Nogle film taler så stærkt til én, at det er svært at sætte ord på, hvorfor de er så særlige. Er de faktisk virkelig gode, eller rammer de bare noget helt rent i dig?
Begge dele kan heldigvis være tilfældet. ’Affektionsværdi’ har redet på en bølge af succes, siden filmen fik verdenspremiere for næsten et år siden på Cannes-festivalen, så jeg er bestemt ikke den eneste, der anser den for et funklende mesterværk.
Filmen skrev for nylig historie ved at blive den første norske vinder af Oscar-prisen for bedste internationale film efter at have været nomineret i et hav af kategorier.
Den handler om mere eller mindre alt inden for det abstrakte felt, man kan kalde den menneskelige tilstand. Men filmen gør det på en så specifik og sprudlende måde, at man føler sig fuldkommen indsvøbt i dens udforskning af alt fra familiære bånd til kunstnerisk proces.
Instruktøren Gustav Borg (Stellan Skarsgård) beder sin datter Nora (Renate Reinsve) om at medvirke i en ny film, han har skrevet efter 15 års pause. Da hun siger nej, får han ad omveje den amerikanske Hollywood-stjerne Rachel Kemp (Elle Fanning) til at tage rollen, men trods gode ambitioner og store evner føles det kreative projekt forkert.
Det er filmens begrænsede ydre handling kogt ned, men det er den smukt følelsesfulde indre handling i personerne, der gør ’Affektionsværdi’ til en regulær åbenbaring.
Forrygende overskud
Renate Reinsve har allerede leveret en karrieredefinerende præstation i ’Verdens værste menneske’, hvor hendes forvirrede og forelskede Julie løber rundt i et billedskønt Oslo, mens tiden er gået i stå for alle andre.
I ’Affektionsværdi’ er hun ikke alene i centrum, men del af et ensemble, hvor alle er fremragende. Reinsve gestalter skuespilleren Nora, der går i panik lige før tæppefald på teatret, men også elsker angsten ved at optræde for et publikum. Hun har et kompliceret forhold til sin far Gustav, der som æstetiker konstant taler om skønhed – ikke mindst den kvindelige – men ikke var særligt tilstedeværende i sine døtres barndom.
Han er dog langt mere end en gammel gris. Gustav kommunikerer og viser kærlighed gennem film, som når han i en morsom scene giver barnebarnet dvd-eksemplarer af de barske ’Irréversible’ og ’Pianisten’ i fødselsdagsgave, så han kan lære at forstå kvinder.
Inga Ibsdotter Lilleaas brillerer som drengens mor og Noras lillesøster Agnes, der medvirkede i en af farens mest hyldede film som barn, men som voksen er historiker, øjensynligt langt fra den øvrige families kunstneriske virke.
Filmen viser hende udforske familiens identitet, når hun læser om nazisternes tortur af sin farmor, hvilket går i spænd med undersøgelsen af slægt og arv.
Det er næsten utroligt, at der i det trekløver også er plads til, at Elle Fanning lydefrit glider ind som filmstjernen Rachel Kemp og ikke bare bliver en katalysator, men en fascinerende figur i egen ret.
Undervejs dukker danske Jesper Christensen op i en lille rolle som Gustavs manager, der har svært ved at forklare filmskaberen, at fordi Netflix har finansieret hans nye film, er det ikke selvsagt, at den bliver vist i biografen.
Den slags skæve detaljer skaber en fortælling med så meget overskud, at spilletiden på godt over to timer bare flyver afsted.
Virtuost filmsprog
Joachim Trier er sammen med sin svenske kollega, den dobbelte Guldpalme-vinder Ruben Östlund, blandt de absolut førende nordiske filmskabere lige nu. Halvdanske Trier er bestemt ikke kommet ud af ingenting, men har siden den tyve år gamle debutperle ’Reprise’ blandt andet lavet to film mere i sin såkaldte Oslo-trilogi.
Både ’Oslo, 31. august’ og ’Verdens værste menneske’ er ligeledes fantastiske film, og de er nået mere og mere bredt ud, uden at manden bag er gået på kompromis med sin kunstneriske integritet.
Netop det tema berører den 52-årige instruktør også i ’Affektionsværdi’, hvor hans karriere synes at peake både kunstnerisk og kommercielt. Mere end et indforstået studie af filmbranchen er det et gribende familiedrama, der med sit virtuose filmsprog transcenderer genreklassificering.
Filmen starter med en beåndet montage, hvor familiens hus nærmest får en sjæl, når der bliver vist al den historie og det levede liv, som gennem tiden er foregået mellem de fire vægge. Huset bliver en slags stille fortæller, mens der ligesom i mange af Triers andre film også er en egentlig fortæller – måske søstrenes nyligt afdøde mor – der binder tematikker elegant sammen.
Som et distinkt greb klippes flere af scenerne pludselig til sort for at illustrere den abrupte voldsomhed, som livet nogle gange udfolder sig med. Samtidig emmer hver scene af nerve, når subtile samtaler åbner for nye tankestrømme.
Filmens magi
’Affektionsværdi’ kan meget vel komme til at stå som Joachim Triers største film, når man om 20 år laver et retrospektiv over hans oeuvre, ligesom det er tilfældet for Gustav Borg tidligt i filmen.
Det er nemlig ikke bare en helt igennem formidabel film, men også en, der samler tråde og viser, at filmmediets magi ikke kun handler om det, der sker oppe på lærredet, men også alt det rundt om mellem de mennesker, der laver dem.
Den skiftevis slentrer og spurter tilsyneladende uden noget mål for øje og blander det næsten kedeligt hverdagslige med ophøjede tanker om livet og døden, uden at det bliver prætentiøst eller fortænkt.
Jeg glæder mig allerede til at se den igen.
🖤🖤🖤🖤🖤🖤
