I medgang og modgang, til døden os skiller… Eller hvad?
Sådan gik det i hvert fald ikke for størstedelen af parrene, der medvirkede i sidste års sæson af ‘Gift ved første blik’ på DR – for kun ét enkelt par besluttede sig for at forblive gift ved programmets afslutning i 2023. Resten blev skilt.
Sæson 9 skrev sig dermed ind i programmets (foreløbige) kedelige statistik – for det er kun enkelte par i årenes løb, der er holdt ved. Det kan du læse mere om her:
Sidste år måtte otte, modige danskere altså gå tomhændet fra eksperimentet på trods af eksperternes matchmaking-arbejde.
Men er det mon lykkedes de håbefulde singler at finde tosomhed efter programmet?
Det har vi spurgt sæson 9-deltagerne om. Og vi kan på forhånd afsløre, at nogen har datet for fuld skrue, mens andre har sat kærlighedslivet helt på pause.
Pernille
– Jeg har ikke været på en eneste date, siden jeg blev skilt fra Martin.
– Jeg elsker mit liv, som det er, og får så meget kærlighed fra venner, børn og mig selv. Jeg tror helt sikkert, at der er en mand derude til mig, men jeg leder ikke. Han kommer, når tiden er rigtig. Det er jeg helt overbevist om.
Martin
– Her går det stille og roligt. Kærlighedslivet er sat på pause. Jeg bruger min tid på mine kære børn, familie samt mit job.
– Dog er døren åben, hvis pludselig kærligheden skulle dukke op ud af det blå. Jeg har ingen hastværk herfra. Min søn og svigerdatter er lige blevet gift, og næste år skal min datter og svigersøn giftes. Begge bryllupper bliver holdt på Færøerne, hvor mine kære børn bor.
Line
– Jeg ser en fyr, og det går meget stille og roligt. Vi har set hinanden siden programmet sluttede sidste år, men har faktisk kendt hinanden, siden vi var helt unge.
– Ud over det så har jeg et godt venskab til Mark, og vi ses en gang i mellem til forskellige arrangementer. Så det er dejligt, at der er kommet en god relation ud af eksperimentet, når nu det ikke blev til mere end det.
Mark
– Jeg kan fortælle, at jeg stadigvæk er single, men jeg har mødt mange utrolig skønne piger hen over det seneste år. De fleste dates bliver kun til en enkelt eller to, men der har også været længere flirts iblandt.
– Det er sjovt med sådan et program, for det klæder dig på til datingmarkedet – men med mange tilbud skal man også skelne mellem seriøse og useriøse dates. Jeg tror, at jeg i flere tilfælde har ramt lidt forkert. Men jeg er optimistisk og nyder vejen hen imod at møde hende. Selv om jeg stadig er single, har det været et skønt og oplevelsesrigt år.
Sara
– Jeg har desværre ikke fundet mit kærlighedsmatch det seneste år. Jeg har mødt søde mænd, men ingen er blevet til en kæreste.
– Lige nu holder jeg øjne og ører åbne i det henseende, men bruger en del tid på at kombinere lærerjob med nyt studie på universitetet i Aarhus. Måske en dukker op der.
Nicklas
– Det går dejligt på kærlighedsfronten. Jeg tilbringer tid med en kvinde, der får mig til at smile. Kort efter 9 sæson fandt jeg jo Emma, eller måske hun fandt mig?
– Jeg ved hvert fald, at jeg er en heldig mand. Så jeg kan ikke klage.
Sara
– Der er ikke så meget at sige faktisk. Jeg er single nu og tager det roligt.
Rasmus
– Jeg er kommet til et rigtig godt sted i livet med en masse værdifuld erfaring i bagagen. Det har givet mig en større ro og gjort, at jeg hviler mere i mig selv. Jeg har fået et nyt job og bruger mere tid på de ting, der virkelig betyder noget for mig.
– Derudover har jeg fået en fantastisk kæreste, som jeg elsker at tilbringe tid med. Det har også givet mig et nyt perspektiv på, hvordan jeg vælger at bruge min tid og energi. Alt i alt er jeg bare lykkelig.
Jeanette og Michael
Bag en af programmets succeshistorier står sidste års match, Jeanette og Michael.
De to er fortsat sammen i dag, bor sammen i hus i Strøby Egede syd for Køge – og så friede Michael til Jeanette efter programmet sidste år. Hun sagde (naturligvis) ja, men for nu er bryllupsplanlægningen på pause.
I et interview med femina i august fortalte Jeanette Lagoni, at særligt én ting, som parret lærte af at være med i ‘Gift ved første blik’, blev afgørende for deres ægteskab.
Vi følger selvfølgelig også årets udgave af ‘Gift ved første blik’ – du kan finde masser ekstra indhold om programmet lige her.