Intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Det vil sige, at med den geopolitiske krise, som USAs aggressive krav på Grønland har affødt, så kan det være svært at finde noget, man kan glæde sig over. Men her kommer internettet os til undsætning.
På sociale medier gør nogle grønlændere i hvert fald deres for at lette stemningen en smule. For selv om grønlænderne ikke har lagt skjul på deres ubehag ved den aktuelle krise, så er særligt de unge gode til at bruge humor til at illustrere situationens absurditet.
– At blive koloniseret i 2026 er faktisk mega pinligt, lyder det i en TikTok-video fra brugeren, Elizabeth Petersen. Videoen er blevet set over 3 millioner gange.
@elisabethapeterse Guyss what outfit are we wearing for this event tho?? #greenland #us #annexation #geopolitics #trump ♬ Original Sound – Unknown
I en anden video kigger hun undrende ud i horisonten med teksten:
– Mig, der indser, at jeg måske skal skifte fra celsius, kilometer og deciliter til ørne pr. frihed og fahrenheit.
En anden TikTok’er, der er gået viralt for sit take på USA’s aggressive krav på Grønland, er brugeren Maja 18976. I en video, der har fået over 7 millioner visninger, henvender hun sig direkte til kameraet og siger på engelsk, men oversat til dansk:
– Goddag, Hr. Trump. Jeg er en helt almindelig pige fra Grønland. Jeg vil slås til døden med dig, din motherfucker. Har du nosserne? Mød mig i ringen alene.
I kommentarsporet flyder det over med støtte til Grønland og den tilsyneladende kampklar unge kvinde.
– Jeg troede ikke, at Grønland havde nogen hær. Jeg tog fejl, lyder det i en kommentar, der har fået lige knap 150.000 likes.
– Greenland baddie unlocked, lyder det i en anden.
Videoen er en parodi – eller måske nærmere hyldest – til en tre år gammel video, hvori en dansk mand siger det ordret samme, men dog henvendt til Vladimir Putin i stedet for Donald Trump. Videoen udkom i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine og gik ligeledes viralt.
I en tredje video danser bruger Kiki Godtfredsen på den frosne grønlandske jord med teksten ‘følelsen, når man har noget, Trump så gerne vil have, men ALDRIG får fat i’.
Danske meme-profiler har også stemplet ind i samtalen. Den populære meme-profil Fantastiske Forældre har delt et billede af et amerikaniseret Nuuk. Her er de karakteristiske farvede huse, sneklædte bjerge, McDonalds, olieselskaber og diners.
Også memeprofilen, Skammekrogen, har delt en række memes efter gårsdagens møde mellem den danske og amerikanske delegation i Washington D.C. Her ses blandt andet det efterhånden meget delte klip af Lars Løkke Rasmussen, der fist bumper den danske ambassadør.
– Når din makker skrider fra festen, fordi han skal hjem og bolle, har Skammekrogen føjet som tekst til videoen, der dermed får en noget anden konnotation.
Mens Danmark og Grønland venter på Donald Trumps næste træk i kampen om Grønland, tyder meget på, at vi gør et forsøg på at finde morskaben i al virakken. Mon ikke der dukker flere satiriske takes op i de kommende dage?
