Soulja Cav
Foto: @souljacavbfl

Fængselsdømt rapper laver hymne til Nørrebro-stamsted: “Bedre end at gå til psykolog”

Soulja Cav er sprunget ud som soloartist med en hyldestsang til sit stamsted, Restaurant Omar.

Rapperen med dæknavnet Soulja Cav er bedst kendt som en tredjedel af rapgruppen BFL (Brian For Livet), der i 2016 brød igennem med numre som ’Det Brian’ og ’Ven Med Jønke.

Vestegnsgruppen har længe sat lyd til den københavnske Brian-kultur og har med deres parodiske univers efterhånden etableret en stor og loyal fanskare omkring deres opdigtede karakterer. Men de sidste seks år har der været stille fra Soulja Cav. Han har været i fængsel, uskyldigt dømt, mener han selv, lige undtagen nogle få ting altså.

Nu er han ude og tilbage, denne gang som soloartist og med nummeret ’Hva Så Omar’. Sangen er en hyldest til hans stamsted, Restaurant Omar, samtidig med at den markerer et nyt kapitel i hans liv og karriere.

I sangen synger han om sin kærlighed til den lokale Nørrebro-klassiker, og så deler han i bedste BFL-stil også flere stærke Brian-råd, som for eksempel at druk er svaret på svære følelser, og at vores penge er bedre brugt i Omars bar end på en psykolog.

Vi har chattet med Soulja Cav om forholdet til BFL, hvorfor han ikke længere kan opholde sig på Vestegnen og hvad Restaurant Omar betyder for ham.

Er du stadig med i BFL – du er ikke med til koncerterne?
 
BFL står for Brødre For Livet. For at forklare det betyder det ja. Men en del af min dom er at jeg ikke må være i Rødovre, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Albertslund, Ishøj, Vallensbæk, Ballerup, Gladsaxe, Greve, Hundige og Herlev. Og jeg må heller ikke omgås med straffede personer. Og derfor kan jeg ikke ses med BFL lige nu.

Hvorfor har du lavet en sang om Restaurant Omar?

Når jeg sad inde studerede jeg mange youtube videoer meget. Vi mænd er undertrykte. Samfundet tabuiserer vores naturlige adfærd. Det er vigtigt for mænds mentale sundhed at få aktiveret vores krybdyr-hjerne og ikke bekymre os om vores kone og børn. På restaurant Omar kan vi være som vi er uden at bliver stigmatiseret og det er det sangen handler om.

Hvad mener du med, at mænd er stigmatiserede?

Utroskab er et godt eksempel på stigmatiseret mandeadfærd. Alt ens adfærd skyldes kemikalier i hjernen og det frie valg eksisterer ikke. Derfor giver det ingen mening at sige at utroskab er forkert når det ikke er noget man selv kan styre. Den viden er frit tilgængelig på Youtube, og det kan Mette Frederiksen ikke gøre noget ved.

Hvorfor er det fedt at have et stamsted?

Når man er kendt bruger man meget tid på at tage billeder med folk og skrive autografer. Hvis man har været et sted mange gange har de fleste ens autograf. Så skal man kun Bekymre sig om de nye damer der ikke har været der før og dem der gerne vil have et nyt billeder fra andre vinkler. Det er også en stor fordel at du ved der ikke er aflytning og overvågning og du kender ind- og udgange og flugtveje i kvarteret.

Hvad er det, der gør Restaurant Omar til et godt sted?

Udover de politiske grunde, er der er også nogle meget jordtætte grunde. F.eks. spiller de meget Gilli, tager imod kontanter, alle hunderacer er meget velkomne, der er altid meget vand til ens hund plus der er mange lækre tjenere.

Foto: @souljacavbfl

Hvorfor lige en restaurant på Nørrebro. Jeg troede du var fra vestegnen?

Jeg er født på Nørrebro, men da min far kom i fængsel fordi han gentagende gange opsøgte min mor på hendes psykiatriske afdeling med voldelige paranoid-skitzofren adfærd kom jeg I plejefamilie. Så det var først der jeg flyttede til Rødovre. Men som jeg forklarede kan jeg ikke opholde mig på vestegnen nu og derfor er jeg flyttet tilbage til Nørrebro.

Nørrebro er jo blevet hotspot for dyre surdejsbagerier og forældrekøb. Er det et svært sted at være Brian?

Nu når du slynger ordet brian ud er det vigtigt at slå fast at der er mange forskellige typer brian f.eks. rejse-brian, sælger-brian, bodybuilder-brian, klog Brian osv. Jeg er det der hedder klassisk brian som er en utrolig truet art siden 00’erne ikke kun på Nørrebro faktisk i hele Danmark især i byerne. Mange af de originale brian arter har slået sig sammen og er blevet fashion brian og det er det tøjbutikkerne har set hvilket er grunden til at man f.eks. ikke kan gå ind i fisketorvet og købe tøj fra Riddle, Bullrot, Rossmans destiny, Pitbull Danmark osv. som man plejede at kunne.

Nummeret lyder meget som “What up Gangsta” med 50 Cent. Er du godt klar over at man kan få en stor bøde for at bryde ophavsretten?

Man kan godt høre at du ikke selv laver musik, men bare rolig jeg skal nok forklare det. Indenfor musik findes der 4-5 grundbeats og dem kan man så lægge forskellige effekter og lyde på. De rigtigt dygtige producere vil tit vælge de samme effekter og lyde og så får man næsten det samme beat. Har du hørt om det amerikanske udtryk great minds sing alike?

På nummeret rapper du om at tage kviklån, være din kone utro og efterlade dit spædbarn alene hjemme for at tage på druk. Er det ikke en forkert besked at sende til dine fans som primært består af unge teenagedrenge?

Jeg vil gerne understrege at jeg ikke er nogens rollemodel. Ingen skal prøve at være som mig. Medmindre de drømmer om at blive kendte, rige og få uendelig fisse.

Hvad er det næste vi kan forvente fra Soulja Cav?

Jeg har mange ting på banebrydende veje. Jeg har skrevet en sang om brian tøj. Tøj betyder så meget for os brianner, men som siden 00’erne har været næsten umuligt at købe I butikkerne. Derudover er der mange unge mennesker der drømmer om at være brian, men ikke har modet til at springe ud I det. I den her sang bruger jeg min position som modeikon til at vise dem hvordan de kan realisere deres drømme.

Footer graphics