bøf pommes frites
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Den franske bistro er i krise: Mange restauranter må dreje nøglen om i øjeblikket

Det franske måltid optræder ellers på UNESCOs liste over den immaterielle kulturarv.

Det står skidt til for bistroen. Hver eneste dag drejer 25 restauranter nøglen om i Frankrig. Steder, der serverer klassisk, fransk mad kan simpelthen ikke få enderne til at mødes. Det skriver BBC.

Der er forskellige forklaringer på, hvorfor udviklingen går nedad. Ifølge eksperter og branchefolk er der tre årsager – og særligt den sidste peger på et voksende fænomen.

Det handler om stigende priser. Franskmændene synes, det er for dyrt at gå ud at spise. I takt med, at inflationen begyndte at stige, steg råvarerpriserne for restaurantejerne også, som i sagens natur var nødt til at justere prisen på menukortet.

I et interview til BBC fortæller den franske restauratør, Celine Viale, at lige knap 10.000 restauranter har måttet lukke det sidste år, og tendensen ser ikke ud til at vende. Hun oplyser, at den gennemsnitlige restaurantejer i Frankrig er omsætningen gået ned med 22 procent.

Chefen for konsulentfirmaet Gira, der rådgiver ejere, distributører og investorer i restaurationsbranchen, Bernard Boutboul, tilføjer, at prisstigningerne ikke kunne have kommet på et værre tidspunkt. Folk i Frankrig sloges i forvejen med en indkøbskurv og en varmeregning, der steg, og så er det altså restaurantbesøg, der må vige pladsen, når man skal prioritere i privatøkonomien.

Vaner under forandring

Den anden årsag handler om franskmændenes vaner, der er under forandring. Der er tale om en kulturændring i måden, franskmændene spiser ude på. Hvor det førhen var kutyme at tage på café eller restaurant i frokostpausen, er folk begyndt at tilvælge det hurtige, nemme – og for ikke at slippe inflationen helt – billigere løsninger.

De hæderkronede dage, hvor man ikke i selv den dybeste krise kunne få fat i embedsfolk mellem klokken 13 og 15, fordi de var à table, er forbi. I The Guardian fortæller en parisisk restauratør om det skifte, der har været. Han plejede at have restauranten fyldt til frokost med alt fra studerende til håndværkere og forretningsmænd, men efter pandemien er folk enten begyndt at arbejde mere hjemme eller tage en hurtig bid på vej fra A til B.

– Så ligesom UNESCO fejrer det traditionelle franske måltid, er der mange franskmænd, der er ved at opgive det, siger han.

Den sidste årsag handler om det, man i restaurationsbranchen kalder for ‘spøgelseskøkkener’. Et spøgelseskøkken er et professionelt køkken uden gæster, borde og facade. Her bliver der udelukkende lavet mad til levering og takeaway, ofte under flere forskellige restaurantnavne på samme tid. For kunden fremstår det som et bredt udvalg af restauranter, men i praksis kan maden komme fra det samme køkken og det samme hold kokke. Vilkår, som de små restauratører ikke kan konkurrere med.

Der findes ikke et entydigt svar på problematikken, og det er svært at sige, hvad der skal til for at vende situationen og sætte en kile i de franske restauranters nedtur. Den franske kok, Thierry Marx, mener, at en løsning kunne være at beskytte den franske gastronomi ved lov. Eksempelvis ved at gå ind og definere, hvad der skal til, før man kan kalde sig en restaurant.

Footer graphics