En sort hoodie til 100 dollar. En sportstrøje med OpenAI hen over brystet. En kasket. En legetøjsracerbil.
Og hvis du virkelig vil gå hele vejen, kan du også få en OpenAI-luftfrisker til bilen.
Det ligner ved første øjekast shoppen fra et Formel 1-hold eller et streetwear-brand. Men afsenderen er virksomheden bag ChatGPT.
Og OpenAI er langt fra alene.
Flere af verdens største techvirksomheder er begyndt at bevæge sig ind på et område, der ellers mest har været forbundet med sport, musik og mode: merchandise, limited drops og produkter, som fans kan bruge til at vise, hvilken techgigant de støtter.

Nogle hepper på techgiganterne. Andre frygter udviklingen
BBC beskriver i dag, hvordan merchandise fra blandt andre Nvidia, OpenAI og Anthropic i stigende grad bliver behandlet som samlerobjekter og mærkevarer.
Hos chipgiganten Nvidia bliver t-shirts, hoodies og kasketter blandt andet solgt i begrænsede perioder og ved virksomhedens egne arrangementer, og ifølge BBC bliver produkterne ofte hurtigt udsolgt.
En af dem, der køber med, er den amerikanske techiværksætter Natalie Fratto. Hun ejer blandt andet en grøn Nvidia-sweater med virksomhedens topchef Jensen Huang på brystet og ser virksomheden som et hold og en kultur, hun gerne vil være forbindes med.
De nye fanprodukter kommer på et tidspunkt, hvor AI møder mere modstand og skepsis – også blandt folk, der selv arbejder med teknologien. Senest har en forsker hos Anthropic sagt sit job op og advaret om, at udviklingen går for stærkt, mens en ny dansk måling fra TrygFonden viser, at optimismen omkring AI er faldet markant på bare to år.
Det siger noget om den splittelse, der omgiver techgiganterne lige nu. Nogle tager Nvidia på brystet og hepper med, mens andre bliver stadig mere skeptiske over for den teknologi, virksomhederne bygger.
Læs også:
Fra firmalogo til fandom
OpenAI sælger ikke kun klassiske t-shirts og kasketter, men også små produkter og collabs, der får virksomheden til at ligne mere end en softwarevirksomhed.
Samtidig har flere af virksomhederne taget et greb direkte fra modebranchen: De producerer begrænsede oplag og gør produkterne svære at få fat i.
Professor Hazel Clark fra Parsons School of Design peger over for BBC på, at netop knaphed længe har været brugt af modebrands til at gøre produkter mere eftertragtede.
Og nu har techverdenen efterhånden også fået sine egne superstjerner, mange trofast støtter op om.
Nvidias topchef Jensen Huang tiltrækker eksempelvis fans, der vil have selfies og autografer, og Meta-chef Mark Zuckerberg har tidligere beskrevet ham som en slags ”Taylor Swift for tech”.
Det er måske også derfor, at en hoodie med OpenAI eller Nvidia på brystet ikke længere nødvendigvis føles som noget, en medarbejder har fået besked på at troppe op i.
Det kan lige så godt være en måde for beundrerne at vise, hvilket techhold man holder med.
Silicon Valley har for længst fået sine superstjerner. Nu er de tilsyneladende også ved at få sine fodboldtrøjer.
