Hvis man er blandt dem, der er trætte af influencere, kan man godt risikere at himle med øjnene, hvis man besøger Rasmus Andersens profil.
Den 30-årige influencer, der er bedre kendt under aliasset Fartilbo, er kommerciel influencer i den mest klassiske forstand. Han laver reklamer for alt fra Hello Fresh og KitKat til butikskæden Normal.
Han insisterer dog på, at man sagtens kan låne sit ansigt ud til reklamer og være autentisk på samme tid.
– Jeg reklamerer for varer, jeg er ikke selv en vare. Jeg kan sagtens sige, at jeg er autentisk, selv om jeg er kommerciel influencer. Jeg går ikke på kompromis med mig selv, og jeg har ikke behov for, at alle kan lide mig, siger han og tilføjer, at han kan stå inde for alle de produkter, han reklamerer for.
Jeg ringer til Rasmus Andersen en eftermiddag i april for at høre, hvad han, en influencer i ordets reneste betydning, tænker om den igangværende debat om en potentiel usund branche, der blev igangsat med bogen ‘Influenza’, der er skrevet af influencer Tobias Hamann.
I den fortæller sidstnævnte, at han efter 10 år som kommerciel influencer blev syg af at “sælge sin sjæl” og har nu trukket sig på ubestemt tid.
Sådan har Rasmus Andersen det ikke.
Han elsker det, han laver, og mener, at Tobias Hamanns kritik af branchen er en anelse privilegieblind. Som influencer er man “chef i sin egen lille butik på Instagram”, siger han, og har altså selv ansvaret for at skifte retning eller stoppe helt, hvis ikke man er glad for det, man laver.
Selv har han ikke fået “influenza” eller en følelse af at sælge sin sjæl, men han kan godt blive træt af at skulle filme sig selv konsekvent og skulle være sjov på kamera.
– Jeg kan godt blive træt af mig selv. Mit arbejde består i at lave reklame, så hvis jeg har lavet fire reklamer på en dag med fire forskellige produkter, så tænker jeg da, “oh shit, nu har jeg set og hørt på mig selv i fire forskellige settings.” Det der med, at man skal være sjov på kommando kan godt blive drænende, fortæller han.
Dog synes han også, at man skal passe på med at skære alle influencere over én kam.
– ‘Influencer’ er blevet et skældsord i vores samfund, men danskere skal huske på, at influencere er nutidens medie. I gamle dage så man fjernsyn og læste avis. Det gør jeg også selv, men tiderne ændrer sig, og nye medier fylder mere. Det må man forholde sig til, om man kan lide det eller ej, siger han.
Ja tak til regulering
Det var egentlig lidt tilfældigt, at Rasmus Andersen blev influencer. Han havde medvirket i fjernsyn et par gange – i TV 2-programmerne ‘Nybyggerne’ og ‘Bachelorette’ – og oplevede sin følgerskare stige hastigt. Så da muligheden kom for en to års tid siden, greb han den.
Han er træt af at blive sat i bås med dem, der er influencere for at tjene “nemme og hurtige penge”. For ham handler erhvervet mere om at skabe fællesskab og “community”, siger han.
– Der er rigtig mange gode ting ved influencere. Vi når ud til et netværk og connecter med folk på emner, der ellers ikke ville blive talt om. Om ensomhed, krop, usikkerheder. Alle kan føle sig hørt og set, også selv om man ikke er woke og bor i byen og har de seje venner. Jeg er glad for at repræsentere det gode i den her branche, fortæller han.
Rasmus Andersen er meget bevidst om, hvilket signal han sender til “hr. og fru Danmark”, der følger med i hans liv. Han har sat aldersgrænsen på sin profil op til 18 år og laver kampagner mod rygning og alkohol, da han ikke vil influere folk til at ryge og drikke.
Han sætter også en grænse, når det kommer til at vise sit barn frem på Instagram og mener, at andre bør gøre det samme.
– Folk, der viser deres børn, gør det, fordi de ved, at der er følgere og likes i det. Jeg ved godt, at nogen bliver sure. Da jeg skulle have et barn, ville jeg ikke have, at nogen skulle se ham. Det var sårbart. Jeg synes, det er så privat og grænseoverskridende at se andres børn florere på deres platforme.
Men jeg kan se, at der er flere videoer af dit barn på din profil?
– Jeg har nogle søde videoer af min lille purk, der kravler, man kan se hans kind og øre og et halvt øje. Men man ved jo ikke, hvordan han ser ud. Hele verden skal ikke se hans ansigt, når han spiser eller er på toilettet, og jeg forstår inderligt ikke, hvorfor folk har lyst til at vise det.
Det er ét område, hvor Rasmus Andersen i den grad synes, at influencerbranchen kalder på stærkere regulering. Faktisk så han gerne, at der kom konkret lovgivning omkring flere aspekter af influencerbranchen, så det blev mere sikkert for unge mennesker at navigere i.
– Det skal være sværere at oprette en bruger, og der bør være klarere regler for markedsføring rettet mod børn. Og så synes jeg også, der skal strammes op på de produkter, folk reklamerer for. Temu og Shein – er det virkelig noget, vi i Danmark synes, vi skal lave reklame for? Det mener jeg faktisk ikke, siger han.
Influencerbranchen er ikke på vej væk, og om fem år er den meget mere etableret, end den er nu, siger han. Lige nu er den et “betændt sted”, siger han, da der stadig hersker en vis skepsis over for influencere.
Selv tror han dog ikke, at han er relevant om fem år.
– Men det er jo altid relevant at være autentisk, siger han og fortsætter:
– Jeg har aldrig taget en uddannelse, men altid bare arbejdet med det, jeg synes, var sjovt. Det har ført mig vidt og bredt, og det kan da være, at jeg skal lave noget helt andet snart. Jeg overvejer at starte på en SOSU-uddannelse, da jeg elsker at arbejde med mennesker, fortæller han.
