Der var engang, hvor Pokémonkort lå krøllet i skoletasken, blev byttet i frikvartret og måske smidt ud under en flytning uden den store eftertanke. Og hvor farmors sølvtøj mest af alt var noget, der stod og samlede støv i vitrineskabet.
Hvis man spurgte den franske sociolog Pierre Bourdieu, ville han formentlig have kaldt det kulturel kapital. Minder. Ikke millioner på kontoen.
Men noget har flyttet sig.
I dag bliver de samme papkort handlet for hundredtusindvis af kroner. Sølvtøj bliver købt som inflationssikring.
I september kaldte The Wall Street Journal Pokémonkort for “den hotteste investering”, og i starten af januar blev et yngre ægtepar endda overfaldet i deres eget hjem og frarøvet et Pokémonkort til en værdi af 300.000 kroner. Men det stopper ikke der. For nylig blev et enkelt kort solgt for 16,5 millioner dollars, den højeste pris nogensinde for et samlekort.
Samtidig skriver genbrugsplatformen Tradera i en pressemeddelelse om et markant stigende salg af samlekort, blandt andet såkaldte One Pieces, hvor gennemsnitsprisen er mere end tredoblet på et år. Kortene bliver altså ikke længere kun samlet på, men også investeret i.
Alt det her sker samtidig med, at danskerne generelt passer på deres penge. En ny undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at forbrugerne vurderer Danmarks økonomiske situation som dårligere end for et år siden og forventer, at den vil forværres yderligere. Samtidig mener mange, at det ikke er fordelagtigt at foretage større køb netop nu.
“Det er ikke bare papkort”
Kenneth Jensen er 35 år og arbejder som overassistent i et forsikringsselskab. Ved siden af har han et investeringsfirma, hvor han handler med alternative aktiver som ure, smykker, tøj og Pokémonkort.
Hvis han solgte sin samling i dag, anslår han, at den ville indbringe et par millioner kroner. I dag har han, og andre samlere, typisk sin samling stående i en bankboks.
– Jeg er kæmpe fortaler for alternative investeringer. Jeg håber, flere forstår, at det ikke bare er nogle papkort, siger han.
Det begyndte tilfældigt. Hans søn blev interesseret i Pokémon, og far og søn begyndte at købe kort sammen. Dengang steg priserne kun lidt. I dag er markedet et helt andet sted.
Kenneth Jensen er vokset op med ideen om, at man skal have penge stående på kontoen. Men i dag har han det omvendt.
– Jeg har det virkelig svært ved bare at have penge stående. Hvis jeg lader dem stå, bliver de mindre værd. Der bliver hele tiden printet flere penge. Men der bliver ikke lavet flere af de gamle Pokémonkort.
Ifølge trendforsker Louise Byg Kongsholm, søger mange mennesker mod det håndgribelige i perioder med geopolitisk uro, inflation og finansiel usikkerhed.
– Guld har historisk fungeret som sikker havn, og vi ser også, at kvalitetssmykker og luksusure i stigende grad opfattes som værdilagre. Det samme gælder designklassikere og sjældne biler, hvor begrænset udbud, håndværk og international efterspørgsel skaber en oplevelse af stabilitet.
For Kenneth Jensen handler pokémoninvesteringer også om knaphed og global efterspørgsel.
Pokémon er verdens største franchise, påpeger han, større end både Hello Kitty og Mario Kart. Kina er kommet ind på markedet efter mange års forbud, nye forlystelsesparker åbner i Japan, og rekordauktioner til over 100 millioner kroner sender signaler til store investorer om, at der er tale om et seriøst marked.
En valuta, man tror på
I 2022 købte Kenneth Jensen og hans søn et kort, der kun findes i 600 eksemplarer – et såkaldt 2016 Battle Festa kort. De gav knap 20.000 kroner for det, men i dag vurderer han, at det kan sælges for omkring 300.000 kroner.
– Når den runder en million, så sælger vi den, siger han og vurderer, at det kan ske inden 2030.
Han sammenligner Pokémonkort med kryptovaluta.
– Det er jo ikke så forskelligt fra bitcoin eller ethereum. Det handler om, hvad man tror på. Og jeg tror på, at det er et fornuftigt sted at lægge sine penge i verdens største franchise.
Han anerkender risikoen. Når han viser samlingen til sin bankrådgiver, mødes han nogle gange med skepsis. Og verdenssituationen kan indimellem gøre ham tvivl om, hvorvidt det er klogt at have så mange penge bundet i papkort.
– Men hvis man ser på den samlede værdi af franchisen, er jeg ikke i tvivl om, at den vil stige. En ting er, at det er passion og hobby. Men hvis man kan kombinere sine investeringer med en nostalgisk følelse, så er det jo bare dejligt, fortæller Kenneth Jensen.
Ifølge Louise Byg Kongsholm spiller den kulturelle dimension også en rolle i denne udvikling. Symbolsk og kulturel kapital har fået en større betydning. Det, der før blev betragtet som hobby eller passion, legitimeres nu i større grad som en decideret investeringsstrategi.
– Investeringen handler ikke kun om afkast, men også om identitet. Når man køber et vintage-ur, et Wegner-møbel eller en klassisk sportsvogn, investerer man samtidig i fortælling, æstetik og tilhørsforhold. Emotionel værdi og økonomisk værdi smelter sammen.
Håndgribelig tryghed i en usikker tid
Louise Byg Kongsholm mener altså at både den økonomiske og kulturelle dimension og generationsperspektivet har indflydelse på udviklingen.
– Samlet set handler bevægelsen ikke nødvendigvis om mistillid til aktier, men om en udvidelse af, hvad vi forstår som værdi og sikkerhed. I en kompleks verden søger mange mod det konkrete, det fysiske og det, der både kan bruges, vises og gemmes.
