De allerede indkomne høringssvar siger en del om, hvad det er, der er løbet af sporet i København i de seneste 5-7 år. Mange svar spejler 1:1 de råb, vi beboere i Indre By og i de indre dele af brokvartererne kan høre, mens vi prøver at få lidt nattesøvn, så vi kan komme op og være virksomme: “Vi skal booze!” og “LET THE CAFÉS LIVEEEEEE” og “levvvvv” og “leg med fissen” og “Beer rocks!!!”.
Man må formode de pågældende svar skal forstås som et “nej tak” til forslaget om at rykke festen indenfor klokken 22 på hverdage. Andre mener, at den sene udeservering skal bevares “fordi Marcus er en fucking nice bartender”, og fordi “Marcus er sød”. Nogle synes at tro, at forslaget ligefrem går ud på helt at “lukke” udeserveringen og ikke et forsøg på at imødekomme folk uden samme snævre opfattelse af, hvad det vil sige at have “liv i byen”. En borger fra Køge mener, det vil “dræbe København”, en borger fra Nexø at det vil “ødelægge dansk kultur”, og flere mener ligefrem, at det vil “ødelægge” deres ungdom, hvis ikke de kan få deres øl serveret udenfor efter klokken 22 på hverdage i København.
Det er også et klart nej tak, forstår man, til forslaget fra borgere i Helsingør, Birkerød, Glostrup, Solrød Strand, Rødovre, Hvidovre, Ballerup, Ølstykke, Holbæk, Ishøj, Vedbæk, Holte, Hørsholm, Allerød, Roskilde, Korsør, Viby, Odense, Egtved og Hobro. I omegnskommunerne, og resten af landet, i Malmø og endda i Oslo opfattes det efter alt at dømme som en frihedsret at kunne nyde uindskrænket udeservering i København, som én skrev: “24/7”. En herre fra Frederiksberg mener, det er “moralsk forkert” og “en del af vores ret som frie borgere at kunne nyde servering udenfor så meget vi vil”. En herre fra Herlev fremfører at det er “en folkeret at kunne sidde udenfor og nyde en øl på en bar”.
I Skovlunde synes man at “22 er for tidligt i indre københavn”. I Valby og Hvidovre håber man at “klubberne er åben til efter kl 02”. I Rødovre siger man: “Ik luk før kl 03”. Fra Helsingør lyder opfordringen: “Man skal huske at hygge!”. En borger i Valby kalder forslaget “en forbrydelse mod Den Danske Hygge.” En borger i Holbæk mener ikke, der er noget mere “fantastisk” end “pulsen og livet i en storby sent en sommeraften”. En borger, der selv har valgt at bosætte sig i “Kongens Lyngby”, synes det er “en del af charmen ved at bo i byen at man kan høre glade mennesker sidde og nyde en øl på gaden”. I Holte kaldes forslaget “ny-puriatisme” af en borger som er bekymret for “turisyerne” og for “dem der rejser 1.5 time for at hygge sig, for at møde nye mennesker, nye romancer”.
Hvis ikke man fortsat tilgodeser de behov, som hurtigt bliver ret tydelige når man læser høringssvarene igennem, vil det have “konsekvenser”. Én truer med udelukkende at tage i byen på Frederiksberg, en anden (fra organisationen “Druk”) med at flytte til udlandet. Det er åbenbart ikke nok at de fortsat kan få udendørs servering i Metropolzonen, Nyhavn og Kødbyen frem til klokken to om natten.
Folk tager fejl
Mange argumenterer i deres høringssvar for at København er en “metropol” og sammenligner med “andre europæiske storbyer”, idet man åbenbart antager at udeserveringsreglerne i storbyer som for eksempel Berlin, Rom, Paris og Amsterdam er mindre restriktive end de beskedne forslag, der nu stilles. Man bekymrer sig for at turisterne vil udeblive, hvis ikke dem fra Glostrup og Holte kan få serveret øl i de københavnske gader til ud på de små timer.
Men faktisk er ingen af de andre europæiske storbyer indrettet med henblik på at en begrænset gruppe frit kan opdyrke og udleve en uindskrænket udendørs fest- og drukkultur.
I Berlin rykker festen indenfor klokken 22, i Rom er “pubcrawls” forbudt, ligesom det ulovligt overhovedet at indtage eller sælge alkohol i det offentlige rum efter klokken 22. Faktisk er det—i et forsøg på at komme larmende og forstyrrende turisme til livs—blevet ulovligt så meget som at spise en pizzaslice på pladser og trapper og ved fontæner og monumenter, fordi den type spisning ofte medfører indtag af alkohol, og indtag af alkohol ofte fører til, nå ja, de forhold, man kan opleve i de indre-københavnske gader efter klokken 22, langs havnebassinerne, på pladser og i parker.
I Paris slutter udendørsserveringen klokken 22 alle dage, der må ikke spilles musik, og det er desuden ulovligt at indtage alkohol på gaden i store dele af byen, i parker og langs Seinen. Jeg kan tilføje, at man uden at ryste på hånden overfor caféejere og deres publikum i 2021 indførte et forbud, ikke bare i Paris, men i hele Frankrig, mod brug af de varmelamper, der ellers har holdt kunstigt liv i udendørsservingen i vinterhalvåret. Den ansvarlige politiker, Barbara Pompili, har kaldt de opvarmede terrasser på restauranter og caféer for “en økologisk afvigelse” og fremført, at “vi kan ikke køre med aircondition i gaderne midt på sommeren når det er tredive grader udenfor, og vi kan heller ikke opvarme terrasser midt om vinteren, blot fordi det er behageligt at drikke sin kaffe udenfor”.
I Amsterdam er det forbudt at drikke, støje, urinere og smide affald i det offentlige rum, fordi “Amsterdam is for everyone” og ikke kun for de drikkende, støjende og urinerende. Det udendørs alkoholindtag er begrænset til autoriserede udskænkningssteder, hvis udendørstilladelser varierer sommer og vinter og efter område, og i følge NL Times har man indført “blacklists”—med særlig tilladelse til brug af fotos og personlige data—på 137 udskænkningssteder, hvor gæster med problematisk adfærd kan blive udelukket i op til to år.
Andre europæiske storbyer har kort sagt indført meget mere vidtgående tiltag end nærværende forslag for at skabe balancerede byer, hvor almindelige mennesker også har mulighed for at føre en nogenlunde almindelig tilværelse.
Det er blandt andet det, der gør disse byer så attraktive for turister. Byer hvor de lokale selv har lyst til at være og udfolde deres dagligliv, byer med ægte lokalmiljø er ganske enkelt spændende at besøge. Men det kommer selvfølgelig an på, hvilken form for turisme man er interesseret i at tiltrække i København. Der findes mange slags turisme (prøv bare at google: “party destinations”), der vil altid være nogen, der synes at Sunny Beach og Ibiza er det fedeste. Hvis der er turister, der fravælger København, fordi de ikke kan få serveret øl udendørs en tirsdag aften klokken 23.30, vil der til gengæld være andre turister, som vil finde en by indrettet efter mere balancerede principper mere attraktiv.
Kun de rige kan flytte
Det mest konstruktive forslag i høringssvarene fra barpublikummet og deres støtter er, at københavnerne bare kan flytte ud af byen. Efter samme logik kunne man opfordre folk fra Lyngby og Hvidovre til at kræve deres sene udendørsservering i Lyngby og Hvidovre. Men der er noget, der tyder på, københavnerne gør netop det: Flytter ud af byen—og også at det er en ganske bestemt gruppe, nemlig dem der har råd til det. I hvert fald er den gennemsnitlige årsindkomst hos dem der flytter ud i følge “Status på København 2022” 64.000 kroner højere end hos dem der flytter til.
Så selvom København stadig har flere tilflyttere end fraflyttere, er der et ganske stort nettotab forbundet med dem, der vælger at flytte: “fraflytterne har en samlet disponibel indkomst, der er næsten 2 milliarder kroner større end tilflytterne”. Måske er det folk, der har brug for at komme op og være produktive med noget andet end at drikke shots i Gothersgade?
Ifølge Danmarks Statistik er den absolut største aldersgruppe i København de 20-29-årige, og andelen af borgere over den alder er støt faldende tiår for tiår. Kun ti procent af københavnerne er over tres. Det efterlader en gennemsnitsalder på 36 år—seks år lavere end i resten af landet. Til sammenligning er gennemsnitsalderen i Paris 42 år, i Amsterdam og Rom 43 år og i Madrid og Berlin 46 år, alle steder hvor det vægtes, at man både kan bo og arbejde. Ifølge “Status på København 2022” er der i København “relativt få jobs der er besat af kommunens egne borgere”. Den interne arbejdsstyrke ligger på under 55%. Man kan selvfølgelig argumentere for, at København fortsat skal indrettes med henblik på at tilfredsstille behovene hos den gruppe indbyggere, der er flest af og lade den sene udendørs udskænkningsbusiness fortsætte as usual.
Spørgsmålet er, om det er den slags by, vi ønsker. Den grænseløst succesfulde “Gang i byen”-kampagne, som har prioriteret Horestas medlemmer og deres publikum har været med til at skabe en ikke særlig mangfoldig by, som det er blevet stadigt vanskeligere at færdes i for dem, der ikke primært er her for at deltage i den udendørs fest. En borger fra Hvidovre, som i sit høringssvar beskriver sig som “en meget social pige, som tit nyde en god drink eller øl efter arbejde med mine veninder”, argumenterer for, at det vil gøre “Københavns gader mindre trykke”—og at det i hvert fald vil gøre lige præcis hende mindre tryg at skulle gå hjem, hvis ikke udeserveringen fortsætter til klokken 24 en mandag aften. Men Københavns gader er ikke kun til for de sociale piger fra Hvidovre.
Som illustration kan jeg fortælle om den aften, jeg var i biografen i Indre By med en ældre ven, som bor på Nørrebro. Han var på cykel, men da vi kom ud af biografen var der ingen steder han kunne foretage den simple handling at sætte sig op på den og cykle hjem. Råben, smadrede flasker, kaos, grupper af fulde mennesker, der ramlede ind i ham (han er dårligt gående). Vanvidskørsel op ad Strøget. Just another night i Indre By. Jeg måtte følge ham en lang omvej gennem byen, helt ud til hjørnet af Borgergade og Sølvgade, før han endelig kunne sætte sig op og cykle hjem. Jeg var i det mindste glad for, at han ikke var gået i biografen alene. Siden er han holdt op med at gå i biografen om aftenen overhovedet.
Så hvis vi ønsker en by for forskellige mennesker herunder erhvervsaktive, der er beskæftiget i andre typer af erhverv end bar- og restaurationsdrift, familier med skolebørn, kørestolsbrugere, ja, sågar mennesker, der er over 60 år gamle, er de forslag, der stilles om at lukke ned for udeserveringen klokken 22—i det mindste i hverdagene—en god begyndelse.
Lad restauranterne betale selv
Det virker også indlysende rimeligt, at de barer og restauranter, som har en kommerciel interesse i udeserveringen selv skal dække omkostningerne for administration, tilsyn og forvaltning via et gebyr for selvsamme udeserveringstilladelse, fremfor at sende regningen videre til de borgere der skal leve med generne fra den. Det troede jeg faktisk allerede var tilfældet, og det støder ærlig talt min retfærdighedssans nu at vide, at vi beboere—der her i vores kvarter omkring Borgergade i årevis har kæmpet for at få kommunen til at håndhæve de regler kommunen selv har sat—åbenbart i al den tid selv har betalt for de mangelfulde og stort set uvirksomme tilsyn, der har været og ikke de restauratører, der har drevet forretning på at bryde reglerne igen og igen. Og igen og igen og igen.
Helt indlysende er det også, at der skal sættes begrænsninger på den kommercielle udnyttelse af det, der skal forestille at være offentlige fortove, så borgerne kan komme frem og tilbage til aktiviteter, der ikke kun handler om at spise og drikke. Forslaget om at restauranter og barer “minimum” skal efterlade 0,8 meter fri passage, så kørestolsbrugere også kan bruge byens fortove (sammen med folk der bruger gangstativ eller stok), burde forlængst have været indført som et minimum. Ja tak også til forslaget om opmærkning ved udeservering. De gældende regler, i det omfang der er nogen, virker ikke.
De tre restauranter, der ligger i vores karré fik først tilladelse til udeservering to år efter de havde påbegyndt den. Nu er vi nået dertil, hvor der uden videre placeres stole med ventende gæster foran vores vores port og dækkes borde op ude midt på vejen, så der kan blive plads til endnu flere gæster end dem, der fylder fortovet op. Beboerne i vores karré kan ikke komme frem og tilbage til deres hoveddør, ikke gå udenom på vejen, og ikke låse sig ind deres gård for at stille deres cykler uden først—med tunge indkøbsposer på styret—at skulle bede et selskab om at rejse sig med deres Aperol Spritz og spaghettiretter, så de kan komme ind i deres hjem. En synlig opmærkning vil i det mindste gøre det enkelt og let for alle at se, hvor reglerne overholdes, og hvor de overtrædes.
Til alle jer i Borgerrepræsentationen, der skal tage stilling til forslagene om ændringen i administrationsgrundlaget, og som tænker: “Der skal da være liv i byen”, og “vil man have sove om natten, må man flytte på landet” og “vi skal ikke begrænse det frie (restaurations)erhverv” og så videre, vil jeg gerne opfordre til at gå en tur gennem Indre By efter klokken 22 en torsdag, fredag eller lørdag. Du kan for eksempel gå ned ad Vestergade eller Strøget og videre ned ad Skindergade, hvor drugdealers kører vanvidskørsel i loop op ad Strædet og rundt og rundt og rundt i store sort-glinsende drugdealer-biler på sjette-syvende år, fordi der —takket være “Gang i byen”-kampagnen og intet politi—er et støt og stabilt kundeunderlag.
Så kan du gå videre op ad Købmagergade, ned ad Sværtegade, videre ad Grønnegade (som for otte-ti år siden var en hyggelig gade med lokalmiljø a la de europæiske storbyer, vi gerne vil sammenligne os med) og videre hen ad Gothersgade mod Kongens Nytorv. Tag eventuelt din gamle mor med. Og spørg dig selv—og hende—om det virkelig er den by, I gerne vil vise frem for turisterne? Har du lyst til at dine børn skal vokse op her? Er det den by du selv ønsker at være i? Også når du bliver 46, 56 og 66?
