager sig tid og lytter, vil den svare dig. Jeg har prøvet det,” siger han.
Men blomster taler jo ikke. Er det ikke bare noget, du har forestillet dig?
“Det er telepati. Det tænker jeg. Men jeg vil gerne have, at du i det her interview forholder dig til mig. Jeg ved godt, du er opdraget til kritisk journalistik, men det er ikke nødvendigvis den bedste måde at lære noget på.”
Har du altid haft det sådan med spiritualiteten?
“Jeg er egentlig opdraget med asatro af mine hippieforældre. Da jeg var dreng, legede jeg i børnehaven, at jeg var Thor og kæmpede mod Ayatollah Khomeini, fordi jeg havde set i tv-avisen, at Ayatollah var ond. I min skoleklasse fik vi læst hele biblen op fra ende til anden. Både det gamle og det nye testamente, og som 10-årig konverterede jeg til kristendommen sammen med min søster. Men det har egentlig altid været min opfattelse, at alting er Gud. Men det har altid kun været en tanke. Efter jeg røg Bufo til ritualet i december, ændrede det sig, for nu ved jeg det. Jeg ved det,” forklarer han.
Kongstanken i Jokerens filosofi er, at den vestlige verdens kapitalistiske demokrati bygger på idéen om, at denne planet er et skatkammer, som vi kan tage uendeligt fra, men samtidig er der ikke nok til alle. Derfor ender vi med at bekrige hinanden, og det er i hans øjne “skrupskørt” og “skizofrent”.
“På enhver tænkelig måde er det usundt, men det skyldes især vores egoer og vores os-mod-dem-mentalitet. Det eneste rigtige at gøre, synes jeg, er at lytte til den gamle modkultur, hvor John Lennon sagde: “All we are saying is give peace a chance”,” siger han.
Måske er det præcis det, som er ved at ske så småt. Den holistiske strømning er i Jokerens øjne et bevis på, at den kollektive bevidsthed er ved at hæve sig op på et højere niveau, og han ser det som en modreaktion på, at vi overalt er ved at ødelægge ikke bare livet på jorden, men livet som koncept. Folk er stressede, angste, deprimerede, klimaet er fuldstændig ude af balance, og der er krig i Europa. Det er fakta.
Skulle der så være mening i at konsumere materielle goder? At gå på arbejde hver dag for at tjene penge, som vi kan bytte til espressoer og Netflix-abonnementer: Ting, der kan øge vores livskvalitet?
“Det er en helhedsmaskine, og jeg er blevet ramt af en enorm sorg over at have været fanget i den det meste af mit liv. Det der med at lave et hit, tage ud og spille det, tjene nogle penge, tage noget coke, så jeg kunne skrive noget om sorg, som andre så kunne spejle sig i. Hver gang jeg tjente penge, brugte jeg dem hurtigere, end man kunne tjene dem, på kokain. Jeg skylder 2-3 millioner kroner væk, i hvert fald,” siger han.
I dag står han et sted i sit liv, hvor han begræder, at han har forurenet sin krop i så mange år.
“Jeg har bogstaveligt talt fjernet min næsevæg, og jeg har besøgt en plastikkirurg, for jeg vidste, jeg havde et hul, men han sagde, at han aldrig havde set noget lignende, og at han ikke kunne lave det, fordi der ikke var noget næsevæg tilbage, men bare et stort hul.”
Nuet er aldrig startet
På det her tidspunkt har Jokeren stort set snakket uafbrudt i 55 minutter. De sidste 20 minutter har han siddet med en utændt cigaret i hånden, fordi han lige skulle færdiggøre en pointe først. Digressionerne er noget, han har fra sin mor, forklarer han. Han er ikke påvirket af noget præstationsfremmende lige nu.
Men lad os lige prøve at tage en pause. Det er vigtigt at trække vejret, særligt når det handler om spiritualitet. Det fortæller Jesper Westmark – shamanen fra ‘Alene i vildmarken’ – mig over en telefonforbindelse fra Småland, hvor han befinder store dele af året for at afholde forskellige retreats.
Jesper Westmark er foruden at være shaman også meditationsmentor og traumeterapeut, velsagtens en ekspert i spiritualitet, hvis man ellers kan tale om den slags. I sin bog ‘Vi er magiske’ forsøger han at lære sine læsere, at vi alle er magiske væsner med en iboende kraft til at forvandle vores egen virkelighed. Han mærker også tydeligt den holistiske strømning og konstaterer indledningsvis tørt, at alle hans retreats er udsolgt, og at han ikke kan lave flere, end han allerede gør for at møde efterspørgslen. Hvad foregår der? Og måske nok så interessant: Hvad er det, at alle os andre, os, der ikke tager på retreats, mangler at forstå?
Han forklarer mig, at verden er dualistisk, delt op i to virkeligheder. Den ene er der, hvor de fleste af os færdes – i kroppens, tankernes og følelsernes verden. Og så taler han om den anden virkelighed: den spirituelle verden.
Han siger til mig, at jeg ikke kommer til at forstå det, han siger nu.
“Men det er sådan, det er. Vores sind kan nemlig ikke forstå noget, som aldrig er startet. Men nuet er aldrig startet. Der var også nu før big bang. Stilheden er heller aldrig startet. Det samme gælder rum. Og den sidste ting er mørket. De fire ting er konstante faktorer. Og det er det, det spirituelle er.”
Det er det, du tror på?
“Spiritualitet er ikke en tro for mig. Tro er en religion. Vi kan jo ikke diskutere, om det er nu altid. Vi kan heller ikke diskutere, om der altid er stille eller rum.”
Fair nok. For Jesper Westmark er der ikke noget hokuspokus ved spiritualitet, alting kan forklares, selvom det ikke nødvendigvis kan måles og vejes, og for ham handler spiritualitet om at forbinde sig med de fire nævnte konstanter. Den afgørende forskel på hans virkelighedsopfattelse og en almindelig, naturvidenskablig og vestlig én er dog, at han tror på, at mennesket har en sjæl. Eller det vil sige, ligesom Jokeren har han oplevet det.
Som 17-årig havde han det, som nogen vil kalde en ud-af-kroppen-oplevelse, hvor hans bevidsthed og hans krop blev adskilt.
Måske døde han den dag hjemme hos sine forældre, mens han lå på sofaen og var ved at falde i søvn og pludselig mærkede det der velkendte spjæt, som mange sikkert oplever, inden de falder helt i søvn. Men Jesper Westmark kom tilbage igen.
“Dér skal man forestille sig, at jeg så vågner op uden for kroppen og kigger på min krop. Og så er der en rejse derfra gennem et meget tåget rige og en bjergdal og en sol, og til sidst blev jeg opslugt i et mørke, hvor alt blev til ét felt. Jeg oplevede nu, stilhed, rum og mørke på en meget levende måde. Jeg plejer at sige, at det er det mest virkelige, jeg nogensinde har oplevet,” fortæller han.
Det var skelsættende. Når først man oplever det, kan man ikke løbe fra det igen. Men det prøvede Jesper Westmark faktisk. Som ung mand tog festerne over, og han blev alkoholiker og stofmisbruger og “alt muligt”, indtil han en dag ikke kunne holde det ud længere.
Lidt ligesom Jokeren skulle han også helt ned på krisens mørke bund, før klarsynet meldte sig. Tilsyneladende har alle de åndelige fået ar på sjælen, som de ville ønske, de aldrig havde fået.
“Hvis du ikke mister dig selv, kan du ikke hente dig selv hjem igen,” som Jesper Westmark siger.
Men handler spiritualitet om at finde sig selv?
“Det er svært, for der er ikke noget mål med min spiritualitet. Men mange spirituelle grene går hen og bliver til narcissisme. Det er bare ikke sikkert, det er værre end alternativet. Mange mennesker er så plaget af frygt – og frygt for sig selv, at de ikke kan sidde alene i fem minutter, for så skal der ske et eller andet. En telefon med nogle nyheder, som så skaber endnu mere frygt. Vi bliver jaget ud af nuet og os selv hele tiden. Men det tror jeg, vi er ved at opdage,” siger Jesper Westmark.
Følg tegnene
Inden sommeren, da jeg sad og tænkte over at skrive den her artikel, landede der en bog på mit bord. ‘Følg tegnene’ hed den og bar undertitlen ‘en guide til et spirituelt liv’.
Den er skrevet af Camilla Kjems, der er forfatter og mediechef i Aller, og indrømmet, det var rimelig pudsigt, at lige dén bog landede lige dér. I bogen fortæller hun sin personlige historie – som også har været plaget af angst og mørke – med håb om, at vi begynder at bruge de spirituelle principper til at finde mening og træffe rigtige valg for os selv. Vi skal med andre ord turde at følge tegnene og parkere vores normale logikker, men hvad betyder det egentlig?
For Camilla Kjems ligger nøglen så at sige inde i os selv. Hun tror nemlig, at vi skal åbne os mere overfor den der uhåndgribelige ting, vi kalder intuition.
“Jeg har altid en dialog med noget, der er større end mig, en intuition. Og min erfaring er, at hvis jeg lytter til den, så går alting egentlig godt. Omvendt bliver jeg simpelthen syg, hvis jeg for længe undertrykker de tegn, min intuition giver mig,” siger hun og fortæller, at bogen faktisk kom til hende.
“Det var et tegn, at jeg skulle skrive den. Jeg vågnede en aften, og så var titlen der bare, og så skrev jeg hele skelettet ned til bogen, inden jeg lagde mig til at sove.”
Det der kan undre er, hvorfor det, der for mange vil være pure tilfældigheder, bliver opfattet som tegn af andre. Det er vel ikke ulogisk eller overnaturligt at få en idé? Camilla Kjems vil ikke udelukke, at der er tale om tilfældigheder, eller såkaldt selektiv opmærksomhed, men hun oplever, at hun kan bede om tegn.
Hun nævner for eksempel en episode, hvor hun havde brug for et tegn på bekræftelse, og det viste sig kort efter ved, at hun rendte ind i en gammel bekendt, som fortalte hende præcis det, hun havde brug for at høre.
“Måske er det en tilfældighed. Men det er i hvert fald en meningsfuld tilfældighed, en såkaldt synkronicitet. Og nogle gange er den så vild, at man ikke kan forklare den,” siger hun.
“Men hvis videnskaben kommer om fem år og forklarer det, så vil jeg sige “genialt”, så har vi jo svaret, og så behøver jeg ikke kalde det Gud eller spiritualitet eller overnaturligt. Lige nu er der bare ikke et svar. Videnskaben mangler bare stadig at forklare en masse.”
Din bog rammer lige ind i en tid, hvor mange er spirituelt søgende. Hvorfor tror du, det er sådan?
“Det er en modtendens til de mange årtier vi har haft med fuldt fokus på prestige og materialisme og ydre succes. Vi er blevet rigere og rigere og forført af det ydre liv, men vi har samtidig ramt nogle kriser, som har vist os, at det hele kan ramle når som helst,” siger hun.
“For den enkelte handler det om en søgen efter mening, som materialismen ikke kan give os. Men jeg tror også, at det handler om klimakrisen – at man forsøger at leve mere bæredygtigt med sig selv, at være væredygtig, som det hedder. Hvor vi tager ansvar for os selv og for at kunne yde det bedste for den omverden, vi er en del af.”
Den hængte mand
I Nordsjælland har Jokeren planlagt at hænge sig selv i sin baghave. Det skal være en del af et kunstnerisk projekt, der skal hedde ‘Den hængte mand’, hvor han skal hænge med hovedet ned ad efter inspiration af et særligt tarotkort. Planen er vist, at det skal filmes.
“Der er ikke noget, jeg gør, der ikke lykkes i mit liv,” siger han, “inklusive fucking katastrofer.”
“Jeg har indgående forståelse af menneskelig smerte, ondskab, dårlig energi, ting, der ikke fungerer. Jeg har et sort bælte i det hele. Men jeg fortryder overhovedet ikke, at jeg har været Jokeren. Jeg er bare glad for, at jeg er i stand til at genopstå. Og det er min plan, at det bliver som kunstneren Åndedrag,” siger han.
Jokeren taler om Jokeren i tredjeperson, og han mener, at Jokeren statistisk set burde være død for mange år siden. Flere af hans venner har han selv været med til at lægge i graven de senere år. Men i dag er han sund og rask, og siden omlægningen af sit liv har han for første gang i årevis fundet ro til at læse.
Han har læst Herman Hesse og Eckhart Tolle, og så var det, at han havde fået ‘Vi er magiske’ af Jesper Westmark, som han ikke rigtig var kommet i gang med, indtil den pludselig hoppede ud af reolen i hans stue. Måske var det bare en tilfældighed, men for Jokeren føltes det magisk.
“Ud fra normal logik ville der hele tiden falde bøger ned, fordi det er et gammelt hus, men det var lige dén bog, og måske behøver vi ikke forklare alting, måske skal du bare lade tingene være magiske. Ideen om, at man kan måle magi er jo lige så skrupskør,” siger han.
Når folk læser det her, vil nogen sikkert tænke, at du er blevet skør. Hvad vil du sige til dem?
“Jeg vil hellere tale med dem, der vil lytte. Jeg vil meget hellere tale med alle dem, som det her samfund ikke fungerer for. Og så vil jeg samtidig invitere alle jer, der tror, I er normale, til at udvide jeres bevidsthed, for det har været med til at redde mit liv. Nu kan jeg se, at der faktisk findes en kur mod rigtig mange menneskers problemer, og det starter med, at vi accepterer, at tingene er magiske, eller i hvert fald at nogle ting er uforklarlige. Mange folk er bange for leve sådan,” siger han.
I årevis har Jokeren været så bange for at leve, at han måtte bedøve sig selv for at undslippe alle sine dæmoner og diagnoser. Og uagtet hvor man står på den spirituelle akse, står det hævet over enhver tvivl, at han har set lyset i bevidsthedsudvidende plantemedicin. Det ér jo godt for ham.
Lærer det os andre noget om spiritualitet og meningen med det hele, er det vel nok, at det altid er noget, som opstår ud af mørket – både for den enkelte og i samfundet som sådan. Og samtidig at jo større usikkerhed, verden rummer, jo større bliver behovet hos mange for at finde mening i sig selv. Helt inde i sindet.
