Er det for godt til at være sandt, hvis man har fundet den perfekte mand?
Det spørgsmål bobler hurtigt op til overfladen, når den danske dramathriller ’Dobbeltspil’ udfolder en nervepirrende fortælling om utroskab og ondskab, psykopati og løgne.
Clara (Neel Rønholt) har et tilsyneladende perfekt liv. Hun bor i en smuk lejlighed i det indre København og nyder friheden i en moderne DINK-tilværelse med kæresten Tobias (Youssef Wayne Hvidtfeldt), som er selvstændig i sin egen, ikke nærmere definerede virksomhed.
De drikker kold hvidvin og dyrker hed sex, men alt er selvfølgelig ikke fryd og gammen, hvis man kradser lidt i overfladen. Clara ønsker sig brændende at blive gravid, men parret kæmper med at få det til at lykkes. Det problem bliver dog sparket til hjørne, da Clara finder ud af, at Tobias har en anden kæreste i skikkelse af danske Katrine (Julie R. Ølgaard), som har en tøjbutik i Malmø.
Derfor bliver han smidt på porten af begge kvinder, men så let giver den charmerende mand ikke op. Tobias forsøger med blandet succes at holde kontakten til begge kvinder, som trods en pagt om at holde ham ude af deres liv lader jalousi og ensomhed vinde.
Resultatet er et vellavet trekantsdrama, der uden for mange psykologiske dikkedarer glider underholdende ned.
Lurende paranoia
Man siger, at kvinde er kvinde værst. Samtidig må vi også erkende, at det trods alt stadig oftest er mænd, der myrder kvinder.
Clara har sit hyr med både mænd og kvinder, for mens Tobias længe er fjenden i hendes verden, viser Katrine sig også at have skumle motiver. At man ikke kan stole på nogen, skaber en lurende stemning af paranoia, som holder gryden i kog i løbet af ’Dobbeltspil’.
Neel Rønholt leverer en stærk præstation som karrierekvinden Clara, der bærer på en mørk fortid, som der i korte glimt bliver drysset spor ud til. Youssef Wayne Hvidtfeldt er også overbevisende som indladende Tobias, der skifter karakter fra flødefyr til psykopat på et splitsekund.
– Du er en klam kælling, der ikke engang kan få fucking børn, siger Tobias, når han presses ud i tovene, mens han for at indynde sig bombarderer kvinderne med både blomster og kærlige ord.
Julie R. Ølgaard lykkes desuden med at vise, hvor hårdt det er at være den mindre populære anden kvinde, som nok siger, at den utro kæreste kan rende og hoppe, men ikke er stærk nok til at afvise ham, når han ringer på hendes dør.
Katrine er et mysterium, der uden tvivl bærer rundt på nogle af de psykiske udfordringer, som Tobias udnytter efter forgodtbefindende til både at kontrollere hende og karakterisere hende som skingrende sindssyg over for førstevalget Clara.
Der er håndgribelige menneskelige mekanismer på spil i filmen, som dog er så optaget af at forløse sin handling, at ikke alle valg sidder lige i skabet. Da Clara opsøger Tobias’ ven og forretningspartner (Jesper Zuschlag) til en erotisk tête-à-tête, er det mere pirrende end troværdigt.
Skarpt genreblik
Julie R. Ølgaard er nok stadig bedst kendt som skuespiller, selv om hendes roller i blandt andet ’Råzone’, ’Midsommer’ og ’Julefrokosten’ ligger omkring 20 år tilbage. Hun bevægede sig dog om bag kameraet, og efter et par kortfilm debuterede Ølgaard i 2023 som spillefilminstruktør med gyseren ’Englemageren’, som hun skrev og instruerede i samarbejde med Esben Tønnesen.
Gennem sit eget selskab HitHero Productions har Ølgaard på imponerende vis skabt sig en plads i den danske filmbranche, hvor det er nemmest at holde til med en filmskoleuddannelse og adgang til støttekroner fra Det Danske Filminstitut.
Hun og Esben Tønnesen – der også er medinstruktør på ’Dobbeltspil’, hvor Christian Gamst Miller-Harris har skrevet manuskriptet i samarbejde med instruktørduoen – har et skarpt genreblik og orkestrerer en luksuriøs verden.
Ellen Hillingsø og Peter Gantzler medvirker som Claras velhavende forældre, der producerer vin i Odsherred, mens Camilla Lau som hovedpersonens kollega og veninde med et glimt i øjet sparker balladen i gang med replikken:
– I er pisselykkelige, og det er derfor, jeg hader jer.
Fra kvælningssex til morgenkvalme
’Dobbeltspil’ er ganske selvsikker i, hvad den er og ikke er. Derfor lever man fint med forudsigeligheden undervejs, fordi filmen godt selv er klar over, at den ikke opfinder den dybe tallerken.
Samtidig arbejder filmfolkene med nogle slående billeder, som når der klippes fra hård kvælningssex i den ene lejlighed til morgenkvalme i den anden, eller når der med dronehjælp flyves fra et stort vue over København ned til Clara som kvinden på gaden.
Det skurrer lidt, at logikken bag de mystiske opkald og enerverende lyde fra dørtelefonen, som hun modtager løbende, ikke helt synes at gå op. Til gengæld bliver der bundet en nydelig krølle på Claras drabelige fortid, så man går ud af biografen med et grumt smil på læben.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
