Foto: Lucia Iuorio / Netflix

Anmeldelse: Storslåede ‘Leoparden’ er en af de smukkeste Netflix-serier nogensinde

Et perfekt cast, overdådige naturbilleder og en gribende fortælling giver tilsammen en serie, der pirrer hele følelsesregistret.

Med en metascore på 100 på IMDB, er det helt på sin plads at kalde Luchino Viscontis ‘Leoparden’ fra 1963 et filmhistorisk hovedværk. Burt Lancaster har hovedrollen som den kontrollerende fyrste og familieoverhovedet Don Fabrizio.

Nu har Netflix kastet sig ud i at genfortælle historien, der er baseret på Giuseppe Tomasi di Lampedusas bog-klassiker fra 1958. Og det kan lyde som en slidt floskel, men ikke desto mindre er det sandt, når jeg siger, at fortællingen stadig er hyperaktuel. Og så er det en fornøjelse at kunne sige, at Netflix og seriens tre instruktører har skabt et usædvanlig vellykket og svimlende flot resultat.

Året er 1860, og vi befinder os på Sicilien, der i mere end 100 år har været opdelt i små kongeriger, regeret af Bourbon-huset. I Palermo forbereder man sig på kamp mod General Garibaldi, der snart ankommer med det formål at forene Sicilien med resten af Italien. I Palermo er store grupper af oprørere allerede begyndt at vise sympati for Garibaldi.

Fyrst Fabrizio er taget til et kloster i byen for at hente sin datter Concetta hjem, da hun ikke længere er i sikkerhed. Ingen, der støtter Bourbon-huset er i sikkerhed. På vej tilbage får de sig også en smagsprøve på, hvad der venter, da de ser en gruppe oprørere tæske en soldat ihjel, mens de råber “død over Bourbon”.

Foto: Lucia Iuorio / Netflix

Flot introduktion af et interessant persongalleri

Man skal holde tungen lige i munden, når man går i gang med ‘Leoparden’. Den foregår på Italiensk, hvilket selvfølgelig er det eneste rigtige, men måske en udfordring for nogen. Men hvis man giver den sin fulde opmærksomhed, venter der en medrivende oplevelse på allerhøjeste niveau.

Første afsnit er et formidabelt eksempel på, hvordan man kan introducere et persongalleri, så det ikke bliver taget for givet, hvem man skal holde med i den komplekse historie.

Da Concetta vender hjem, opsøger hun sin fætter Tancredi i hans hjem. Her ligger der en vagt og sover, og mens Concetta går forbi ham, ser hun, at der ligger oprørsblade, der hylder Garibaldi. Hun siger ikke noget, men går direkte ind på fætterens værelse, mens han står nøgen efter et bad.

I den lille sekvens, hvor de to mødes, sker der utrolig meget. Vi får blandt andet at vide, at Tancredi har sluttet sig til oprørsgruppen, der er imod fyrsten. Vi får fortalt, hvordan livet som nonne har undertrykt Concettas tiltrækning af det modsatte køn. Ganske subtilt gennem et enkelt øjekast på sin nøgne fætter og en enkel replik, hvor hun giver udtryk for, at livet som nonne ikke er hendes eget valg.

Og så er der lagt i ovnen til et storslået drama, der også har konsekvenser internt i familien. Den del bliver slået fast med syvtommersøm, da Tancredi efter en kamp i Palermos gader bliver taget til fange og risikerer at blive henrettet.

Det lykkedes Fabrizio at få ham løsladt, men kun fordi han giver guvernøren et stort landområde til gengæld. Som straf for at gå imod ham tvinger Fabrizio Tancredi til at overvære henrettelsen af hans kammerater, heriblandt en ung dreng.

Men en ægte revolutionær kan man ikke holde nede, og da Garibaldis hær ankommer, tilslutter Tancredi sig.

Storslået drama

Garibaldis styrker erobrer Sicilien, der nu er tæt på at blive en del af det nye kongerige, Italien. Og selvom kampene mellem de to grupper ikke bliver vist, mærker man tydeligt de spændinger, der præger Palermo, da soldaterne, inklusive Tancredi, går deres sejrsmach gennem byens gader.

Og bare fordi Garibaldi har vundet, betyder det ikke, at magtdemonstrationerne er færdige. Det er her, ‘Leoparden’ for alvor viser tænder og markerer sig som et mesterligt, underspillet periodedrama med masser af intriger, der tangerer det melodramatiske, men aldrig kammer over.

Fabrizio er ikke glad for de nye omstændigheder, men forsøger alligevel at tilpasse sig, så han stadig kan bruge sin magt som fyrste til blandt andet at få tilladelse til at rejse ud af byen. Han deltager derfor mod sin vilje i et så kaldt “frihedsbal”. Til samme bal er Oberst Babello, som ved første øjekast forelsker sig i Concetta, der derfor ender som en handelsvare mellem Fabrizio og Bebello.

Foto: Lucia Iuorio / Netflix

Der er så meget på spil for de mange karakterer, og gennem deres udvikling fortæller serien en enestående historie om forandring og nye tider. Det, kombineret med den igangværende konflikt, skaber en imponerende fortælling og en flot adaption af Lampedusas klassiker.

Filmisk imponerende og ekstremt velspillet

Fra begyndelsen bliver vi overvældet af nogle helt fantastiske billeder af både den storslåede natur, autentiske landsbyer og smukke appelsinplantager. Og det bliver brugt til meget andet end bare at fortælle, hvor smuk Sicilien er.

På elegant vis bruger seriens fotograf, Nicolai Brüel kameraet til at fremhæve naturen og samtidig gøre det til en implementeret del af fortællingen om det, der er på spil og den krig, der hersker. Og naturens ro og stabilitet giver en skærende kontrast til de indre og ydre konflikter, karaktererne slås med.

Siciliens flotte bygninger, elegante palæer og gamle kirker pryder landskabet flot og understreger Fabrizios aristokratiske liv og magt. Man forstår, at han har en facade, der skal opretholdes, og at han godt ved, at magten ikke nødvendigvis varer ved.

Fortællingen og det visuelle følges ikke bare ad, det fusioneres sublimt. Og det er ikke en overdrivelse at kalde ‘Leoparden’ en af de smukkeste Netflix-serier nogensinde.

Foto: Lucia Iuorio / Netflix

Derudover er den ekstremt valcastet, og alle skuespillere formår at finde balancen mellem at gøre det underspillet og melodramatisk.

Især Benedetta Porcaroli er, i rollen som Concetta, umulig ikke at lade sig forføre af. I de rørende øjeblikke har hun en uovertruffen skrøbelighed. Når hun viser sin selvstændighed og trodser sin far og sin fætter, har hun en ekstrem styrke, og i sit undertrykte begær er hun dragende sensuel.

I samspillet med både Kim Rossi Stuart og Saul Nanni som henholdsvis far og fætter bliver hele den medrivende historie kogt ned til et familiedrama, hvor hele følelsesregistret kommer i spil for både dem og seerne.

Find mere om
Footer graphics