I 1997 flyttede jeg ind i min første lejlighed i en sidegade til Istedgade på Vesterbro. Jeg var lige blevet student, det var i byfornyelsens tidlige år, og mine 45 kvadratmeter var uden bad men med en gasradiator, som altid gik ud om natten, så man vågnede frysende – men lykkelig – om morgenen. Den kostede også kun 1.650 kroner om måneden, som man betalte på de girokort, bolighajen, som ejede ejendommen, smed ind ad postkassen.
Samme år åbnede Café Bang & Jensen på Istedgade, Vesterbros første rigtige café, som langsomt begyndte at fortrænge narkomanerne, luderne, de hjemløse og de gamle arbejdere, og der fik jeg job som afrydder i weekenderne – så jeg i hverdagene kunne hænge foran baren med kaffe og dagens ret uden at betale. Og cigaretter selvfølgelig. Cigaretter var en uundgåelig del af det at hænge på en café i de år. Det havde det selvfølgelig altid været, men i 1995, for 25 år siden, lancerede House of Prince den gule King’s (filter) og den sandfarvede King’s (light) – og netop i 1997 den Blå Kings (ultra light) og med ét var cigaretter blevet et modebrand.
I dag er det næsten umuligt at forestille sig, hvordan noget så livsfarligt som cigaretter kunne blive et modefænomen for 25 år siden, men det blev de, og især den milde Blå King’s blev et populær-kulturelt fænomen… tænk bare på Nik & Jay.
Da min nabos lejlighed en dag blev ledig, var jeg hurtig og skaffede den til min barndomsveninde Amanda, som var lige så lykkelig som jeg over for første gang at kunne lytte til den sagte summen af eget køleskab. Hun var lige startet på Arkitektskolen, og det første hun gjorde var at gå ned i den lokale farvehandler og købe tre spande maling til henholdsvis stuen, soveværelset og køkkenet. Med sig havde hun tre pakker cigaretter – den gule, den sandfarvede og den blå pakke King’s selvfølgelig – og de næste dage stod vi, og de venner som kom forbi, og malede køkkenet King’s-blå, stuen King’s-gul, og soveværelset King’s-sandfarvet. Behøver jeg sige, at den lejlighed var mere end berømt på hele Vesterbro og omegn?
Personligt havde jeg lidt en modstand mod de Blå King’s, som var det eneste valg for de moderat rygende, da de sandfarvede og de gule simpelthen var for stærke. Jeg var mest til Camel og Camel Light, som jeg syntes besad nogle poetiske og eksotiske kvaliteter med pakkens halvt usynlige dame, man kunne prøve at finde i dromedarens krop, og hvorfor var det i det hele taget en dromedar, når nu de hed Camel? Jeg købte dem altid i 10-pak, som man kunne dengang, for 14,50 koner, for så kunne man lettere bilde sig selv ind, at man ikke var rigtig ryger, hvilket man selvfølgelig heller ikke var.
Og så havde jeg en periode med den sofistikerede Craven A, som virkelig var hardcore, men det var karakterne i Bret Easton Ellis’ romaner jo også, og hvis de kunne ryge Craven A, kunne jeg vel også. For sådan ser man sig selv i de formative år. Som en karakter i en roman, man selv er i gang med at skrive. På et billede fra den tid, som min ven Mads har taget, sidder jeg i min nye lejlighed med hue på, en hullet trøje, sikkert stjålet fra min ekskæreste Maries samling af genbrugstøj, og læser i en bog, som ser ud til at være af Charles Bukowski, mens grammofonen uden tvivl spiller Tom Waits. Og jeg holder en cigaret mellem det yderste led af mine fingre.
Rygning vil altid være forbundet med det billede af ungdom. Af poesi. Af venskab. Af forelskelse. Af melankoli. Af hjertesorg. Og når jeg ser på det billede af mig selv som 19-20-årig, kan jeg ikke se, om det er en forelsket eller en ulykkelig ung udgave af mig selv, og det er også lige meget, for det er nok begge dele på én gang. Sådan er det jo i de år, hvor cigaretter var Tom Waits og Nick Cave og Leonard Cohen og Henrik Nordbrandt og Herman Hesse og Bukowski og Céline og alle de flirts, dates, one night stands, kærester og brud, som fulgte med.
Cigaretter er begyndelser. Måske fordi de i den generte fase hvor selv en beskyttende hånd med to fingre, der holder en cigaret, er som et dækkende figenblad. En selvbeskyttelse. Både et værn og en invitation, og noget man kan dele med en anden med røgen som et slør mellem sig. En rastløs handling i en tid, hvor man ikke helt ved, hvordan man skal handle. Et par fælles ord i et sprog, man er ved at udvikle sammen.
LÆS OGSÅ:
Mange år senere interviewede jeg Suzanne Brøgger i hendes hjem i landsbyen Løve på på Vestsjælland, og jeg spurgte hende – som ellers havde været notorisk storryger – om hun var stoppet med cigaretterne.
“Nej,” svarede hun med sin elegante diktion.
“Hver aften klokken 22.30 går jeg ud på terrassen og ryger én enkelt cigaret.”
Én enkelt cigaret. Selve definitionen på en livsnyder. Misforstå mig ikke, det er farligt at ryge, men én enkelt cigaret? Det kan ingen da stå for.
I disse uger har jeg igen fundet mig selv siddende med cigaretter og vin i vindueskarme omgivet af stilladser med buldrende presenninger som i et digt af Søren Ulrik Thomsen. Og for første gang i mange år tænkt over rygningens betydning. For nylig opdagede jeg så blå King’s pocket, og jeg kan lide den lidt kortere og tyndere cigarets balancepunkt, dens rytme, hvis det giver mening.
Identitet er de fortællinger, vi skaber om os sig selv, og cigaretter vil altid være en del af min, selvom Guderne (og min mor!) skal vide, at jeg ikke ryger særlig mange af dem. Så når klokken om lidt bliver 22.30, vil jeg åbne vinduet mod gården, kigge længselsfuldt ud i frostmørket, og ryge én enkelt.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
