Roskilde Festival
Foto: Joeri Swerts via Roskilde Festival

Roskildetid: Kom i stemning inden dyrskuepladsen åbner på lørdag

På lørdag bliver Roskilde forvandlet til landets fjerdestørste by, når festivalspladsen åbner. Vi har fundet podcast og artikler om årets aktuelle kunstnere frem, så du kan komme i den helt rigtige stemning!

Om få dage åbner dyreskuepladsen i Roskilde endnu en gang op for otte festlige dage med musik, mad, kunst og events. Hvis du ikke allerede er kommet i stemning, så har vi dykket ned i arkiverne og fundet indhold frem med årets aktuelle kunstnere.

På søndag kan du opleve den danske duo ’Ravi Kuma’ på Roskilde Festivals Countdown-scene.
I dette afsnit af podcasten ’Fies Finest’ var rapperen Sharon Kumaraswamy og produceren Aske Knudsen, som udgør duoen, gæster. Ravi Kuma havde taget en playliste med. Ud fra den taler de om inspirationer og zoomer ind på, hvordan det er at være kvindelig rapper i Danmark.

Lyt til ‘Fies Finest’ med Ravi Kuma her.


På onsdag kan du opleve den svenske rapper Silvana Imam. I dokumentarfilmen ‘Väck mig när ni vaknat’ fra 2017 kommer du tættere på den spændende musiker og hendes kæreste. Hvis du ikke når at se dokumentaren, så har journalist Martin Finnedal udpenslet de vigtigste pointer.


”For mig har genren allermest hjerte”. Sådan har Rosalia sagt om flamenco, og for hende er det vigtigt at have et solidt fundament i den klassiske flamenco, når hun eksperimenterer med electronica, urban og R&B. På onsdag kan du danse med, når den spanske Rosalia indtager Avalon scenen. I den musikarkæologiske  podcast ‘Musikkens Rødder’ tager vi dig med på flamencoens rejse, som Rosalía er med til at viderebringe.

Lyt til ‘Musikkens Rødder’ om flamencoens historie her.


Musikanmelder Henrik Queitsch og forfatter Klaus Lynggaard sender ‘Rockhistorier’ på Heartbeats Radio hver tirsdag. En podcast der afsøger alle hjørner af rockmusikkens verden med sjove anekdoter og ofte med en gæst i studiet. I denne udsendelse af ’Rockhistorier’ sætter de  fokus på de andre kunstnere, som har lavet covernumre af årets helt store navn, Bob Dylan.


I 2019 er det 40 år (!) siden, at det første Cure-album, Three Imaginary Boys, blev udsendt. Og april samme år blev gruppens altdominerende sanger, sangskriver og guitarist Robert Smith 60! Som om det ikke var grund nok til at rydde programfladen i to timers ‘Rockhistorier’ med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, er The Cure også det absolutte hovednavn på årets Roskilde Festival

Find mere om
Footer graphics