Nicolas Cage blev en del af det animerede netsvinger-univers, da han lagde stemme til figuren Spider-Noir i den nærmest hysterisk opfindsomme ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’ fra 2018.
I en verden med uendelige parallelle virkeligheder er der rig mulighed for at bygge videre på fortællinger i en lind strøm. Netop det gør folkene bag Prime Video-serien ’Spider-Noir’, der er baseret på en tegneserie fra 2009.
Her får vi historien om den alternative udgave af Spider-Man, hvis borgerlige navn er Ben Reilly. Han er en aldrende privatdetektiv i 1930’ernes New York, der hærges af økonomisk depression og galopperende kriminalitet. Ben har dog ikke mod på at bruge sine superkræfter længere, efter at have mistet sin elskede i en tragisk hændelse fem år tidligere.
Det får vi at vide i en hektisk storm af billeder og tale i begyndelsen af serien, hvor Cage i en af flere meta-humoristiske kommentarer drævende siger i en voice-over: ”En person spurgte mig engang, hvilket univers det her var. Et mærkeligt spørgsmål, der blev siddende i mig mange år efter.”
’Spider-Noir’ gør ikke meget for at åbne sin verden op for nye seere, men vælger sikkert klogeligt at gå efter at skabe glæde for de intenst dedikerede fans, som nyder at fange små referencer og detaljer. På den måde har man sikret sig et indviet publikum, men det gør også hele herligheden noget indspist.
Genrepastiche af dimensioner
Seriens store attraktionsværdi er som et gennemført anderledes bud på, hvordan en superheltefortælling kan skrues sammen.
Phil Lord og Christopher Miller – mændene bag det animerede Spider-Man-univers – har produceret ’Spider-Noir’, mens knap så navnkundige Oren Uziel har tøjlerne som showrunner. De har øjensynligt fået carte blanche til at give fuld los i en genrepastiche af dimensioner, hvor superkræfter i starten kun sjældent titter frem i en detektivsatire over klichéer som femme fatales og røgfyldte gyder.
Det er sjovt at se en fordrukken Nicolas Cage blive mere forslået for hvert afsnit og give den hele armen med skrupskør staccato-levering, der giver mening i seriens tykke noir-aura.
Når Ben mærker sin edderkoppesans bimle og bamle med advarsler om fare omkring sig, trækker han pistolen og gør klar til at skyde. Det er kun skægt de første par gange, men heldigvis formår serien at balancere mellem slapstick og alvor.
Der er nogle morsomme replikudvekslinger undervejs, som når Ben siger til sin veloplagte sekretær: ”Afpresning er ikke en god idé, men det er heller ikke en skrækkelig idé.” Eller når han omskriver det berømte ordsprog til: ”Med ingen magt kommer intet ansvar.”
Æstetik i højsædet
Det mest slående ved ’Spider-Noir’ er, at man som publikum kan vælge enten at se serien i sort-hvid eller med sprudlende farver. Det er en spøjs gimmick, men det havde været mere modigt bare at servere hele herligheden i den farveløse stil, som passer til resten af det visuelle udtryk.
Til gengæld er serien langt hen ad vejen en æstetisk oplevelse, hvor handlingen på sin vis synes at være henvist til passagersædet.
Der træder forskellige karakterer ind i fortællingen, blandt andre Lamorne Morris’ journalist Robbie, Brendan Gleesons kriminelle hovedbagmand Silvermane og Li Jun Lis forførende natklubsangerinde Cat Hardy.
De viser nye sider af sig selv undervejs i sæsonen, men det er Nicolas Cages show. Som historien skrider frem, tvinges Ben i mødet med gangstere og monstre til at genbesøge den superhelt, som i serien bare hedder The Spider.
Det er hylemorsomt, at han i fuldskab har afsløret sin hemmelige identitet for sekretæren flere gange, mens han også havner i en forrygende slåskamp på bodegaen, da nogle tilfældige mænd gør nar af hans edderkoppe-alterego. En fuld og smålig superhelt er fantastisk selskab.
Morsomt egnsteater
’Spider-Noir’ kræver lidt tilvænning. Halvvejs inde i sæsonens otte afsnit var undertegnede klar til at afskrive den som en stiløvelse, der mest bare handler om at udvide et i forvejen overmåde komplekst univers.
Men efterhånden som handlingen tager fart, bliver man engageret i de dybere dilemmaer, der løber i en lind strøm gennem det overnaturlige drama.
Folkene bag har lagt sig i selen for at ramme en overdreven noir-tone a la 1930’erne, og mange af de medvirkende har det sjovt med at spille på den store klinge, som var det egnsteater med langt ned til bagerste række.
Hvis man først overgiver sig til det spøjse univers fuld af skæve indfald, og så ellers lever med, at der ikke er noget reelt menneskeligt anker at hægte sin empati på, er der en god oplevelse i vente. Det kræver tungen lige i munden, men der er udbytte i sidste ende, hvor Amy Winehouse lukker ballet med ’You Know I’m No Good’.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
