Ind på fabrikken
Man går vel groft sagt for at være lidt af en klaphat i den moderne verden, hvis man foreslår nogen, at det kunne være en god idé at udgive et magasin på print. Eller endnu værre: Et litterært tidsskrift med udklip og løst udstrøede sentenser og sære visuelle indfald uden nogen dybere mening – og slet ikke nogen økonomisk. Ikke desto mindre er det præcis, hvad den danske kunstner Kenn André Stilling har gjort i 50 år, efterhånden, med det vildtvoksende og sprudlende magasin ‘Victor B. Andersens Maskinfabrik’. Det gør ham måske til en klaphat i merkantil forstand, men det gør jo ikke idéen ringere. Magasinet kan sammenlignes med en museumsudstilling i papirform. Og derfor vil jeg anbefale, at man anskaffer og læser den seneste udgave, Nr. 82, som har Asta Olivia Nordenhof på forsiden. Det skulle efter sigende være det sidste nummer fra Stilings hånd – han giver stafetten videre til yngre kræfter. Der er især en god tekst, skrevet af Ayşe Dudu Tepe, der handler om (næsten) at skide i bukserne. Bare for at nævne én.
Homesickness
Der er noget dejligt udansk over bandet Homesickness, som faktisk er dansk, men ikke rigtig et band, som nogen går og taler om ude i det brede Bilkadanmark. Det er et undergrundsband, og hvis man hører til dem, der godt kan lide at have sin favoritmusik for sig selv, så tør jeg næsten garantere, at Homesickness er noget for dig. Ikke fordi musikken er underlødig – det er jo det, der er så mærkeligt, for den er virkelig god. Og det har den for øvrigt været, siden deres forrige plade. Nu er de så stort set parate med én til. Den udkommer først på næste fredag, men der er allerede et par forløbere ude, som godt kan få forventningerne i vejret i min bog. Genremæssigt trækker de her unge fyre på den ømme del af den amerikanske folk-tradition og det, man kunne kalde de astrale britiske singer/songwritere som Nick Drake og John Martyn. Hvis man ikke vidste bedre, ville man nok tro, at der var tale om musik fra engang i 60erne eller 70erne. Udtrykket er lige så analogt – og avantgarde – som et stykke egetræsbark, og det er ikke musik, der vil frem i verden. Det vil bare eksistere. Og det kan vi nu glæde os over, at det gør.
‘Vores mand i Amerika’
Jeg kom tilfældigvis til at se filmen ‘Vores mand i Amerika’ den anden dag, og det var nok alligevel ikke mere tilfældigt, idet Netflix havde – og sikkert med fuldt overlæg – placeret den på deres forside. Det skulle der vise sig at være en god grund til, for den handler om den danske ambassadør Henrik Kauffmanns arbejde under Anden Verdenskrig. Og nu kan jeg godt fornemme, at du allerede er zonet lidt ud. Det bliver værre, for han spillede nemlig en central rolle i USA’s og Danmarks diplomatiske forhandlinger om Grønland dengang – og det må jo siges at være nogenlunde så brandvarmt et emne, som noget kan blive. Ud over at være en rimelig risikovillig type, der gamblede med Rigsfællesskabets fremtid på egen hånd, så havde denne Kauffmann et meget farverigt privatliv, som endte på så sensationel vis, at det ville være en skam at røbe her. Jeg vil hellere anbefale, at man ser filmen. Man lærer samtidig lidt af hvert om Danmarkshistorien og om den globale (u)ordens opståen.
