Ugh.
Sådan kom jeg til at tænke, da jeg så et opslag på Instagram, hvor sanger Christopher og hans hustru, influencer og model Cecilie Haugaard alias Cillemouse, annoncerede, at de skulle flytte ud på en gammel bondegård for at følge drømmen om et “langsommere liv og et sted med højt til loftet, beskidte fingre, beskidte børn, dyr, grøntsager fra køkkenhaven og lange sommeraftener”.
Jeg kender ikke kendisparret personligt, og gårdeventyret lyder jo i bund og grund ganske skønt. Vidunderligt endda. Det lyder som jagten på en tilværelse, der er mere ægte, rå, genuin. Mere autentisk.
Jeg er måske lidt jaloux – parret beskriver netop det, mange af os drømmer i en tid, hvor internettet er ved at rende over med AI-slop og gule breaking-bjælker, der annoncerer verdens forfald. Det er naturligt, at vi søger væk eller måske nærmere tilbage til noget enklere. Væk fra skærmene og ned i et par gummistøvler og ud og mærke noget græs. Og hvad er der nu galt med det?
Sagen er, at søgen efter autenticitet er gået hen og blevet en statusmarkør i sig selv. I vores tid er der intet større kompliment at få end det, der handler om, at man formår at være autentisk.
Da jeg for et par uger siden blev gift, og bryllupsfesten blev holdt på mine forældres gård – et sted, der er gået i arv i generationer og har frodige marker, træer og en sø (og ironisk nok er et stenkast fra Christopher og Cillemouses kommende bondegård) – komplimenterede gæsterne de “autentiske omgivelser”. Og jeg må da også indrømme, at netop det adjektiv var i forgrunden, da jeg skulle udvælge de billeder, jeg ville dele fra festen. Hvordan kunne jeg bedst vise omverdenen, at det var en mega autentisk begivenhed?
Vores romantisering af autenticitet er da heller ikke så mærkelig. Vi er trætte af internettets lortificering og influencernes perfekte, kuraterede billeder. Så nu skrotter vi gourmethotdoggen til fordel for en Henning i presenning fra pølsevognen på gadehjørnet. Vi tager på vandreture i Balkan med analoge kameraer, romantiserer brune værtshuse, håndværkerfagene og alle skovområderne uden for Ring 2. Vi er Christopher og Cillemouse, der forlader det perfekte hus i Hellerup for at flytte på landet, hvor det der autenticitets-halløj sikkert kan findes.
Og mens vi filosoferer over vigtigheden af at være autentiske, som var vi Aristoteles i Arc’teryx-tøj, så deler vi snapshots af Det Sande Liv med vores følgere, for vi kan ikke lade være. Hvordan skal omverden vide, at vi lever vores bedste, mest autentiske liv, hvis ikke vi viser det?
De fotodumps, der deles, ser tilfældige og grynede ud, selv om de er kurateret med kirurgisk præcision. Don’t try too hard, lyder en oldgammel tommelfingerregel, når det kommer til coolness, og den gælder selvfølgelig også her.
Vores jagt efter autenticitet har udhulet begrebet fuldstændigt. Vi pynter os med lånte fjer, når vi siger, at vi gerne vil være autentiske – dét, vi egentlig vil, er at have mere tid til at dyrke os selv, vores uopdagede hobbyer og talenter, vores sande jeg, alt imens vi fortsat tager billeder af os selv. Autenticitet er blot et sexet røgslør, der skjuler, hvad denne stræben egentlig handler om: At anskue os selv udefra og blive selvtilfredse over, hvor selvrealiserede vi er. Det er lige dele selvoptaget og ulideligt.
Og tag ikke fejl: Den slags tid, vi søger (mig-tid), kræver penge.
Det ved byen godt, og der er da også flere og flere steder, der netop brander sig på at være uformelle, lowkey og autentiske for at tiltrække os. Tag den stigende mængde autoværksteder, der er blevet omdannet til naturvinsbarer og kulturrum i henholdsvis København, Århus og Svendborg. Selv om disse steder er et klassisk eksempel på gentrificering, så markedsfører stederne sig netop på at være uformelle og uprætentiøse, selv om de naturvin, man kan købe, koster en halv måneds husleje. Æstetikken er også i høj grad bevaret; det ligner, at man sidder i et autoværksted, hvis ikke det var for de seje københavnere og rodfrugtfarvede naturvin.
Hvis vi virkelig ville et autentisk sted hen, ville vi så ikke tage ud til det lokale værtshus i Ballerup med 350S, fordi vi alligevel skulle ud og besøge mormor?
– Det er mig, der gør København kedelig. Hvordan stopper vi mig?, spørger journalist Andreas Kønig i Politiken og kalder sig selv for “gentrificeringens paradoks”: jo mere, han gør for at være autentisk i København, desto mere generisk bliver byen.
Drop jagten, siger jeg bare. Er du født efter 1980 og bor i København, er det komplet umuligt at leve autentisk i København. Mens gentrificering oprindeligt refererede til, at velhavende mennesker overtog arbejderkvarterer, har begrebet sidenhen udviklet sig til at rumme en langt større betydning, som sociolog Japonica Brown-Saracino fortæller i sin bog ‘The Death and Life of Gentrification’. I dag bruger vi til at beskrive, at noget mister sin oprindelige kultur og – ikke mindst – autenticitet.
Stop den pladderromantiske jagt på et autentiske liv og omdøb det til det, som det i virkeligheden er: Mere mig-tid.
Og lad os så komme videre.
