Ville du begynde at danse med et rumvæsen i forsøget på at kommunikere? Umiddelbart lyder det ret langt ude, men stod man først i den aparte situation, er dans nok ikke det skøreste, man kan tænke sig.
I det udenjordiske komediedrama ‘Project Hail Mary’ danser Ryan Gosling sig ind i hjertet på både publikum og et lille, stenagtigt rumvæsen, som Goslings hovedperson Ryland Grace møder på en redningsmission i rummet og navngiver Rocky.
Makkerparret indgår i en regulær bromance, mens de forsøger at finde ud af, hvordan de kan redde deres respektive planeter og befolkninger fra at uddø på grund af et mystisk stof, der tager solens stråler.
Det er sødt ud over alle grænser og til tider lige kompliceret nok til at være helt engagerende, men kemien mellem de to figurer i centrum sikrer en fornøjelig oplevelse.
Ligesom ‘Gravity’, ‘Arrival’ og ‘Interstellar’ leger ‘Project Hail Mary’ med tanken om, hvad vi mennesker ville gøre, hvis vi skulle redde vores planet og/eller fik besøg af fremmede livsformer. Her er morskaben dog i højsædet, og man går ud af biografen med et smil i mundvigen.
Komik i rummet
For dem, der ikke er så velbevandrede i hverken katolske bønner eller amerikanske fodbold-metaforer, er Hail Mary et udtryk, der dækker over et sidste og lettere desperat forsøg på at vinde mod alle odds.
Filmens titel refererer altså til den redningsmission, som Grace ad omveje bliver sendt ud på. Han er en miskrediteret forsker, der måtte tage til takke med et job som afholdt skolelærer, men bliver hevet ind i et hemmeligt NASA-projekt af mystiske Eva Stratt (Sandra Hüller).
Scenerne mellem dem er flashbacks, for i filmens nutid er det kun Rocky – der får menneskelig stemme af James Ortiz – som holder Grace med selskab.
Ryan Gosling rejste allerede ud i rummet for Damien Chazelle i ‘First Man’, hvor den ellers så morsomme skuespiller holdt på formerne og fandt smerten i den autentiske astronaut Neil Armstrong.
Skuespilleren kan det hele, men hans kvaliteter kommer virkelig til sin ret, når han får lov til at gakke ud. Det gjorde han i ‘Barbie’, og i ‘Project Hail Mary’ er der på samme måde rig mulighed for fysisk komik, når han driver vægtløs rundt i rumskibet. Grace taler konstant, og det er umuligt ikke at lade sig charmere af den sprælske mand med en evigt kæk kommentar.
Mellem slapstick og gru
Christopher Lord og Phil Miller har skabt deres helt eget unikke særkende i en filmbranche, hvor det trods en overflod af kreative ideer ofte kniber med originaliteten. Makkerparret er kendt for komedien ’21 Jump Street’ og en masse animation som ‘Spider-Verse’-filmene.
Instruktørduoen har ikke selv skrevet manuskriptet til ‘Project Hail Mary’, men fået Drew Goddard til det. Han stod også bag filmatiseringen ‘The Martian’ med Matt Damon i hovedrollen, og begge film bygger på romanforlæg af Andy Weir.
Det er et kunststykke i sig selv at skabe komik over noget så tragisk som menneskehedens forsøg på at redde planeten og artens overlevelse. Filmen balancerer flot mellem total slapstick, som når Rocky får fat i et målebånd og går nysgerrigt amok med det, og det helt gruopvækkende, som når en pludselig eksplosion får dødelige konsekvenser.
Mest udfordrende er ‘Project Hail Mary’ i den enormt komplekse fremstilling af, at Grace faktisk ikke har lyst til at tage på selvmordsmission, men bliver tvunget til det. På sær vis kommer man til at grine, mens et forfærdeligt overgreb bliver begået mod ham, men filmen bruger ikke så meget krudt på at dyrke de etiske problemstillinger.
Den vil hellere lade historien tage pjattet overhånd, som når Ryland og agenten Carl i et flashback tager i supermarkedet og bruger regeringens uanede midler til at købe tape og slik. Det er skægt, men betyder også, at man ikke investerer sig fuldkomment i personerne.
Kram af rumvæsen
‘Project Hail Mary’ er en ublu publikumsbasker, der giver den hele armen med store følelser og storladen musik i løbet af en spilletid på over to og en halv time.
Det er for længe, så trods god stemning og velorkestrerede action-sætstykker ude i rummet når man alligevel af og til at tænke, at der vist ikke kan koges mere suppe på historien.
Man skal dog være lavet af noget langt hårdere end xenonit – et hidtil uopdaget materiale, gassen xenon i fast form – som Rocky og hans rumskib består af, hvis man kan gå igennem filmen uden at blive berørt på den ene eller anden måde undervejs.
Der er plads til både grin og tårer i filmens hjertevarme univers, der føles som at få et kram af et nuttet rumvæsen, der vil en alt det bedste.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
