Hvis du allerede har gennemført forrige måneds anbefalinger og genset ’Adolescence’, for gud ved hvilken gang, er der ingen grund til at frygte. Der er masser af gode sager at kaste sig over på Netflix i maj.
Seks serier og to film udgør månedens anbefalinger, der er rige på drama, intriger og en god håndfuld hjertevarme grin.
The Four Seasons
Det er Alan Aldas filmklassiker af samme navn fra 1981, der nu kommer en serieversion af på Netflix. Normalt ville det sende isninger ned ad rygsøjlen, men på grund af de involverede parter både foran og bag kameraet bliver nerverne hurtigt dulmet igen.
Tina Fey (’30 Rock, ‘Mean Girls’), Lang Fisher (‘Never Have I Ever’) og Tracey Wigfield (’30 Rock’, ‘The Mindy Project’) er tre af de helt store komedie-med-dramakant-kanoner, og derfor virker ’The Four Seasons’ til at være i gode hænder.
Serien handler om tre ægtepar, hvis venskab bliver sat på prøve, da et af dem bliver skilt. Det bliver især rigtig anspændt, da de normalt har en weekendtur sammen fire gange årligt, en i hver årstid. Og hvad nu med den? Udover Tina Fey medvirker Colman Domingo, Marco Calvani, Will Forte, Kerri Kenney-Silver og Steve Carrell som ægteparrene.
’The Four Seasons’ kan ses fra 1. maj.
For evigt
Det er en af de helt store amerikanske romanklassikere, som får en tur i seriekmaskinen.
’For evigt’ er baseret på Judy Blumes bog af samme navn og handler om to gymnasieelever, som bliver hinandens første kærlighed, med alt hvad det indebærer af blandt andet hjertesorg, prævention og masser af sommerfugle i maven.
Serieskaber Mara Brock Akil har opdateret handlingen fra New Jersey i 1975 til at foregå i Los Angeles i 2018.
’For evigt’ kan ses fra 8. maj.
Nonnas
Da Joes (Vince Vaughn) mor dør, beslutter han sig for at ære hendes minde ved at åbne en restaurant. Ikke bare en hvilken som helst en af slagsen, men en italiensk restaurant for at hylde deres rødder. Og for at gøre det hele mere hjertevarmt, er kokkene nonnaer, bedstemødre, hvis kogekunst er fyldt med den bedste ingrediens: kærlighed.
’Nonnas’ er baseret på en virkelig historie, og det er ’Fordelene ved at være en bænkevarmer’-forfatter og instruktør Stephen Chbosky, der instruerer.
På rollelisten finder vi blandt andet Susan Sarandon, Drea de Matteo, Talia Shire, Lorraine Bracco og Linda Cardellini.
’Nonnas’ kan ses fra 9. maj.
Pørni sæson 5
Det er blevet tid til at sige farvel til alles yndlings-norske socialarbejder Pørni (Henriette Steenstrup).
De foregående fire sæsoner har budt på flere op- og nedture, end man kan tælle, så fingrene er krydsede for, at den hårdtprøvede fighter får den lykkelige slutning, hun fortjener.
Pørni har som sædvanlig rigeligt at gøre på arbejdet, men denne gang skal hun også deale med faren Ole Johan (Nils Ole Oftebro) og hans kæreste Stephens forestående bryllup. Samtidig udvikler en ellers hyggelig tur til familiens favoritby Liverpool sig ganske uventet, og så er der det evindelige spørgsmål om, hvorvidt Pørni og Bjørnar (Gunnar Eirikson) bare kan nøjes med at være venner, eller om de amourøse flammer blusser op igen.
’Pørni’ sæson 5 kan ses fra 15. maj.
Reservatet
En au pair forsvinder pludseligt og sporløst fra et velhaverkvarter i Nordsjælland. Naboen Cecillie (Marie Bach Hansen) fornemmer, at noget ikke er helt, som det skal være, og påbegynder derfor sin egen efterforskning. Den viser sig at afdække nye sandheder om hendes omgivelser i det nordsjællandske.
’Reservatet’ er en spændende hudfletning af overklassen og alle dens hemmeligheder. Serien af skabt af Ingeborg Topsøe (’Kød & blod’), og samtlige seks afsnit er instrueret af Per Fly (’Arven’, ’Bænken’, ’Drabet’) med en rollebesætning, som blandt andet også rummer Lars Ranthe, Danica Curcic, Simon Sears og Sara Fanta.
’Reservatet’ kan ses fra 15. maj.
Sirens
Det emmer af kult-vibes og rigdom i ’Sirens’.
Simone (Milly Alcock) er assistent for den rige Micahela Kell (Julianne Moore), en rig og karismatisk person, der lever et overdådigt og luksuriøst liv. Simones søster Devon (Meghann Fahy) mener til gengæld, at relationen er lige vel tæt og beslutter sig for at prøve at få hende ud af miljøet.
Det er dog lettere sagt end gjort, da Michaela ikke lige sådan har tænkt sig at give slip uden kamp.
’Sirens’ kan ses fra 22. maj.
Ud at cykle

Den svenske komedie ’Af sporet’ blev en uventet succes for Netflix tilbage i 2022, da den havde premiere. Den velkendte svenske kombination af humor og hjertevarme gik lige i seernes hjertekuler, og hvis du er en af dem, som har savnet det skønne søskendepar Lisa (Katia Winter) og Daniel (Fredrik Hallgren), er der rigtig godt nyt.
For i fortsættelsen ’Ude at cykle’ har bror- og søsterduoen udskiftet skistøvlerne med cykelsko. Lisa og Daniel har planlagt at deltage i det 200 kilometer lange cykelløb Vätterundan.
Men livet har det med ikke at forløbe snorlige for de to søskende, hvor kærligheden og alle dens problemer prikker til dem på hver sin måde.
’Ude at cykle’ kan ses fra 23. maj.
Afdeling Q

Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen er ude, og der er en ny sherif i byen i ’Afdeling Q’.
Det er dog ikke i den danske version, at engelske Matthew Goode (’Watchmen’, ’Downton Abbey’, ’The Crown’) skal imponere som den knarvorne efterforsker.
I stedet er det en britisk udgave, som den amerikanske instruktør og manuskriptforfatter Scott Frank (’Godless’, ’The Queen’s Gambit’) er ophavsmand til. Karaktererne og historierne er dog de samme, som Jussi Adler-Olsen fandt på, så det bliver spændende at se, hvordan de tager sig ud i Edinburghs gader.
’Afdeling Q’ kan ses fra 29. maj.