Der er to ting, der altid fylder i Danmark, når sommeren melder sin ankomst: vejret og snakken om Roskilde Festival. I den første uge af juli smelter de to ting sammen, og iPhonens vejraps bliver tjekket i døgndrift. Desværre viser de næsten altid regn.
Faktisk er det kun 14 ud af festivalens over 50 år, der er gået helt uden regn – altså lidt over hver fjerde festival. Sidste gang, det skete, var i 2018.
Det var mit første år på Roskilde Festival, og jeg kan stadig genkalde mig lugten af flæskesteg, der sad i mit tøj. Jeg havde fået en tjans i en flæskestegssandwich-bod i West, og to ud af mine tre 9-timers vagter lå fra 23:00 – 8:00, altså de eneste timer, hvor man faktisk kunne få lidt søvn uden at fordampe.
På tredjedagen, efter min anden nattevagt med ni intense timer i selskab med rødkål, mayo og svinekød, havde jeg ikke sovet i 30 timer. Jeg prøvede at crashe i mit to-mandstelt fra Harald Nyborg, men vågnede efter en halv time i en varme, der ville gøre Nordhavns mest selvfede guser misundelig. Mine Levi’s klistrede til mine lår, og min krop dampede svinefedt.
I ren overlevelsesinstinkt greb jeg mit skumgummiliggeunderlag og flygtede ud af pladsen, ind i den nærmeste skov i udkanten af Roskilde. Der, i skyggen under nogle træer, faldt jeg i søvn. 6-7 timer senere vågnede jeg op perfekt veludhvilet til en morgenmad bestående af min fætter Hans’ bong, der var fyldt med rosévin fra pap.
Og det er egentlig, kære læser, bare for at sige dette: 2018 var ubærlig varmt, men det var også et magisk Roskilde år.
Med varmen fulgte støvdjævle, fællesbade, der lugtede af pis, når folk skyllede urinstøvet ud af håret, og solskoldninger, folk sent vil glemme. Men der fulgte også hjemmelavede pools lavet af nedgravede presenninger, en fyldt badesø og kreative måder at nedkøle øl på. Og så var det året, hvor Eminem spillede på Orange Scene, og Danmark røg ud til Kroatien i en hæsblæsende VM-ottendedelsfinale.
Med andre ord: Lidt af hvert. Som opvarmning til årets Roskilde Festival har vi talt med syv tidligere festivalgæster og fået dem til at dele deres bedste, værste og varmeste minder fra 2018.
Erik, 34
Min ven havde netop læst op til en bogoplæsning, og det syntes vi skulle fejres med at dele et frimærke LSD. Problemet med at dele et frimærke er bare, at man ikke ved, hvor dråben fra pipetten er landet. Så jeg endte med at være hammer skæv.
Vi lå oppe i det der art-område, på sådan noget halvt kunst, halvt møbel, og alle folk, der gik rundt – og der var virkelig mange – så helt lodne ud. Vi lå bare der og grinede, og pludselig dukker en makker op fra mit gymnasie, som jeg ikke har snakket med i 100 år. Han står lige over mit ansigt og ser helt vild ud – ikke fordi han var vild, men fordi jeg trippede.
Han var bare sådan: “Hey, hvad så Erik, hvordan går det? Har du det godt?”
Og jeg var sådan: “Hey Christian, jeg er simpelthen for skæv til at snakke med dig lige nu. Sorry, men du bliver nødt til at gå.”
Det var han sød nok til at acceptere, og så smuttede han videre.
Vi dalrede lidt rundt, indtil jeg på et tidspunkt om aftenen tænkte: “Okay, nu er jeg ædru nok til at tage hjem til København, til min daværende kæreste.”
Så snart jeg sætter mig ind i toget og lyset tænder, mærker jeg, at jeg stadig er alt for skæv til at sidde der. Jeg sad hele turen og badtrippede med kasketten trukket helt ned i panden og øjnene rettet mod gulvet. Og så videre med metroen, hvor jeg følte, at alle kiggede helt sygt meget på mig. Det var så trip.
Nå, men jeg kommer så hjem til min daværende kæreste, og hun er ikke så meget til stoffer, så jeg havde egentlig ikke tænkt mig at sige noget – men hun kunne lugte det med det samme, da jeg trådte ind ad døren.
Der var ret dårlig stemning, fordi jeg kom hjem helt blæst, så jeg skyndte mig i bad. Jeg tænder for vandet, og så kom der bare en bølge mere. Alt det der urinstøv, der væltede af mig, føltes som min hud, der faldt af i pixels. Jeg stod bare og holdt fast i den lille brusestang, mens jeg så mig selv langsomt desintegrere ned i afgrunden.
Kanon syretrip på Roskilde. Det vil jeg sgu ikke anbefale til nogen.
Luna, 26
Roskilde 18 var den varmeste sommer nogensinde. Jeg husker hvordan mine veninder og jeg skiftevis blev solbrændte. Vores fødder var kun rene, når vi gik i bad, og resten af tiden helt sorte af blandingen af støv og sved. I vores stole sad vi hver morgen og rensede dem med vådservietter, mens vi spiste dåsemad og røg dagens første smøg. Morgensolen gjorde teltene til saunaer, som ved at lynes op, gav os en ekstra times søvn. Jeg husker en dag, en form for brandbil køre rundt på pladsen og sprøjte med vand og halvnøgne mennesker følge trop i håbet om at blive kølet ned. 2018 var året med bandanaer for munden i Dream City, ilt hos samaritterne, sorte bussemænd og smukke sommernætter.
Asta, 26
Jeg havde lige mødt en fyr et par måneder før Roskilde 2018. Vi var i det der limbo-stadie – ikke helt kærester, men heller ikke bare noget løst. Vi skulle bo i camp sammen, og det hele virkede lovende… indtil dag to, hvor han kigger mig i øjnene og siger: “Skal vi ikke lige holde en pause under Roskilde? Jeg vil gerne prøve at være sammen med nogle andre, men vi kan jo finde sammen igen bagefter.”
Først troede jeg, det var en joke. Jeg blev rasende. Men mit yngre og lettere naive jeg endte med at sige: “Fint så.”
Heldigvis havde karma også billet det år. Jeg endte med at have det sjoveste Roskilde nogensinde. Jeg hyggede mig gevaldigt, så godt ud, hørte Joey Badass og han… ja, han fandt ingen at være sammen med.
Skæbnens ironi ville, at han den sidste dag kiggede på mig med våde øjne og sagde: “Jeg vil dig alligevel.” Og mit unge, lidt for tilgivende jeg, sagde ja. Klassisk.
Det var kaotisk, forvirrende men også et fantastisk Roskilde år. Jeg var brun og lækker, men helt ærligt, hvis det havde regnet det år, var det her blevet en tragisk kærlighedshistorie. Men solen skinnede, og det gjorde alting sjovere. Og nej, vi er ikke kærester i dag. Jeg er blevet klogere.
Thøger, 30
Badeanstalten holdt festivalens største vandkamp i 2018. Der var i hvert fald vildt mange mennesker, der mødte op. Folk var varme og klar på at blive kølet ned. Der kom så mange, at vi løb tør for vandballoner på få minutter, selvom vi havde mange hundrede klar. Folk endte med at hente skraldespande og fylde med vand, og alt andet der kunne bruges. Det blev så til en fest foran vores tårn, hvor folk stod og hoppede i takt til musikken. Efterfulgt af mudder glidebane i smatten fra vandkampen. Nok det fedeste Roskilde moment, jeg har oplevet.
Jakob, 26
Jeg synes bare, at hele det Roskilde år var perfekt. Alt var så fucking varmt, der var VM, og det var seriøst det vildeste at være til storskærmsarrangement midt i campingområdet. Da Danmark spillede mod Kroatien, var alle i fuldstændig ekstase, hvilket straffesparkskonkurrencen kun gjorde vildere.
Og lineuppet, wow. Gorillaz, Minds of 99 på det tidspunkt hvor de toppede musikalsk (efter min mening), Anderson.Paak, Eminem med den største fucking koncert i danmarkshistorien, Dua Lipa som var en on-going landeplage, Bruno Mars (som jeg desværre måtte høre på afstand fra mit arbejde i lasagne-boden), Nephew, C.V. Jørgensen, og jeg kunne blive ved.
Og det fede er, at alle der var på ros i 2018 kan blive enige om at det var så specielt.
Niels, 42
Det var året vi i Armish camp kaldte ’Year of the Branca’, fordi vi var sponsoreret af Fernet Branca og havde uendelige mængder, som vi flittigt kunne dele ud til de mange gæster som besøgte vores lejr for at høre musik.
Vi grillede også en helstegt pattegris og serverede den med tilhørende sangria-springvand til omkring 200 besøgende gæster.
Det var også året, hvor vi startede onsdagen med fransk morgenbord i form af boller til 100 mennesker samt et udvalg af landskinker, hjemmelavede Fernet Branca-pølser og absint til de morgenfriske, mens humørekspressen spillede morgen koncert og knappede bajere op til gæsterne, der kom forbi.
På grund af varmen var der mange mennesker, vi måtte køle ned i badebassinet, og det eneste, vi kunne byde på, var Fernet, sangria og kolde øl. Der var tørke, men vi lå heldigvis op ad vanddepoterne, så folk badede også i håndvasken og kølede hovederne med tøj, de havde hældt vand på og brugte som turbaner.
Erik, 25
Jeg husker, at der det år var overraskende mange “mobile” telte. Der var nemlig rigtigt mange støv-djævle. Alle fire af vores pavilloner blev sendt til himmels, én person forvandlede sig til et telt bag mig i køen til toiletterne (jeg var skæv og totalt paranoid), og et telt ramte endda en stakkels pige lige i nakken på vej ud af G – dog var det tomt, så hun slap helt uskadt.
Jeg husker også, hvordan mit snot var kulsort på grund af alt støvet, og hvordan folk svømmede rundt i Klammydia-søen, som om det var ungdommens kilde.
Hvis jeg husker rigtigt, fik vi én eller to pavilloner mere som erstatning og gik derefter i gang med at implementere Trump-niveauer af grænsekontrol i kanten af lejren, fordi konkurrencen om skygge var så hård, at ukendte ansigter med det samme fik en omgang “Papers, please”-behandling.
Og så var der det obligatoriske 8:30-vækkeur, dikteret af vejret – hvis du ikke var oppe inden kl. 9, vågnede du dehydreret og svømmende i sved. Hvis du vågnede kl. 10, var du tæt på at drukne i sved. Ikke fedt, når man normalt først gik i seng mellem kl. 4 og 6 om morgenen.
Men der var ét lyspunkt – du ved, festivalshede findes i niveauer. Der er det punkt, hvor det bare er varmt og alle hygger sig. Så kommer “helt vildt varmt”, hvor nogle bliver dehydrerede og syge, og lugten af sved og bræk bliver meget mere almindelig. Og så er der Roskilde 2018 HOT, hvor bræk, pis og sved tørrer så hurtigt, at lugten bliver allestedsnærværende, men ens næsebor er så stoppede og udtørrede, at man faktisk ikke kan lugte så meget, så jeg husker egentlig ikke, at det stank specielt meget… udover ved pishegnet.
