Frederik Gersby har hele sit liv været helt vild med musik. Han har samlet flere instrumenter, end man kan tælle, og så har han en pladesamling på størrelse med et samtalekøkken. Han ved ikke selv, om han sådan er en rigtig original, men hans usædvanlige hjem på Frederiksberg kunne tyde på det. Vi tog på besøg.
Tekst: Thomas Balslev
Foto: Rita Kuhlmann
Video: Frederik Heller
Tredje gang jeg besøger Frederik Gersby, tager jeg tid. 27 sekunder. Så lang tid tager det, før hans dør bliver åbnet. En af gangene nåede jeg faktisk at gå igen. Men han bor på tredje sal i en stor lejlighed på Frederiksberg, og med årene er det begyndt at tage lidt længere tid at gå hen til dørtelefonen for at buzze ind.
“Ja, hallo!”, siger han så. “Ja ja, kom ind.”
Han står i døråbningen. Hans tøj lyser af nervøst velour, og han smiler. Håret er hvidt og langt, ligesom skægget. Om halsen hænger der store klumper af rav i en lædersnor, og på de 70-årige smalle fingre sidder et kuld af ringe i sølv. Så forsvinder han ind i lejlighedens mørke.
Har du hørt om portaler? Om døre ind til andre verdener? Så skulle du se, hvordan Frederik Gersby bor.
Heartbeats taler med originaler
På Heartbeats vil vi gerne hylde de ægte originaler. Dem, der er med til at gøre tilværelsen mere farverig. Derfor taler vi i en ny interviewserie med alle de enere, rebeller og sære snegle, vi støder på, og lader dem fortælle deres historie.
Se for dig en regnskov af ting. Lianer, blade, dyr. Her er alle væggenes brune paneler beklædt: En frodighed af fotografier formerer sig mellem avisudklip, en ugle, et gevir, ni masker på række. Fra gangen og ind i den første stue passerer man en plakat fra dengang Rolling Stones gav koncert i K.B. Hallen, mens det gamle gulv knirker som kviste under fødderne. Og så er der guitarer. Overalt er der variationer af strenginstrumenter fra Indien og USA – et par stykker er håndbygget fra hans egen fantasi.
For eksempel ‘Propellen’, der er en to meter lang propel med en bas på den ene vinge og en guitar på den anden, der kan betjenes af to mand samtidigt. Den byggede Frederik Gersby til en teaterforestilling engang.
“Det er en sygdom,” siger han med et skælmsk smil, “og nu er mit barnebarn sgu også begyndt. Jeg ved ikke, hvornår det startede for mig, men det stopper bare aldrig. Jeg har altid samlet på ting, så for mig er det normalt.”
Sådan kan man selvfølgelig godt se på det. Men Frederik Gersby er alligevel lidt af en original. Det er derfor, vi er på besøg og nu sidder her i hans lejlighed, hvor han boet i 50 år med sin kone, Karin – eller Mus, som han kalder hende – der lige er på biblioteket.
De fleste af os allesammen tager en uddannelse, får et job og lever et helt almindeligt liv med helt almindelige vaner. Og så er der dem, som af en eller anden grund, bare gør noget andet. Der er nogen, der vrænger af normaliteten med deres blotte eksistens.
Sådan en er Frederik Gersby. Uden nogensinde at have gået op i titler kan han både kalde sig regissør, skuespiller, pædagog, musiker, kunstner, kirketjener og skrive en helt særlig rolle i ‘Midt om natten’ på sit cv. Ikke at det er noget han går op i. Men det har med hans egne ord “været skideskægt indtil videre.”
Jeg ved ikke, hvornår det startede for mig, men det stopper bare aldrig. Jeg har altid samlet på ting, så for mig er det normalt.
Frederik Gersby
Alt kan overvindes
Det er måske forkert at sige, at Frederik Gersbys liv er en rigtig røverhistorie – det består bare af mange. I virkeligheden startede det i 1953 på en stille og rolig villavej i Søborg, hvor han var den yngste i en søskendeflok på tre. Hans mor ville gerne have, at han blev til noget ordentligt, præst faktisk, så hun sendte ham på privatskole i Hellerup.
Men den gik ikke. Den unge Frederik blev smidt ud, efter at skolens rektor havde taget ham på fersk gerning i at sælge hash på drengetoilettet.
“Hold kæft, hvor blev han rasende. Han havde stået der på lur og ventet på, at vi ville komme. De andre drenge blev ikke smidt ud, fordi deres forældre kunne betale for dem, men det kunne min mor ikke. Så jeg røg ud, og det er jeg jo så blevet lige siden,” fortæller han.
I en periode gik Frederik Gersby på seminariet for at blive pædagog, men der røg han også ud, fordi han havde det med at komme fem minutter for sent. Den eneste skole, han har færdiggjort, er Kunstskolen i Holbæk, hvor han tilbragte en del af tiden med at lave et kæmpestort trommesæt i ler, som han så spændte koskind udover. De fik det ifølge ham selv til at lyde skide godt.
Allerede som helt ung blev han grebet af musik. Han pjækkede fra skole og susede hjem for – i al hemmelighed – at spille på en gammel guitar, som hans mor gemte under sengen. Sammen med et par kammerater lavede han et band, der hed Nihil Situr, der var latin og betød ‘alt kan overvindes’. De kunne øve i Frederiks kælder, hvor de spillede coversange, som de optrådte fast med til skolefesterne.
“Jeg kan huske, at Gary, som spillede guitar, ringede til mig og sagde, “hey, for satan, der er kommet et skidegodt band, du skal komme og høre”, og så høvlede jeg op til ham og hørte en plade, som hans bror havde taget med hjem fra England. Det var Rolling Stones, og dér hørte vi ‘It’s All Over Now’, og så var vi færdige. Der var ikke mere at snakke om.”
Det var i 1964, to år før den amerikanske forfatter Timothy Leary formulerede hippiebevægelsens berømte credo: Turn on, tune in, drop out. På den måde var Frederik Gersby velsagtens lidt af en first mover.
Spørger man Frederik Gersby, hvor stor en rolle musikken har spillet siden dengang, er der ingen betænkningstid: “Alt,” svarer han bare. Hans massive samling af gamle lp’er bakker ham op – fra gulv til loft. Lige for tiden lytter han til Sinéad O’Connor, fordi der var en udsendelse om hende i fjernsynet forleden. Men generelt er der ikke nogen, der slår Roger McGuinn fra The Byrds, Jimi Hendrix og Rolling Stones i Frederik Gersbys verden.
Batmobilen og Dan Turèll
Hvis man kigger på Frederik Gersby, er man nok tilbøjelig til at kalde ham en vaskeægte flipper. I mange år gik han endda med pandebånd som en rigtig hippie, og som ung kørte han rundt i et folkevognsrugbrød, der lignede noget, der lige var kørt ud af summer of love. ‘Batmobilen’ som den hed, fordi han havde malet Batmans gule og sorte logo på kølerhjelmen.
Det var den, der i sin tid fik Dan Turèll til at sige: “Jeg ved godt, hvem du er. Jeg har set dig i din bil,” da Frederik Gersby en dag henvendte sig til poeten for at fortælle, hvor meget hans skriverier havde betydet for ham. Det blev begyndelsen på et kammeratskab, der mest af alt gik ud på at drikke sig stangvissen og plapre løs, fortæller Frederik Gersby.
Den slags små historier vælter hele tiden frem, når man taler med ham. “Så var der også dengang,” siger han og går i gang: Om dengang han røg chillum med Eik Skaløe på en hestevogn fuld af studenter, og dengang Jimi Hendrix spiste stegt flæsk hjemme hos hans veninde, eller dengang han afviste Benny Andersens musik til en teaterforestilling, fordi han ikke vidste, hvem han var, og i øvrigt selv mente, han kunne skrive noget bedre.
Når han sidder her i dag og ser tilbage, mindes han det meste med en vis munterhed. Røverhistorierne er hans personlige skatkammer – dyrebare, men altid til rådighed for et lyttende øre. Han ville nok heller ikke gøre noget om, hvis han kunne, selvom det er et umuligt spørgsmål at forholde sig til, som han siger.
Men syretrippene, dem havde han alligevel ikke valgt igen.
“Det er et mirakel, at jeg sidder her i dag. Jeg har drukket mig selv ihjel, jeg ved ikke hvor mange gange. Jeg har taget så mange stoffer, at det er blevet glemt. Flere hundrede gange LSD. Hvis jeg tænker tilbage på det nu, så var jeg sgu aldrig startet på det. Det var for dumt. Simpelthen for dumt,” siger han.
Ikke fordi der skete noget særligt uheldigt, faktisk mindes han at kravle rundt i de 30 meter store egetræer oppe i Dyrehaven som en vild abekat med stor nostalgi. Men han har også fire børn, tre med Karin og et med hendes storesøster, som han var kærester med, inden han fandt sammen med Karin. Det er dem, han tænker på, når han siger, at det med syretrippene var for dumt.
“Vi var så unge, da vi fik børn. Vi vidste jo ikke, hvad vi lavede. Det var bare…” siger han og verfer nogle imaginære fluer væk med hænderne.
Det er et mirakel, at jeg sidder her i dag. Jeg har drukket mig selv ihjel, jeg ved ikke hvor mange gange. Jeg har taget så mange stoffer, at det er blevet glemt.
Frederik Gersby
Papirklip og mumier
I dag bor hans nu voksne børn tæt omkring ham. Hans søn lige ovre på den anden side af gaden, og når hans datter bruger sin altan, kan han se hende gennem gården fra sit køkkenvindue.
De fleste dage sover han længe og ligger i sengen, mens Karin laver morgengymnastik. Så drikker han kaffe med sødmælk, og selvom han prøver at vænne sig af med cigaretterne, ryger han et par stykker om dagen. Prince 100, en halv af gangen. Ellers ser han en del tv, især antikprogrammer, og hvis krigseksperten Peter Viggo Jakobsen er i fjernsynet, så skal han absolut se det. Engang imellem kommer hans ene barnebarn og gør rent, så hun kan tjene nogle lommepenge. Der er jo en del at støve af efterhånden.
“Alting har en historie,” siger han og peger, “den der sofa er sæderækken fra den gamle Batmobil.”
Hvad med de der to mumificerede dyr over døren derovre?
“Det er to kattekillinger, jeg har fundet. Den ene fandt jeg på en gård i Jylland, og så tog jeg den med hjem, og så fik den et søm. Den har hængt der lige siden,” siger han.
For Frederik Gersby er det helt normalt. Det gælder også de fastnaglede skruptusser og det intakte kranie fra en aboriginer, som han tager op for at vise det store brud, det har i tindingen: “Det har været en ung kvinde, tror jeg. Hovedet er ikke særlig stort. Og hun er sikkert blevet slået ihjel med det dér slag,” fortæller han, “jeg tog det med til tandlægen en dag for at få det undersøgt, tænderne er faktisk ret fine.”
Guitarerne spiller Frederik Gersby ikke på længere. Men det er mod hans vilje.
“Uh, det trækker i mig. Men jeg kan sgu ikke mere, det er en stor ærgrelse for mig. Mine fingre kan ikke, fordi jeg har været uheldig ad helvedes til,” siger han og fortæller, at han en dag skulle flytte en af sine mange knive, som så desværre faldt ned og skar hans venstre hånd i stykker.
Uanset hvor mange knive der falder, så skal man ikke regne med, at lysten til at spille musik, lytte, grine og klatre i træer forsvinder hos Frederik Gersby. Det er ganske enkelt den, der har drevet ham altid, fortæller han. Det var den, der i 80’erne fik ham til at lave hans eget børneteater, Vestvolden; og det var den, der i mange år fik ham til at spille skuespil på Det Lille Teater og Betty Nansens Teater.
“Jeg kan jo ikke lade være. Det har altid været lysten, der har drevet mig. Så nemt kan det siges. At jeg skulle være noget særligt, sådan har jeg sgu aldrig tænkt på det,” siger han.
Er der noget, du er særligt stolt af?
“Hmm,” siger han, ”vent lige lidt.” Han går ind ved siden af og kommer tilbage med en gammel gulnet mappe med nogle sort/hvide papirklip.
“Papirklippene i ‘Midt om natten’ med Kim Larsen, dem har jeg sgu også lavet. Det var altså meget skægt,” siger han.
Humoren er fundamentet. Uden den bliver verden ligegyldig. Vi bliver nødt til at kunne grine af tingene, det er et våben, når verden er alvorlig
Frederik Gersby
Frederik Gersby kan godt være en smule bekymret for, at vi glemmer at have det skægt. Det er – sammen med begærlighed – faktisk ungdommens største udfordring, mener han.
“Humoren er fundamentet. Uden den bliver verden ligegyldig. Vi bliver nødt til at kunne grine af tingene, det er et våben, når verden er alvorlig,” siger han.
“Min gamle kammeret fik lavet en blodprop i halspulsåren, og han kunne ikke bevæge nakken efter operationen. Han var skide bange. Så sagde jeg: Jeg kommer lige over med en kurv. Så kan du bruge den, hvis du taber hovedet, ikk? Der er nok at være alvorlig over, men man må bruge humoren til at komme igennem.”
Og så er der lige én ting til. I hvert fald for Frederik Gersby, der om nogen har lavet masser af fis og ballade gennem tiden, men også “levet et hårdt liv” og mistet gamle kammerater undervejs på livets flyvende tæppe. Hvad har egentlig holdt ham selv ovenvande?
“Jeg har jo Mus,” svarer han med det samme.
“Det kan jeg sgu ikke lægge skjul på.”
