Boligejere i København har kronede dage. Sidste måned kom det frem, at lejlighedspriserne i København er steget med hele 24,3 procent det seneste år, ifølge nye tal fra Boligsiden, som TV 2 har skrevet om.
For dem med en ejerbolig betyder stigningen, at en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter det seneste år er blevet over én million kroner mere værd.
Ud over at man kan tjene en svimlende sum ved bare at have en bolig, så gør udviklingen også, at rige forældre er blevet den mest gangbare valuta, hvis man vil ind på boligmarkedet.
Og har man ikke velhavende forældre – eller bare forældre, der købte en lejlighed, dengang priserne var mere spiselige – ser ens boligdrømme mere og mere spinkle ud.
Det er med andre ord lettere end nogensinde at være mavesur på dem, der har fået en forlomme på boligmarkedet. Ved de overhovedet, hvor godt de har det? Og skammer de sig ikke over det?
Jo, lyder svaret fra flere københavnere, der bor eller har boet i forældrekøb. ‘Boligskam’ er blevet et fænomen.
Men det er ikke let at tale om boligskam. Mange vægrer sig ved at stille op til et interview, fordi de udmærket er klar over, at de sætter boligrøven lige i klaskehøjde; at kritikken vil hagle ned.
Da jeg lavede et opslag på Facebook for at høre, om der var nogen, der genkendte oplevelsen af boligskam og havde lyst til at tale om det til denne artikel, væltede reaktionerne hurtigt ind. Og de var ikke positive.
Det var navlepillende og forkælet at skamme sig over at bo i forældrekøb – og skammede man sig, skulle man helst “lukke røven” og glæde sig over, at man ikke har større problemer i livet, var ordlyden i kommentarsporet. Lettere sarkastisk blev det anbefalet, at interviewet kunne foregå på et luksusbageri med udsigt over alle dem, der ikke havde råd til at købe en bolig.
I min indbakke var reaktionen dog noget anderledes. Her rakte flere, der boede i forældrekøb, ud og fortalte, at de genkendte følelsen af boligskam. Ord som ‘privilegeret’, ‘hykleri’ og ‘provokerende’ gik igen. Flere ville gerne stille op til interview, men ombestemte sig, da de så reaktionerne i kommentarfeltet på opslaget.
Siger hun bor til leje
Én af dem, der har sagt ja til et interview, er 37-årige Line, der arbejder som forskningsadministrator og tjener en halv million om året. Hun bor på grænsen mellem Sydhavn og Valby i en lejlighed, der er købt af hendes forældre.
– Når jeg følger med i debatten om boligpriser, så får jeg lyst til at forarges sammen med alle de andre over, hvordan det skaber ulighed, og hvordan priserne bliver presset op af alle de der forældrekøb. Men det kan jeg jo overhovedet ikke tillade mig, fordi jeg selv sidder i det, siger hun.
Hun plejer at fortælle folk, at hun bor til leje, da det “føles lidt bedre”. For hende hænger skammen også sammen med hendes alder. Hun har stadig et stort SU-lån, der gør, at hun ikke ville kunne få lov at låne penge til at købe en bolig. Og da hun er alenemor til sin søn, havde hun ikke lyst til at flytte væk fra byen, hvor han gik i skole.
Og der var hun heldig, at hendes forældre kunne træde til.
– Jeg er jo helt vildt taknemmelig, men det føles også sådan lidt… Nu jeg er fuldvoksen og klarer mig selv, men mor og far kommer lige forbi to gange om ugen med lasagne-agtigt. Det er i virkeligheden det, jeg koger det ned til i mit hoved: At jeg ikke kan klare mig selv i en alder af 37.
Hun indrømmer også, at den prekære situation som alenemor gør forældrekøbet lettere at retfærdiggøre.
– I skammen, så kan jeg holde mig lidt til, at åh, men det var faktisk også lidt synd for mig, siger hun og tilføjer, at hun godt ved, at det er hyklerisk.
Tonen er hård
Jeg har også talt med en 25-årig mandlig studerende, der fortæller, at han havde fået en dejlig lejlighed af sine forældre på en eftertragtet adresse på Vesterbro og sågar kan leje den ud på Airbnb i flere måneder, så det finansierer udgifterne resten af året.
– De fleste af mine venner er færdiguddannede og har job, men kan hverken få en ejer- eller andelslejlighed. Det føles unfair, jeg kan bo, som jeg gør, fortæller han.
For nogle kommer følelsen af skam af, at de ofte oplever at blive mødt med stikpiller for deres privilegerede boligsituation.
34-årige Pernille, der er akademiker og bor i København, fortæller, at hun er træt af at “gå på listefødder” og føle, at hun ikke må have holdninger til emner som regulering af boligmarkedet og arveskat, fordi nogle mener, at hun er “født med en guldske i røven”.
– Negative bemærkninger kommer oftest indirekte eller under politiske diskussioner. Og så er tonen ofte ret hård, når emnet bringes op, især når folk ikke er bekendt med min situation, hvorfor de taler mere frit.
Hendes lejlighed blev købt af hendes far for de penge, han tjente ved salget af sin virksomhed, som han var nødsaget til at sælge grundet en uhelbredelig kræftsygdom. Dengang hun boede til leje i forældrekøb, var hun på SU, og huslejen lå på 11.000 kroner inklusiv alt.
– Jeg har ikke længere min far, men har gennem tiden jo måttet lægge øre til, hvor heldig og forkælet jeg er. Jeg føler mig ikke heldig, jeg har mistet min far, siger hun.
Ræverød, men…
Noget tyder på, at man hurtigt kan havne i en politisk kattepine, når man sidder i en forældrekøbt lejlighed. Vi forventer af hinanden, at vores boligsituation harmonerer med vores politiske ståsted, ellers er der tale om hykleri.
For 37-årige Line kommer boligskammen over sit forældrekøb netop til udtryk via en følelse af hykleri. Hun bryder sig ikke om den stigende grad af gentrificering og alle de “flat whites og vinbarer”, der popper op i eksempelvis Sydhavnen, hvor hun selv bor. Hun ved dog også, at hun netop er en aktiv del af den udvikling.
Hun er “ræverød” og stemmer på Enhedslisten. Men når det kommer til boligområdet, er det rarest ikke at tænke på.
– Det er jo identitetsmæssigt udfordrende, fordi jeg på den ene side vil alt muligt godt i verden og er ræverød og synes, at vi må skabe noget mere lighed i det her samfund, og det går kun den forkerte vej. Og så sidder jeg på den anden side dagligt og har det rigtig fedt på bekostning af ret mange andre.
Så er jeg jo nødt til at spørge: Hvorfor flytter du så ikke?
– Ja, jeg ved det godt. Der har jeg jo ikke noget forsvar andet end bekvemmelighedsforklaringen.
Er du venstreorienteret, fordi du har råd til det?
– Jamen, det er jeg tilbøjelig til at være enig i. Fordi det er dejligt nemt at sige, at jeg synes, vi allesammen skal være her, og at alle minoriteter skal have mulighed for at blive hørt. Og så er jeg selv… ja, højtuddannet, veltjenende, Politiken Plus-segment. Og gør jeg egentlig noget aktivt for alt det, jeg synes? Ja, det synes jeg jo, når jeg står nede i stemmeboksen. Men så alligevel, for eksempel i boligsituationen, der modarbejder jeg jo nærmest aktivt det, jeg selv tror på.
Hun er ikke den eneste, der fortæller, at hendes forældrekøb kan bringe hendes politiske ståsted under pres. En mandlig boligejer i 20’erne fortæller anonymt til Heartbeats, at han nok ender med at stemme blåt til valget, fordi han ikke vil risikere beskatning af boliggevinst og højere arveafgift. Også selv om han ellers identificerer sig mest med en venstreorienteret politik.
– Det splitter mig utroligt meget, da jeg ikke kan stå inde for de mest højreorienterede partiers politik på andre områder, siger han og tilføjer, at netop boligspørgsmålet kan få ham til at føle sig “politisk hjemløs”.
Mange måder at være rig på
Det er dog langt fra alle, der har ondt i maven over at bo i forældrekøb eller lader det have indflydelse på stemmekrydset. Én af dem er 35-årige Jesper, der bor på Vesterbro i en andelslejlighed, som hans forældre købte i 2012. Han skylder dem en privatgæld, så renten blev “noget bedre”, fortæller han. Politisk placerer han sig lidt til højre for midten og stemmer blankt.
Han betaler 2.400 kroner i månedlig husleje, mens hans værelseskammerat betaler 4.000 kroner. Det er ikke helt fair, ved han godt.
– Til gengæld bor vedkommende billigt midt på Vesterbro, fortæller han.
Til daglig er han butiksansat og har 14.000 kroner til rådighed, efter de faste udgifter er dækket. Hans boligsituation er noget, han er fuldstændig åben omkring.
– Der er ikke nogen, der ikke ved det. Jeg er et åbent menneske, og jeg synes ikke, at det er noget at skamme sig over. Men jeg ved godt, at jeg er meget privilegeret, fordi jeg havde muligheden for at låne penge. Det sætter jeg stor pris på.
Han mener, at der er mange måder at være privilegeret på.
– Jeg er ikke misundeligt anlagt, mange af mine venner tjener eksempelvis meget mere end mig. Nogle tjener 100.000 om måneden, andre tjener omkring 60.000 kroner. Jeg er rig på venner, vil jeg selv mene.
Selv om Jesper ikke skammer sig, så er der noget i folkestemningen, der peger på, at man skal gå stille med dørene, hvis man bor i forældrekøb.
Det ses eksempelvis på memeprofilen Cand.merc.memes, der har over 100.000 følgere på Instagram og er kendt for sine memes og sarkastiske kommentarer om boligmarkedet. Én af hans signaturmemes er den om “Nørrebro-parret” – et københavnerpar, der er lige dele priviligerede og hykleriske, når de prædikener om bæredygtighed og gentrificering, samtidig med at de bor i forældrekøb. Profilen videredelte opslaget, jeg havde lavet på ‘Det sker på Vesterbro’ med teksten: “Nørrebro-parret snakker med deres terapeut om boligskam”.
En anden, der videredelte mit opslag, var Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen. Han var også kritisk over for det privilegie, det er, at have boligskam.
– Der findes faktisk to helt konkrete løsninger, hvis du vil undgå ‘boligskam’ over at være så privilegeret, at far og mor har købt en lejlighed til dig. 1: Lad være med at tage imod lejligheden og klar i stedet dig selv. 2: Hvis det er for sent, så få far og mor til at sælge lejligheden og fyre fortjenesten af straks, inden du risikerer at arve den. Klar derefter dig selv, skrev han på sin Facebook-profil.
Ordlyden er nogenlunde den samme: Skam dig over at skamme dig.
