10 måneder inde i eksperimentet går det galt: Jeg er blevet smaskforelsket

Hej chat, findes der et ordsprog, der siger, at når man aktivt stopper med at lede efter romantisk kærlighed, så vil man møde den mest fantastiske mand nogensinde og ende med at have en vaskeægte Roskilde-romance og bliver smaskhamrende forelsket – og så blive snotforvirret over, hvad man lige skal stille op med sit kærlighedseksperiment?

Nå, men det er det, der er sket for mig. 

Det hele startede faktisk tilbage på Bodega Danza en aften i maj. En bunke venner og jeg holdt fælles fejring af vores forårsfødselsdage med karaokerum, partybus og smadretur til Kødbyen. Needless to say, så var det en meget våd aften, og den sjoveste jeg har haft i lang tid. 

Som jeg har beskrevet i en tidligere klumme, så er der kæmpe stemning omkring at være single i min vennegruppe lige for tiden. Hele selskabet var i scorehumør, og ingen singler måtte gå hjem alene – gigantisk succes, jo. 

Min egen scoring, Adam, bumpede jeg ind i på dansegulvet, hvor jeg spildte cirka hele min vodka-danskvand ud over hans bukser, fordi jeg blev så perpleks over, hvor lækker jeg synes, han var. Høj, mørke krøller, dybe øjne og et kæmpe smil på. I fuld panik over at have hældt min drink ud over ham, prøvede jeg at tørre bukserne med mit eget skjorteærme; jeg var seriøst nede på knæ og i fuld gang med at gnubbe mine arme mod hans lår, da han løftede mig op, flækkede af grin og sagde “Du kunne også bare sige ‘hej’”. Og så snavede vi. 

Ikke ret længe efter tog vi hjem til mig, bukserne fik en tur i vaskemaskinen, og jeg havde den mest vidunderlige nat med min hotte scoring. Næste morgen var jeg ved at komme for sent til den traditionsrige tømmermandsbrunch post fødselsdagsfejring – en rigtig dejlig aftale, når man har tømse alene, men lidt træls, når der ligger en lille gæst i sengen. Summa summarum, det gik hurtigt med at komme af sted, og ingen fik bedt om hinandens telefonnumre. 

MEN det var jo også meningen. For jeg skal jo ikke date. Og at SMS’e med Adam for at ses igen ville tælle som at arrangere en date. Ren haram. Men den rev sgu lidt i hjertet. 

Jeg accepterede, at Adam og jeg ikke skulle være andet end en engangsfornøjelse. Jeg afholdt endda mig selv fra at finde ham på sociale medier – altså WHO AM I?? Jeg plejer altid at køre en solid deep dive på samtlige kanaler, og det er faktisk uanset, om jeg har lyst til at se min scoring igen eller ej. Men jeg tror inderst inde godt jeg vidste, at hvis jeg først tillod mig selv at falde ned i dét hul, så ville jeg aldrig komme op igen. 

Skæbnen ville at jeg mødte ham igen på Roskilde Festival. Som nogen måske kan huske, havde jeg i sidste måneds klumme kæmpe krise over at være blevet dumpet af en veninde på grund af et skænderi om fredagens koncert med Addison Rae. Jeg var derfor på ingen måde i hopla om fredagen, men gik alligevel med til at prøve at komme lidt i stemning. Min camp og jeg håbede, at koncerten med countryvidunderet Sierra Ferrell ville være den perfekte pick-me-up til mit sorgfulde hjerte. Og vi fik ret. 

Koncerten var fantastisk, og ja, et mix af violiner, banjospil og fantastiske outfits var faktisk langt hen ad vejen nok til at få mig tilbage til orange feeling. Men mens jeg stod der og nød en musikalsk sviptur til West Virginia, så fik jeg øje på et velkendt ansigt under en stor sort cowboyhat: Adam. 

Han stod blot et par meter fra mig, dressed to impress i hat, skovmandsskjorte og halsklud, med en kande fadøl i hånden og ti shots i bæltet, og så helt og komplet lykkelig ud. 

Jeg tænkte ikke engang over, om det var inden for kærlighedseksperimentets grænser, jeg gik bare direkte derover og omfavnede ham, så han spildte øl hele vejen ned i min taske. Det var den perfekte genforening. 

Resten af koncerten gik med at færdiggøre hans drikkevarer og holde lidt i hånd. Resten af dagen var vi uadskillelige. I stedet for at gå i pitten til Addison Rae holdt vi hinanden med selskab i køen til spaghettiboden, hvor popmusikken dannede soundtrack til et vaskeægte lille lady og vagabonden pasta-moment. Vi møvede os ind midt i teltet til David Byrne, og Adam tog mig op på skuldrene. Vi gik på Gringo Bar og bestilte nok strawberry daiquiris til, at jeg også kunne få mig en cowboyhat. Vi snavede da Oklou gik på scenen og stoppede først, da hun gik af igen. Han holdt min taske, mens jeg tissede i hegnet. Vi nåede både at se Yung Lean & Bladee og Vegyn. Vi kunne slet, slet ikke få nok af hinanden. 

Vi besluttede os naturligvis for at slutte aftenen i Dream City. Og findes der noget bedre end at gå helt euforisk hånd i hånd ned gennem smatten, hvor man lige får et snav og en dans ved hver camp-fest? Det gør der faktisk ikke, og dem der har prøvet det, ved det. En Roskilde-romance er en slags naturkraft, som selv ikke den mest kyniske kærlighedsfornægter kan stå imod. Det kan godt være, vi kun har kendt hinanden i fem minutter, men DET ER ROSKILDE, og nu vi skal være de mest tungeslaskende pladderromantiske kærester, der nogensinde har eksisteret. Alle aftaler med venner og camp går op i røg, og ethvert øjeblik dedikeres til den her nye person, som man er sikker på, man skal være sammen med for evigt – for aftenen får aldrig nogensinde en ende. 

Vi for vild ude i campingområdet, og pludselig var vi tæt på busserne, der kører tilbage til København. Adam er et af de overmennesker, der tager frem og tilbage hver dag på Roskilde, hvilket forklarede hans skarpe udklædning. Ingen, jeg gentager INGEN, der bor en uge i en Roskilde-camp kan få deres cowboyhat til at vare helt til om fredagen, uanset hvor silent og clean der så måtte være. Han foreslog at jeg tog med hjem til ham, og der skulle absolut ingen overtalelse til. Vi delte et sæde i bussen, jeg faldt i søvn i hans arme, og han måtte nærmest bære mig ind i den taxa, som fragtede os hjem til hans lejlighed. 

Næste morgen hentede han morgenbrød og kaffe, og han viste mig, hvordan han havde placeret alle mine øl-inficerede ting på radiatoren, så de nu var helt tørre. Full circle moment, ikke? Før jeg gik, bad han om mit telefonnummer, og jeg gav ham det.

Og ja, det er så her jeg havner i et dilemma. For der er ingen tvivl om, at hvis jeg planlægger at ses med Adam igen – hvilket jeg jo uden tvivl og helt åndssvagt meget har lyst til – så bryder jeg mine egne regler. Jeg ville kaste kærlighedseksperimentet ud med det beskidte post-festival badevand, og det går jo ikke. For hele årsagen til at søge væk fra dates og romantisk kærlighed i et helt år er, at jeg skal finde ud af, hvad jeg egentlig vil med den slags kærlighed i mit liv. Og det ved jeg ikke endnu. 

Det ville ikke være noget problem, hvis Adam aldrig skrev til mig. Men som det pragteksemplar af en mand han er, så skrev han selvfølgelig fluks lørdag eftermiddag for at høre, om jeg var kommet godt tilbage på festivalen, og om jeg havde en god dag. Den svarede jeg på. Det måtte jeg godt, tænkte jeg, og dømte det til at være inden for skiven. Den ene SMS blev selvfølgelig til flere, og tråden har været varm lige siden. 

Nu har Adam inviteret mig ud. Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har tænkt og tænkt, jeg har skrevet en plus/minus liste, og jeg har endevendt situationen med samtlige af mine veninder. Ingen sidder på det rigtige svar. Jeg er lige så dødsenshamrende forelsket i ham, som jeg er opsat på at overholde mine egne dumme regler de sidste to goddamn måneder af eksperimentet. 

Beslutningen om jeg skal eller ikke skal afvise ham er endnu ikke taget. Så for nu må jeg sige “to be continued” indtil næste måned. Ønsk mig held og lykke.