Foto: Horst Galuschka/AP/Ritzau Scanpix

Heartbeats anbefaler: Fransk taber, skæve amerikanske karakterer og svenske outsiders

Weekenden er her, og vi synes, du skal fokusere på at hygge dig. Emil Norsker giver dig tre anbefalinger til en afslappende weekend.

Sjov fransk taber

Komedieserier er ofte en svær størrelse, hvor smilet hurtigt stivner. Men denne franske overraskelse vender rundt på formerne og formaterne og er ikke bare sjov, men også helt oprigtig kærlig overfor sine personers besvær med den svære kærlighed.

Egentlig har den kørt på fransk tv for mange år siden, men i år er den blevet genoplivet af Disney + og hedder derfor ’Bref 2’, men det skal man ikke lade sig skræmme af. Den er startet forfra, og nye seere kan hoppe på her.

Udgangspunktet er en 40-årig mand, der netop er blevet droppet af sin spændende (men coke-misbrugende) kæreste. Samtidigt arbejder han i et skodjob, hvor hans storebror er stjernen, og i det hele taget er der ikke meget, der kører for den OCD-præget karakter. Men han har også kærlige mennesker omkring sig, og der er også ofte håb for den håbløse.

En fin, lille overset serie, der vil gøre dig i godt humør.

‘Bref.2’ på Disney+

Outdoor outsiders

En udbrændt freelancejournalist tager ud i skoven for at få ro fra deadlines, sociale aftaler, og hvad der ellers udmatter hende (og alle os andre). Her møder hun en gruppe mennesker, der måske er en kult, måske landsbytosser, måske en blanding.

Igennem de følgende kapitler får man de enkelte medlemmers historier og forklaring på, hvordan de er havnet der. Det er beskrevet med utrolig indlevelse og ganske meget humor.

Sidste år blev bogen et stort hit i Sverige med 100.000 solgte bøger, og det forstår man godt. For både ’Tuen’ og de enkeltes historier fortæller noget alment menneskeligt, men også noget grundlæggende interessant over, hvor svært det kan være at være lidt anderledes i vores verden.

Forfatteren Annika Norlin er en gennemsympatisk menneskekender og forfalder aldrig til fordomme eller klicheer. Elon Musk har på et tidspunkt sagt, at empati er den vestlige verdens svaghed, men Annika Norlin viser, hvor langt man kommer som forfatter, hvis man har den evne. Og hvor meget bedre verden ville være, hvis vi alle havde bedre blik for det.

’Tuen’ er ude nu.


Fortællinger om skæve amerikanske karakterer

Vi rykker over i musikkens verden men bliver ved de store historiefortællere. For sådan én er Craig Finn. Han bygger ofte sine plader op omkring fiktive karakterer, der som skæve, forsømte personer i en roman skramler igennem tilværelsen efter mål og mening.

Hvis man ikke har hørt om ham (trods flere gode soloplader) har han også et godt klingende indierock band kaldet The Hold Steadys, men her er han altså på egen hånd med Adam Graduciel fra The War on Drugs som producer. (Han producerede tidligere i år også Sam Fenders fremragende nye plade og er ved at udvikle sig til en superproducer). Netop indie-darling Sam Fender er sammen med Kathleen Edwards med på gæstevokaler her.  

Det er ikke ørehængende popmusik, du skal forvente, men gode slidstærke tracks med fine fortællinger. Som en blanding a Eels og Leonard Cohen. Og det er vel ikke det dårligste mix, man kan få.

Craig Finn: Bethany er ude nu

Footer graphics