Foto: Klaus Dreyer/Ritzau Scanpix

Heartbeats anbefaler: Tre ting til din weekend og én ting, du skal undgå

Hvad skal du bruge din velfortjente weekend på? Og hvad skal du absolut ikke bruge tiden på? Dagens anbefalinger og ene afbefaling leveres af Frederikke Pedersen

En lille flugt fra “de fine saloner”

Min første anbefaling er et kæmpe skud ud til det mest mærkværdige omend eventyrlige sted i København. Mens byens spisesteder og beværtninger synes at oversvømmes af smarte stålbakker og fermertingsprocesser, forbliver noget uforandret. Heldigvis. Der er nemlig tale om værtshuset Amagerhylden, der befinder sig midt inde i Amagercentreret. Her kan man få serveret en iskold Albani fadøl for kun 40 kroner, der, for en fynbo som mig, giver mig en følelse af hjem og retfærdighed.

Men et værtshus i et indkøbscenter, kan det virkelig noget, tænker du måske? Ja, det kan det. Man må ryge derinde (bare rolig, de har et fantastisk ventilationssystem), der bliver blæst dansktop over højtaleren, og man kan klare fasters fødselsdagsgave i Bahne ind imellem de skarpe. Hellig treenighed, hvis du spørger mig. Amagerhylden er på mange måder en lille provinsielt åndehul, der fungerer som en tidslomme fra en mere og mere svunden tid. Værtshuset lukker dog allerede kl 19.30, hvorfor man må gå i hundene et andet sted – eksempelvis Jaguaren for at fuldende sin tour-de-Amager. Husk selvfølgelig at slutte af på Havnens BBQ.

Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix

En hyldest til kvindefællesskaber i Store Vega

Man kan fejre kvinders nationale kampdag på søndag på mange forskellige måder: En genlæsning af Sara Ahmeds ‘Killjoys Manifest’, få serveret bøf af sin mand, forberede sin næste lønforhandling eller lave en gipsafstøbning af sine bryster. Dog anbefaler jeg en kulturel stimulerende oplevelse som add-on, nemlig en koncert med korgruppen Ungklang. De optræder i Store Vega sammen med gæster som Brimheim, Mona Moroni og Luna Ershahin for at fejre kvindefællesskaber.

Ungklang består af ni kvindelige sangere, der på fornemste vis konceptualiserer værdien af et kvindelig fællesskab – især på en musikscene, der er notorisk kendt for at halte bagud, når det kommer til ligestillingen. Så hiv din jyske fætter under armen, der måske synes, det er et ‘ick’ at være feminist, for at vise, hvor vigtigt det er med stærke kunstnerstemmer, der har formået at gøre stien lidt lettere for den næste aspirerende kvindelig musiker.

Ungklang spiller i Store Vega søndag den 8. marts kl. 16

Foto: Kim MatthÄi Leland/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Sønderjysk hjemstavnstriologi

Hvorfor anbefale én film, når man kan anbefale en filminstruktør, der kun har en god filmportefølje bag sig? Her er der nemlig tale om sønderjyske Frelle Petersen, der har lavet en hjemstavnstriologi med filmene ‘Onkel’, ‘Resten af Livet’ og ‘Hjem Kære Hjem’. Filmene skildrer det stille liv i et udkantsdanmark, som mange lever, men sjældent får sendetid på de store lærreder. Hans seneste film ‘Hjem Kære Hjem’ handler om hjemmeplejehjælperen Sofie, der oplever det store pres fra et bureaukratisk sundhedssystem og værdien af omsorgsarbejde, der ikke kan fungere adskilt mellem arbejde og privatliv.

Selvom filmen er stille, er den larmende politisk aktuel. Den kan i høj grad ses i lyset af Emma Holtens bog ‘Underskud’, der netop kritiserer og behandler følgende negligering: Hvis der skal bruges mere tid på omsorg i hjemmet eller i den offentlige sektor, skal der bruges mindre tid på noget andet.

Vi bliver alle ældre, og dem, vi elsker mest, ender højst sandsynligt også med at blive gamle og svage, ligesom os selv. Det er uundgåeligt. Derfor satte filmen sig længe i mig, efter jeg havde set den, og fik mig til at ringe min gamle farmor op, som jeg for sjældent får gjort.

‘Hjem Kære Hjem’ kan streames på Prime Video. ‘Onkel’ kan ses gratis på Filmstriben

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Ugens af-befaling

Influenceres mentalitet i Dubai. Det virker noget tonedøvt og virkelighedsfjernt, når der det ene øjeblik bliver postet en Instagram story med “Dubai under attack” og det næste øjeblik et spejlselfie med matchende træningstøj fra hotellets træningscenter. Den slags adfærd har desværre floreret den seneste tid. Men når man lever en tilværelse bygget op omkring skattely og luksuslejligheder, kan det ikke komme som et chok, at der ikke findes en 24/7 hotline til Udenrigsministeriet. Måske er ugens af-befaling derfor ganske enkel: Hvis du frivilligt har flyttet dit liv til et kvindefjendsk luksusresort i ørkenen, der mildt sagt ikke har menneskerettigheder øverst på prioriteringslisten, så må du også acceptere, at verden nogle gange banker på døren.

Footer graphics