Grønland er tilbage på den danske nyhedsdagsorden. Det sker, efter den amerikanske præsident Donald Trump på ny ytrer ønske om at få fat i den arktiske ø, og denne gang har de øvrige europæiske ledere også blandet sig i debatten med udtalt støtte til Danmark og Grønland.
Donald Trump nægter fortsat at afvise en potentiel militær aktion mod Grønland. Og selv om det fleste eksperter betragter det som usandsynligt, at USA vil sende militærtropper til Grønland, så virker Rigsfællesskabet pludselig noget mere skrøbeligt end tidligere.
For én ting er de universelle principper om suverænitet, territoriel integritet og landegrænsers ukrænkelighed, som pludselig er på spil. En anden ting er en kultur, der pludselig kan ændre sig markant. For hvor tæt knyttet er Danmark og Grønland egentlig i kultur og hverdagsliv, og hvad risikerer Danmark og Grønland at miste, hvis vi mister hinanden?
– Jeg tror, det ville være ret ligegyldigt for 99 procent af den danske befolkning, hvis vi mister Grønland, svarer Helene Brochmann.
Hun er cand.mag. i samfundsfag og eskimologi og har beskæftiget sig med Grønland i over 40 år, hvor hun blandt andet har arbejdet som underviser, skrevet bøger og holdt foredrag.
Hun er overbevist om, at den gængse dansker ikke vil føle noget stort tab, hvis Grønland på den ene eller anden måde skulle ende i amerikanske hænder. Selve Rigsfællesskabet er ikke noget, der fylder for folk, mener hun.
– Men det, der ville krænke os, ville jo være måden, det bliver gjort på, som jo er helt sort. Det ville være et helt uacceptabelt overgreb. Og at det er USA, der ville stå bag, synes jeg jo bare er et skræmmende perspektiv for grønlænderne. I mine øjne har USA ikke ligefrem en attraktiv eller velfungerende samfundsmodel. Den er i hvert fald meget langt væk fra det skandinaviske velfærdssamfund, som man jo også har i Grønland. Og så har USA en virkelig dårlig historik med, hvordan de behandler indfødte befolkninger.
Hvorfor føler danskerne ikke noget åndsfællesskab med Grønland og grønlændere?
– Jeg tror, det handler om manglende kendskab. Det er jo reelt meget langt væk. Både geografisk og kulturelt. Og der er ikke ret mange danskere, som har været der. Det gør en kæmpe forskel – i det øjeblik, man har været der, ser man det på en helt anden måde. Du er nødt til at besøge landet for at forstå det. Derfor er det også meget svært for lærere i folkeskolen at formidle, hvad Grønland egentlig er.
Hun tilføjer, at der dog er nogle, især politikere, der nok synes, at det er “lidt sejt” at have Grønland som en del af Rigsfællesskabet. De begrunder det gerne med den lange fælles historie. Og at det i udenrigspolitiske sammenhænge er betydningsfuldt for Danmark at være en del af Arktis.
Den anden vej rundt er det noget mere indviklet. For Grønland føler utvivlsomt et åndsfællesskab og deler en kultur “på både godt og ondt” med Danmark, som Helene Brochmann beskriver.
Men hvad er denne – og ville den være i fare, hvis Grønland blev en del af USA?
Frikadeller og MitID
Det er umuligt at adskille dansk kultur fra et moderne Grønland, fortæller Helene Brochmann. Der har været danskere bosiddende i Grønland i flere hundrede år, og de to befolkningsgrupper er gennem tiden blevet sammenflettet. Selv kalder Helene Brochmann den grønlandske kultur for en “blandingskultur, som man opfatter som grønlandsk, når man er på Grønland, men som har mange danske islæt”.
– En stor del af de danskere, som op igennem historien er rejst til Grønland, har været enlige mænd, og de begyndte tidligt at gifte sig med grønlandske kvinder og fik ‘blandingsbørn’ i 1800-tallet, som man kaldte det. Det var en hel befolkningsgruppe i sig selv, børn, som havde en dansk far og en grønlandsk mor. Og de var jo en særlig gruppe, fordi eftersom deres fædre ikke var fangere, så blev de typisk ikke oplært i at være kajakfangere, fortæller hun.
Allerede dér skete der en ændring i den traditionelle kultur. Det var dog ikke kun en dårlig ting. Det var en fordel at være tosproget, da man typisk kunne varetage flere fag og blive ansat i handel og administration og påtage sig vigtige roller i et tiltagende moderne samfund, uddyber hun.
Det var også de danske missionærer, der indførte kristne traditioner som jul og påske i Grønland. Helligdage, der stadig fejres i dag. Og det er eksempler på ting, der kom til Grønland med danske missionærer, men er blevet internaliseret og integreret i samfundet. Helene Brochmann kan umiddelbart ikke komme på noget ‘dansk’, som grønlændere som sådan ville have lyst til at skille sig af med, hvis landet ikke længere skulle være en del af Rigsfællesskabet.
– Man kommer jo ikke til at afskaffe juleaften eller holde op med at spise frikadeller. Alle andre moderne tiltag som digitalisering og MitID kommer man heller ikke til at afskaffe. Man kan jo ikke sige, at Grønland skal tilbage til 1721 for at blive sig selv igen. Det giver jo ikke mening. Så skulle man jo også afskaffe elektriciteten. Er elektriciteten dansk?, spørger hun.
Noget, der dog ville være oplagt at skifte ud, er de danske varer i supermarkedet, fortæller hun. Lige nu importerer Grønland stort set alle deres varer fra Danmark, og det er meget dyrt for forbrugerne.
– Men det har jo dybest set ikke noget med Rigsfællesskabet at gøre, siger hun.
Det problematiske danske
Hvis der er noget åbenlyst dansk, man som grønlænder kunne have lyst til at skille sig af med, ville det være dét, Helene Brochmann kalder for det ‘problematiske danske’. Altså, sproget.
– Mange ting findes kun på det danske sprog. Man er nødt til at kunne noget dansk for at tage en erhvervs- eller gymnasialuddannelse. Lærebøgerne er på dansk, og mange faglærer er danske. Alternativt kan man tage til Canada eller USA, så kan du man klare det på engelsk. Men du kan ikke få en uddannelse, hvis du kun kan grønlandsk, fortæller hun.
Det kan man betragte som et “nødvendigt onde” eller “dansk dominans”, siger hun, men understreger også, at det er en kompleks diskussion. Hun fortæller, at grønlændere kan være irriteret over tilstedeværelsen af danskere i undervisningssystemet og i selvstyreadministrationen, men at landet samtidig er afhængigt af den udenlandske arbejdskraft med en faglighed inden for bestemte felter. Noget, der ikke er så mærkeligt med knap 57.000 indbyggere. Hun tilføjer, at de fleste topchefer i dag er grønlændere, og de prøver så vidt muligt at ansætte grønlændere, men der nogle gange må der udenlandsk – ofte dansk – arbejdskraft til at fylde hullerne.
Det danske sprog, som de flest grønlændere taler, er dog også lig med adgang til en masse kultur –litteratur, musik og film og TV, som grønlændere gennem tiden har kunnet følge med i. Helene Brochmann nævner Gasolin og TV2 som eksempler på musikkunstnere, der har været populære i det arktiske land. Om forbruget af dansk kultur ville fortsætte er sandsynligt, fortæller hun.
– Spørgsmålet jo netop, hvor meget flyder kulturen på grund af Rigsfællesskabet, og hvor meget vil den blive ved med at flyde på grund af det sproglige fællesskab? Altså, der vil mit gæt jo være, at den i hvert fald i mange årtier fremover vil flyde stort set uforandret. For alle dem, der er levende i dag, er det en del af det, de er vant til og har knyttet sig til og har oplevelser med. Det er en del af dagligdagen. Det ville nok være TV, som man ville kunne måle det på tydeligst, fordi man kan jo se Danmarks Radio i Grønland, og den mulighed ville måske forsvinde.
Selv om et lille mindretal i Grønland gerne vil løsrive sig fra Danmark så hurtigt som muligt og mange måske på længere sigt, så er der også nogle klare fordele, som Helene Brochmann tror, at grønlænderne ville komme til at savne, hvis de ikke længere var en del af Rigsfællesskabet.
– Selv skeptikerne må nok anerkende, at det er meget fedt at kunne komme gratis til lægen, hvis du er syg og på Rigshospitalet, hvis man har kræft eller andet alvorlig sygdom, der ikke kan behandles i Grønland. I USA får man jo bare lov at betale ved Kasse 1. Og det er også fordelagtigt at kunne få en gratis uddannelse inden for hvad som helst, og sågar med forlommer i optaget. Hele velfærdssystemet er noget, man har vænnet sig til, og det ville være noget af et kulturchok at skulle af med.
Og så er der det faktum, at rigtig mange grønlændere har familierelationer i Danmark og omvendt.
– Man skal ikke undervurdere de stærke følelsesmæssige bånd, siger hun.
