Hun er blevet en folkehelt i Frankrig og en frontfigur på den feministiske scene. The Independent kårede hende til den mest indflydelsesrige kvinde i 2025, og hun er blevet tildelt Frankrigs fornemste civile orden: Æreslegionen.
Men al den hæder vil den nu 73-årige Gisèle Pelicot hellere have været foruden. For baggrunden for den højtopnåede status er ligeså forfærdelig, som den er gruopvækkende. Gennem en 10-årig periode blev hun bedøvet og voldtaget af sin egen mand, Dominique Pelicot, der ud over selv at voldtage hende, havde orkestreret et netværk af mænd, der ligeledes forgreb sig på hende.
Nu har hun skrevet en bog, der tager os med helt ind i det inderste og fortæller historien om, hvordan hun gik fra total fornægtelse til at tage kampen op mod et utal af overgrebsmænd og den misogyni, der lurer i det franske samfund.
Det hele skete mere eller mindre ved en tilfældighed. Hendes ægtemand gennem knap 50 år, Dominique Pelicot, blev i 2020 spottet af en vagt i et indkøbscenter med sin telefon oppe under tre kvinders nederdele, og af den årsag beslaglagde politiet både den og hans computer. Han blev ikke anholdt samme dag, så da han sammen med sin hustru kørte ind på politistationen, tænkte Gisèle Pelicot ikke mere over det. “Bare rolig. Det er en ren formalitet”, havde han sagt. Men hun skulle blive klogere.
På Dominique Pelicots computer fandt politiet en mappe, der slet og ret hed “Abuses” (Overgreb, red.). Her lå materiale af overgreb på Gisèle Pelicot, der strakte sig over et årti. Hendes mand havde i ti år bedøvet hende med angst- og sovemedicin – i et glas vin, aftensmaden, hendes yndlings hindbæris, som han havde for vane at servere for hende hende i deres seng, inden de lagde sig til at sove. Og når Gisèle Pelicot så lå der, bevidstløs, voldtog han hende. Men det var han ikke ene om. Han havde som beskrevet orkestreret et stort netværk af mænd, der i alt har forgrebet sig på hende over 200 gange.
Hvordan kunne hun ikke opdage det?
Det kunne Gisèle Pelicot godt. Hun vidste, at der var noget galt, så hun blev ved med at gå til læge, men fik altid det samme svar: de kunne ikke finde noget. Hun havde huller i hukommelsen, var til tider usammenhængende og umanerligt træt det meste af tiden, så hun opsøgte en neurolog. For måske havde hun Alzheimers eller var på vej til at dø af en hjernesvulst ligesom sin mor, tænkte hun. Testresultaterne var negative.
Hun var også til gynækolog, fordi hun ofte vågnede op i sengen med en i drivvåd pyjamas. Her fik hun det samme svar. Lægerne kunne ikke finde noget. Det viste sig, at Dominique Pelicot havde skyllet hende vaginalt efter voldtægterne, inden han havde givet hende nattøj på. Hun fandt også senere ud af, at den krone, som havde revet sig løs i hendes mund, var et resultat af voldsom oralsex.
“Skammen skal skifte side“
Helt fra starten havde Gisèle Pelicot besluttet sig for, at retssagen i Avignon i 2024 skulle køre for lukkede døre, for hun ville ikke have, at folk skulle se, hvordan hun lå livløs og blev voldtaget af et utal af mænd, men der skete noget inde i hende på en gåtur. For det var jo ikke hende, der skulle skamme sig. Hun havde ikke gjort noget forkert. De var mændene, der skulle udstilles, og derfor tog hun beslutningen om, at hele befolkningen skulle kunne følge med i retssagen.
Så da retssalen slog dørerne op, fulgte hele den franske – og internationale – presse med. For et opgør var på vej. Et opgør, der senere skulle rykke ved det franske kvindesyn, seksualmoral og lovgivning.
Et historisk udfald og politisk efterspil
Fem dage inden juleaften i 2024 fældede retten dom over alle de mænd, der var tiltalt. De skulle samlet set alle afsone 441 år. Dominique Pelicot blev idømt 20 års fængsel for en række forhold: at have bedøvet sin hustru, voldtaget hende, orkestreret voldtægtnetværket og filmet det. Over 80 mænd fremgik af videoerne, men ikke alle kunne identificeres. De 51 mænd, der til gengæld kunne, fik hver mellem 3 og 15 års fængsel.
Men én ting var, hvor længe de mange mænd skulle ind at ruske tremmer. En anden ting var, hvad det gjorde ved det franske samfund. Seksualmoralen i Frankrig har på mange måder ikke fulgt med tiden – for slet ikke at tale om lovgivningen. De fleste af mændenes forsvar var, at de ikke havde begået voldtægt, for sådan var lovgivningen skruet sammen, da retssagen kørte.
I den franske straffelov stod der, at: “voldtægt er en seksuel penetration begået ved vold, tvang, trussel eller overraskelse”, og selvom man kunne høre hende snorke på mange af videoerne, forsvarede mændene sig med, at de troede, at “hun legede med” eller “lod som om, at hun sov”. Presset efter retssagen nåede også hele vejen til det franske parlament, der ikke lang tid efter fik skrevet kravet om samtykke ind i lovgivningen om voldtægt.
Men hvad så nu?
Kan man overhovedet komme sig over et så eroderende og altopslugende forløb, hvor hele ens eksistensgrundlag er blevet revet fra hinanden? “Ja” svarer Gisèle Pelicot.
I sin bog ‘En hyldest til livet’ med undertitlen ‘Skammen skal skifte side’ skildrer Gisèle, hvordan hun går fra at leve i fornægtelse til at indse, hvad hendes ægtemand gennem 50 år har udsat hende for.
Bogen handler om det liv, hende og Dominique Pelicot levede sammen og alt det, de har kæmpet sig igennem. Økonomiske problemer, utroskab på begge sider, og hvordan de – indtil gulvtæpperne blev revet væk – nu skulle nyde deres otium på landet i et lille gult hus med blå skodder. Man følger Gisèle Pelicots rejse, og hvordan hun formår at finde både kærligheden og troen på, at der findes et frit og meningsfuldt liv på den anden side af ulykken.
Men selvom det lyder som en historie med en lykkelig slutning, er det langt fra tilfældet.
Som politiarbejdet og indsamlingen af bevismateriale akkumulerede, fandt politiet ud af, at Dominique Pelicots perverterede tilbøjeligheder ikke kun var gået ud over hans hustru. I politiets arbejde finder de billeder af deres datter, Caroline Darian, i undertøj på en seng, billeder af deres to sønner David og Florian Pelicots partnere nøgne i badet, og det kom frem, at Dominique Pelicot skulle have spurgt et af børnebørnene, om de skulle lege “doktorleg”. Mistanken om, at han også har forgrebet på dem, lurer stadig.
Dominique Pelicot har igennem hele retssagen mod sin Gisèle Pelicot nægtet at skulle have begået seksuelle overgreb på andre familiemedlemmer end sin hustru. På grund af manglende bevismateriale er der ikke blevet rejst tiltale for disse anklager. Men det er et forløb, der har skabt stor sorg og splittelse i familien.
I dag har Gisèle Pelicot taget sit pigenavn tilbage, og der står nu Gisèle Guillou på postkassen. Hun har slået sig ned på den lille ø, l’île de Ré , sammen med sin nyvundne kærlighed, Jean-Loup, der mistede sin kone til kræft ikke lang tid før deres veje krydsede hinanden. Men selvom ‘En hyldest til livet’ er et vidnesbyrd om kvindekamp, og hvordan man rejser sig igen, er det også en fortælling om en familie, der aldrig rigtig finder sit fodfæste og hinanden.
Til sidst i bogen har Gisèle Guillou noget, hun gerne vil sige til de børn og børnebørn, som hun savner:
– Jeg vil fortælle dem, at man kan genopstå fra asken. At jeg lever, at jeg har genfundet min livsglæde, at jeg elsker Jean-Loup, og at jeg jævnligt lægger blomster ved hans hustrus grav, for nutiden udviskes aldrig af fortiden. Jeg vil fortælle dem, at jeg ikke længere er bange for at være alene, men at jeg har brug for at tro på kærligheden.
