Ny poke bowl skaber utryghed, torsdag, København
I anledning af det kommende halvmaraton har restaurantkæden Oli Oli annonceret en ny Poke Bowl, der består af ris, Nutella, honning, ketchup og soja. Den koster 21 kroner, som formodes at være et HAHA-agtigt spin på halvmaratonens kilometerlængde. Efter nærmere undersøgelse af sagen har vi vurderet, at poke bowlen er utryghedsskabende og én af grundene til, at folk hader kapitalismen. At kræve 21 kroner for noget, ens fem-årige barn kan bikse sammen, er komplet vanvid. Straffen herfor er: En pokebowl med øllebrød til hele Oli Oli-teamet.

Ugens Rapport
Her får du en oversigt over de værste fejltrin og forseelser begået i medieverdenen og samfundet. Og vi uddeler selvfølgelig hver uge en passende straf.
Kronraget mand forbander kvinders stemmeret, tirsdag, Christiansborg
En kronraget mand med vest udtalte tirsdag på X, at “flertallet af kvinder har en samfundsdestruktiv holdning”. Selv om vi ved, at det er ganske standard for indholdet på X, så måtte vi alligevel flage opslaget som værende wack. Årsagen til, at kvinder er totaltødelæggende for det danske samfund er tilsyneladende, at de i højere grad stemmer på partier med en lempelig udlændingepolitik. Vi er stadig ved at undersøge påstanden, men har en som sikkerhedsforanstaltning sendt alle kvinderne hjem af frygt for, hvad de kan finde på af utryghedsskabende handlinger med deres kvindet-hed. I samme ombæring har vi udstedt en straf til manden, der lyder på: Døtre.

Radikal politiker bliver speltmor-influencer, mandag, Alma
En radikal politiker blev spottet lave det, der muligvis kan betegnes som reklame for luksusdagligvarebutikken Alma mandag formiddag. I en video kan man se politikeren i sine vanligt mega-brede bukser forsøge at købe ind til en treretters middag på ét minut. Det er et klassisk influencergreb, og det står på nuværende tidspunkt ikke klart, hvorfor vi skal se en velhavende mand stopfodre sin indkøbskurv med palmekål, økologisk kylling og kantareller i Almas nyåbnede butik i Rungsted. Vi har fattet, at han kommer fra De Radikale. Straffen herfor er: En pokebowl med ris og Nutella fra Oli Oli.
Konge med kriminel dårlig brug af AI, fredag, Vordingborg
Flere professionelle grafikere og fotografer fra den kreative branche har fredag meldt sig syge på deres arbejdspladser, fordi de mener at have fået AI-syre ind i øjnene. Hændelserne er sket, da landets konge har udgivet et billede i forbindelse med Royal Run, som er så dårligt, at omtalte borgere har fået fysisk dårligt og i visse tilfælde har kastet op udover deres iPhone 17. Anmeldelserne er samstemmigt forargede over den falske skygger, det falske skilt og den urealistisk skæve gavl bag kongens hoved. Kongens ben er også urealistisk tynde, mener flere. Med en apanage i kongens liga forventes det, at man altid udsender ting af høj kvalitet.
Straffen for AI-slop er: Løb 5 km med bukserne nede om anklerne.

