Markus Artved med kunstnernavnet Honey Hideout er ude med ny musik. Foto: PR

Heartbeats anbefaler: Vellydende støjrock og dyster havfrue

Hvad skal du se, gøre og opleve i denne uge? Vi har håndplukket et par ting, der er værd at bruge tid på lige nu.

Kogeren Brooklyn-rock

Det er helt sikkert ikke første gang, at der bliver slået på tromme for det amerikanske rockband DIIV i disse spalter, de er nemlig noget så old school som undertegnedes yndlingsband, og nu har de begået et nyt album, og det er selvsagt umuligt for mig ikke at anbefale. Hører man til dem, der synes, at det var på høje tid, at den danske rapper Branco indstillede karrieren (hvilket han netop har gjort), er der en god chance for, at man godt kan lide ‘Frog In Boiling Water’, som albummet hedder. Musikalsk er det så godt som antitesen til Rolex-rap fra Vestegnen: DIIV er fra Brooklyn og spiller alternativ indierock med distortion-pedalerne og rumklangseffekterne skruet helt op. De blander elementer af shoegaze, kraut- og støjrock sammen i én stor sovs, der lyder lidt som My Bloody Valentine og Sonic Youth og den slags smadrede 90er-bands, og lige nu er der ikke nogen derude, der gør det bedre end dem.

/Thomas Balslev


Musik til din morgenkaffe

Du er lige stået op, kaffemaskinen brygger, og du er ved at få øjne. Men hvad skal være dit lydtapet denne morgen? Et solidt bud er nummeret ‘Hey Dreams’ fra den upcoming danske kunstner Honey Hideout, der skaber den perfekte mellow vibe at vågne på. Hvis man lukker øjnene, henfører lyden en til en solbeskinnet landevej, hvor man stille og roligt glider af sted med armen i karmen og en lun brise i håret. Omkvædet er catchy, elguitaren er blød, og der er tilsat den helt rette mængde drømmende, psykedeliske elementer, der bare gør ‘Hey Dreams’ til en gennemført behagelig oplevelse, der er svær ikke at sætte på repeat. Markus Artved, der er manden bag Honey Hideout, leverer også musik til ‘Den lille havfrue’ på Det Kongelige Teater, og til efteråret kan han også kalde sig kapelmester på Østre Gasværk. Med andre ord: en kunstner, der er værd at holde øje med.

/Louise Elly Meyer

Fængende teaterforestilling

De fleste kender H.C. Andersens eventyr om ‘Den Lille Havfrue’, der ofrer sit dyrebareste for kærligheden. Denne fortælling har instruktør Anastasia Holst Nørlund sammen med musikproducer og sangskriver Markus Artved og scenograf Julian Toldam Juhlin nu lavet til en sitrende, sanselig musikforestilling, der på én gang er dyster og meget smuk. Stephanie Nguyen spiller Den Lille Havfrue, Solea og gør det så overbevisende, at min sidemand sad med tårer trillende ned ad kinderne. Og det er da også en tragisk historie om at længes efter andet end det, man kommer fra, om at være en outsider – og om en ung kvinde, der bliver til skum på havet. Du kan se den på Det Kongelige Teater frem til d. 8. juni, og er du under 25 år, kan du få 40 % rabat.

/Asger Lorenzen

Find mere om
Footer graphics