Miss Universe laver selvmål, lørdag, Danmark
Henover weekenden blev 22-årige Victoria Kjær Theilvig spottet lave et selvmål på landsdækkende tv. Det skete, efter hun deltog i TV 2-programmet ‘Danmarks dummeste’, hvor en række kendisser skulle konkurrere om paratviden og gøre deres bedste for ikke at vinde. Miss Universe-vinderen deltog for at modbevise fordommen om, at skønhedsdronninger ikke er intelligente. Hun nåede dog hele vejen til finalen og skuffede således samtlige håbefulde Miss Denmarks på tværs af landet. Træls for alle involverede parter. Vi vurderer dog, at titlen som Danmarks nr. 2 dummeste er straf nok i denne omgang.
Ugens rapport
Her får du en oversigt over de værste fejltrin og forseelser begået i medieverdenen og samfundet. Og vi uddeler selvfølgelig hver uge en passende straf.
Kontroversiel skuespiller laver ringe reklamestunt, onsdag, USA
Den amerikanske skuespiller Sydney Sweeney har endnu engang taget tøjet af i en reklame. Denne gang er det for sport-betting platformen Novig, hvor skuespilleren poserer nøgen med strategisk placerede fodbolde. Det står ikke klart hvorfor. Der kan være tale om et marketingstunt, men i så fald er det ikke et vellykket ét. 12 timer efter videoen blev uploadet på Youtube, havde den kun 72.000 visninger. Det leder os til at konkludere, at Sydney Sweeneys bryster er blevet old news, og at hvis hun vil fremvise en del af sin krop, vi endnu ikke har set, må hun sluge kameraet.
Reality-deltager skræmmer woke kvinder bort, torsdag, Danmark
En mandlig deltager i den aktuelle sæson af ‘Gift ved første blik’ har valgt at hænge en ‘Fuck #metoo’-plakat i indgangen til sin lejlighed. Han ytrer også sætningen: “Det er mit vaterpas. Jeg kan godt lide, at ting er i vinkler og lige”. Vi undrer os over, at vedkommende er single og frygter en imminent katastrofe, hvis han bliver matchet op med en, der har læst Hum-bach på RUC og drømmer om at kalde sit fremtidige barn for Æble. Vi monitorerer situationen tæt.

Børn må ikke lege med silikonebryster, hele ugen, Experimentarium
Experimentarium har måttet lukke en udstilling efter flere klager fra besøgende. Der er tale om udstillingen ‘Fix dit udseende’, der tillod børn at pumpe filler ind i læber og silikone ind i bryster uden – ifølge kritikere – at informere om de risici, der følger med at proppe nervegift og plastik ind i kroppen. Museet er nu i gang med at overveje, om der kan være noget om snakken. Vi har forsøgt at ringe til Etisk Råd for at få en kommentar til sagen, men det viser sig, at de har hjulpet til med udstillingen. Så nu ved vi ikke helt, hvilken voksen vi skal kontakte. I mellemtiden vil vi gerne uddele en straf til museets bestyrelse, der lyder på: En omgang botox, der er meget migrerings-villig.
Klamme bøffer solgt i dansk supermarked, hele ugen, hele landet
Denne uge kom det frem, at Rema 1000 har solgt fordærvede bøffer. Det skete i DR-programmet ‘Kontant’, hvor 30 ud af 30 bøffer blev testet, og de var alle sammen super klamme. Danish Crown, der er ophavsmand til kødet, lavede også en prøve, og sagde, at der var no problemo med bøfferne, men har efterfølgende valgt at sætte holdbarhedsdatoen ned, som førhen lå på fire måneder. Der er derfor stadig risiko for at få en rådden bøf i ny og næ. Vi spekulerer på, om episoden vil gøre danskerne mere positive overfor kødfrie dage i kantinen, men al evidens peger på, at vi til hver en tid hellere vil have 50 maveparasitter end at spise kogt blomkål.

