Verdenssituationen holder ikke forfatter og kulturkritiker Felix Thorsen Katzenelson vågen om natten

Forestil dig at blive forvandlet til en snegl. En slimet, æglæggende snegl. Med hus selvfølgelig.

Det er nok de færreste af os, der skal igennem det postyr. Men det er realiteten for hovedpersonen i Felix Thorsen Katzenelsons debutroman ‘SKRUK SKURK’, der følger en ung mand, mens han søger et sted at placere sin skrukhed og transformeres til en snegl i et sommerhus i Sverige.

‘SKRUK SKURK’, der udkommer den 16. maj 2025, er Katzenelsons første møde med romanen som genre, men han er allerede velbevandret i skrivekunst, ord og menneskelige dilemmaer efter 7 år som kulturjournalist og brevkasseredaktør hos Politiken.

Alligevel er det ikke en helt upåvirket Felix Thorsen Katzenelson, vi får fat i et par dage før bogens udgivelse.

– Jeg har det meget intenst i den her uge. 95 procent glæde. 5 procent frygt og skam. Men jeg kan forstå på alle omkring mig, at det er det, der er opskriften, griner han.

Bag de mange brevkassesvar og litterære referencer gemmer sig en mand, der søger tilflugt i sin kolonihave (næsten lige som hans romanhovedperson, der tager i sommerhus), når han leder efter ro, og er meget distraheret af sin telefon på trods af en imponerende lav skærmtid.

Men hvad læser forfatteren egentlig selv i natlampens skær? Hvad spiser, ser og lytter han til? Og hvad er egentlig det bedste råd, han har fået med sig fra sine mange år som brevkasseredaktør?

Det og meget mere har vi spurgt Felix Thorsen Katzenelson om i denne omgang af ‘Status’.

Hvad er det første, du læser om morgenen?

Det er desværre dumme ting på min dumme telefon.

Hvad er din favorit-avis? 

Det er Politiken. Det er her, jeg bor, og det er heldigvis også den avis, jeg godt kan lide at læse.

Hvad er den vigtigste bog, du har læst? 

Jeg vil rigtig gerne anbefale alle at læse Marlene Haushofers ‘Væggen’, der udkom på dansk for et par år siden. Den var bare totalt vidunderlig. Jeg faldt over den, fordi Olga Ravn anbefalede den i Politikens podcast ‘Poptillægget’. Så læste jeg den og blev blæst totalt bagover. Det er nok den bog, jeg har anbefalet til flest siden.

Hvad gør du for at finde ro?

Lytter til Lana del Rey og tager ud i min kolonihave og prøver at logge af. 

Hvad lytter du til lige nu? 

Jeg lytter til Erika de Casiers nye album, og så lytter jeg til Aphaca ligesom resten af Danmark. Og Pia Raug.

Hvad er din største last?

Min skærm.

Hvad spiser du rigtig tit?

Rugbrød. Jeg er ikke så god til at lave mad.

Hvad holder dig vågen om natten?

Nogle gange min skærm. Det er ikke verdenssituationen, der holder mig vågen. Den tænker jeg meget på om dagen. Jeg sover ret godt.

Hvilken film vender du altid tilbage til?

En film, der hedder ’45 Years’. Den er på Filmstriben. ‘Hiroshima Mon Amour’ har jeg også set en del gange.

Hvad gør dit liv lettere?

Det gør den der skærm jo også nogle gange, desværre. Nu holder jeg op med at snakke om skærmen.

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?

Det gør alle mine kollegaer både her på Politiken, men også alle mulige andre steder. Det er det dejlige ved at være i sådan en mediebranche, der nogle gange godt kan tage sig selv alt for seriøst. Folk er virkelig ambitiøse, og det er spændende at være med i det våbenkapløb. Selvom alle medierne altid snakker om, at vi er ved at gå nedenom og hjem, så ligner det altså, at vi laver nogle fede ting imens.

Hvor får man det bedste måltid i København?

Til frokost har jeg en forkærlighed for sådan et lille smørrebrødssted, der ligger her tæt på Politiken. Der hedder Tivoli Hallernes Smørrebrød. Ikke at forveksle med Tivoli Food Court. Det ligger på Vestervoldgade. Og til aftensmad kan jeg godt lide at gå på Jah Izakaya eller Bento.

Hvad er dit yndlingssted i byen? 

Mit yndlingssted i byen er Lersøparken, hvor min kolonihave ligger.

Hvad gør du for lidt?

Ingenting. Altså, jeg gør det hele lidt for meget.

Hvad er dit happy place på internettet?

Mit happy place er, når jeg tager mig tid til at læse lange artikler på London Review of Books og på Harper’s Magazine. Når jeg tager mig tiden til at læse noget, der tager 40 minutter, så får jeg den der følelse, jeg forestiller mig, at folk får, når de har løbet et maraton. Der er nogle bestemte endorfiner, der bliver dannet inde i hjernen.

Hvad streamer du for tiden?

‘Forræder’, lige om lidt ‘Bachelorette’ og så ‘RuPaul’s Drag Race’. Jeg er i min reality era.

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?

Gitte Stallone! Jeg og min kollega Morten Hjortshøj slås om, hvem der ville dø mest over at møde hende. Hun er altid vores første ide, når nogen på avisen spørger, hvem vi skal interviewe næste gang. 

Hvad ville du ønske, at flere kendte til?

Okay, sidste skærmting. Jeg har gjort min telefon sorthvid, så den er endnu dummere. Hvis du har en iPhone, så gå ind i indstillinger og søg på ’farvefiltre’ og slå det til. Make doomscrolling worse again!

Har du et motto? 

“Den, der kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.” Det er sådan en gammel Piet Hein-gruk. Jeg hader den, men jeg elsker den også lidt.

Hvad var din seneste Google-søgning?

“Kim Kardashian Paris Robbery”.

Hvad er din skærmtid?

Lige nu er mit daglige gennemsnit på en time og fire minutter, men i sidste uge var det 2 timer og 43 minutter. Men jeg har også min computerskærm, husk det.

Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?

Jeg laver IByens brevkasse hos Politiken, og vi fik et brev fra en lytter, som følte, der ikke var noget håb for deres kærlighedsliv. Min kollega Lotte Thorsen svarede, “Der er altid håb. Nogle gange er der bare ikke så meget andet.” Det tænker jeg tit på.