Eksperternes matchmaking har slået fejl mange gange. Foto: DR

13 år med “Gift ved første blik”: Her er parrene, der stadig er sammen

Den 12. sæson af DR’s populære datingprogram ‘Gift ved første blik’ løber netop nu over skærmen. Men selv om programmet næsten årligt siden 2013 har matchet håbefulde singler, har kun enkelte holdt ved.

Artiklen er første gang udgivet i august 2024 og senest opdateret i september 2026.

54 danske par er gennem årene blevet matchet af eksperter og derefter gift ved første blik for rullende kameraer i DR’s populære kærlighedseksperiment.

En række forskellige metoder er i tidens løb blevet taget i brug af alt fra parterapeuter og psykologer til livsstilseksperter og antropologer i forsøget på at skabe vellykkede par i det vilde format, som vi er mange, der hvert år følger ivrigt med i.

Men på trods af programmets fascinerende og til tider tåkrummende præmis, hvis formål altså er at hjælpe singler med at finde kærligheden og ikke kun at underholde os andre hjemme på sofaen (ifølge DR), har det kun ført ægte kærlighed med sig en lille håndfuld gange.

Husk at du kan lytte til podcasten ‘EJ EJ EJ!’, hvor værterne hver fredag gennemgår ugens højdepunkter fra ‘Gift ved første blik’.

Langt størstedelen af parrene har nemlig efterfølgende besluttet, at det der med “i medgang og modgang” nok alligevel var liiiidt for stort et løfte at give en komplet fremmed person.

Dog er det faktisk lykkedes programmets eksperter at få kærligheden til at blomstre mellem enkelte par. Se hvilke, der ifølge vores oplysninger har holdt ved, herunder:

Kathrine og Michael

Kathrine og Michael fra sæson 5 i 2018 er stadig sammen i dag. De bor i dag sammen i Odder og har udvidet familien med to “Gift ved første blik”-børn, Leonora og Marina. De deler stadig ud af deres liv sammen på Instagram.

Kathrine og Michael. Foto: DR

Randi og Niels

Randi og Niels fra sæson 3 i 2015 er ifølge en artikel fra 2023 stadig sammen og har angiveligt fået to børn. De har tidligere forklaret til Ekstra Bladet, at de ikke ønsker at svare på flere spørgsmål om deres forhold.

Randi og Niels. Foto: DR

Amalie og Otto

Amalie og Otto fra sæson 11 i 2025 er stadig gift og bor i dag sammen på Vesterbro i København. De har også netop købt sommerhus sammen og deler jævnligt ud af op- og nedture fra deres ægteskab på Instagram.

Foto: DR

De blev senere skilt

Efter alt at dømme er det altså kun tre ‘Gift ved første blik’-par, som stadig er sammen i dag.

Men faktisk besluttede yderligere tre par sig for at forblive gift efter deres medvirken i programmet. De er dog sidenhen blevet skilt.

Se hvilke herunder:

Line og Michael

Line og Michael fra sæson 3 i 2015 forblev gift og var sammen i 10 år. De har også fået tre børn sammen. Men parret har nu valgt at gå hver til sit, afslørede Line i august 2026:

“Det er en beslutning, vi har truffet med omtanke og respekt for hinanden, og selvom vores forhold ændrer form, vil vi altid være forbundet gennem vores tre fantastiske børn. De har nu haft et års tid til at vænne sig til den nye virkelighed. Vores vigtigste fælles opgave er fortsat at skabe de bedste rammer for dem, og vi er taknemmelige for, at vi stadig har et godt samarbejde. Vi ser tilbage på mange gode år sammen og går videre hver for sig med ønsket om det bedste for hinanden og vores familie”, skriver hun på Instagram.

Parret ønsker ikke at udtale sig yderligere.

Foto: DR

Jeanette og Michael

Jeanette og Michael fra sæson 9 i 2023 blev også sammen efter programmet. Faktisk friede Michael en ekstra gang til Jeanette, og de to skulle have holdt et nyt, stort bryllup. Det blev dog udskudt af forskellige årsager, og i juni 2025 meldte de ud på Instagram, at de også havde valgt at gå hvert til sit.

Foto: DR

Vanessa og Stefan

Vanessa og Stefan fra sæson 5 i 2018 blev også sammen efter programmet og skulle også have fået børn sammen. Dog fremgår det af en artikel fra Avisen Danmark, at de siden er blevet skilt.

Foto: DR

Den 12. sæson af “Gift ved første blik” løber netop nu over skærmen på DRTV og på DR1 hver torsdag klokken 20.

Footer graphics