Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Heartbeats mener: Når foråret kommer, er vi alle køer

Velkommen til din mandag hvor det i dag skal handle om glade køer på græs og på Vesterbro, samt lidt kulturanbefalinger til din uge.

I går var det økodag landet over på udvalgte danske økologiske gårde. Tusindvis af mennesker valfarter til for at se de ustyrligt glade køer, der løber ud i det fri efter at have stået sammenstimlet i en stald vinteren over. Jeg bor på Vesterbro og ville selv gerne have været en tur på landet, men netop de store menneskemængder afholdt mig fra at komme afsted – man risikerer jo ikke at kunne komme tæt nok på de glade køer.

Men i virkeligheden går jeg ikke glip af det mindste. Et kig ud mit vindue på de forårskåde københavnere er mindst lige så underholdende. Så snart den første solstråle i april rammer, er alle pludselig som køer på græs.

Forleden da det ganske rigtigt var dejligt solskin, men ikke mere end seks grader, mærkede jeg pludselig en fært af noget ganske velkendt, som jeg alligevel ikke kunne placere – før jeg så en flok sidde med en engangsgrill i Enghaveparken. Det slog mig, at de færreste ville gøre det samme i oktober, hvor gennemsnitstemperaturen ellers er over de seks grader, som det har været de første uger af april i år.

Men der sker noget med os, når foråret kommer, og det bliver lysere. Uden så meget som at overveje at tjekke temperaturen, springer vi i den kortærmede og samles i parker og på pladser – gerne med øl i hånden. Vi vil bare ud, om så det koster en forkølelse og en forfrossen ankel.

De fleste af os byboere er kun udenfor, når vi jager gennem byen på vores jernheste om morgenen og igen om eftermiddagen, når vi haster hjem. I USA taler man om ‘the indoor generation’, fordi en gennemsnitlig amerikaner i dag spenderer mere end 90 procent af sit liv indenfor. Det er virkelig tankevækkende, og herhjemme er vi nok ikke så meget bedre.

Den kådhed, vi oplever lige nu, den nærmest desperate trang efter lyset og den friske luft, virker som et meget tydeligt tegn på, at noget er skævt i vores ude/inde-balance. Ikke så underligt, at man selv pludselig minder om en ustyrligt glad ko.

/Emilie Engbirk


Stille luksus

Vi er mange, der går rundt og glæder os til mandag aften for tiden på grund af ‘Succession’. Noget næsten lige så pirrende er Instagram-profilen Succession Fashion, der efter hvert afsnit dissekerer karakterernes påklædning – og prisen. De er jo nogle rige svin i ‘Succession’, og det meste af tiden ser det rimelig kedeligt ud, det de har på. Men derfor kan det godt være meget dyrt, hvilket det – spoiler alert – ofte er. Der er nemlig tale om såkaldt quiet luxury, en trend som British Vogue allerede har dristet sig til at kalde 2023’s vigtigste. Det udelukker selvfølgelig alle os profane proletarer fra at være med på bølgen, men derfor kan man jo godt beundre skønheden og detaljerne på afstand.

/Thomas Balslev


Fight The Power

I dag, den 17. april, kommer der en ny kanal til de danske tv-pakker. Det er den engelske tv-kanal BBC, der lancerer BBC Nordic, og et af deres attraktive varer på hylderne er en dokumentar om en af de vigtigste grupper i hiphop-historien, Public Enemy.

Over fire afsnit fortælles historien om, hvordan de var med til at transformere genren fra dans og pralerier til hardcore politisk substans. Blandt de medvirkende finder man gruppens stifter og frontmand Chuck D, der også står bag selve dokumentarserien, samt rapikoner som Eminem, Run-D.M.C. og Ice-T.

/Emil Norsker

Underjordisk kunstudstilling

Sydkoreanske og internationalt anerkendte Kimsooja står bag årets stedspecifikke udstilling ‘Weaving The Light‘ skabt til Cisternerne i Søndermarken. Det 4.400 kvm store underjordiske vandreservoirs mørke brydes af regnbuens farver, der skaber hallucinerende og kalejdoskopiske mønstre på væggene. Værkets titel beskriver, hvordan det spaltede lys dannes eller væves af lysbrydende film, der består af mikroskopiske prismer, som spalter lyset og kaster det rundt i de store søjlefyldte rum. Kimsoojas værk aktiverer alle sanser, når lyset påvirkes af menneskelige silhuetter, såvel som af refleksioner fra vandet på gulvet. På den måde kommer det gamle fugtige rum og dets arkitektur også i spil, når man gennem lyset ser nye vinkler. Udstillingen er i hvert fald øverst på min liste over udstillinger, jeg skal se her i april.

/Emilie Engbirk

Kimsooja, 2023. Foto: Malthe Ivarsson

Slow core fra soveværelset

Jeg har altid haft en forkærlighed for musikere, der hverken kan synge eller spille, men alligevel insisterer på at gøre det. Musik kan meget hurtigt blive poleret, lydmæssigt Tesla-ficeret, og på den front er jeg mere til en gammel Ford, der har svært ved komme op i fart. Sådan en er Lauren Denitzio, der er forsanger i Brooklyn-bandet ‘Worriers’ (og i øvrigt tiltales ‘de’). De er faktisk ret god til at synge, men de har selv skrevet og produceret bandets seneste album på sit soveværelse, og det har givet udtrykket en hel del uperfektheder. Der er tale om indie rock, eller ret beset en kombination af de to subgenrer slowcore og sadcore, som ganske vist er for de indviede melankolikere, men ikke desto mindre er pladen en stor anbefaling værd.

/Thomas Balslev

Det bedste fra Heartbeats

Udvalgt af Emil Norsker

Gry Jexen er historiker og står bag den populære podcast ’Kvinde, kend din historie’. Men hvad lytter og læser hun selv? Thomas Balslev har talt med hende om hendes kulturforbrug.

Efter corona besluttede To Sultne Piger at gøre lidt ekstra ud af sig selv, når de skulle ud og spise. Og det har de holdt fast i. I dette nye afsnit har de to gæster i studiet, dj Maria Barfod og influencer Sofie Riise Nors til en snak om, hvor man går hen, hvis man vil føle sig lækker.

’Alene i vildmarken’ udvikler sig uforudsigligt, og man kan mærke, at isolationen er ved at krybe ind under og huden (og i psyken) på de fleste deltagere. Som altid har Thomas Balslev den sjoveste og skarpeste analyse. Og han har en favorit.


Find mere om
Footer graphics