Anders Agger. De fleste danskere får et saligt smil alene ved at høre navnet på manden, der har tusindvis af følgere på sociale medier og siden 2013 har fulgt en lang række danskere i DR-programmet ’Indefra med Anders Agger’.
Tv-værten har skabt en fanbase på at være gennemfolkelig i al sin jyske lune. I ’Indefra med Anders Agger – Gaden i Grenaa’ bruger han den folkelighed til at komme tæt på nogle mennesker, som vi oftest beskriver som værende på bunden af samfundet.
Titlens gade er den ironisk navngivne Fredensgade i Grenaa på Djursland. Her har der nemlig historisk været mere ballade end fred, men Norddjurs Kommune har valgt at lade såkaldt udsatte mennesker flytte ind i 24 almene boliger og leve livet, som det passer dem. Her er ingen krav om aktivering, men de kan få hjælp til at komme ud af deres misbrug, hvis de selv ønsker det.
I dokumentarserien på fire afsnit – hvoraf de første to er set til denne anmeldelse – møder vi blandt andre den grådlabile tidligere gårdejer Torben og Kristian, der er i gang med en kold tyrker, da Anders Agger første gang dukker op hos ham.
Deres udfordringer er ifølge Agger en komprimeret udgave af debatten om velfærdssamfundet, for hvad skal vores fælles penge egentlig gå til?
Rørende hjemmehjælpere
Egentlig fungerer ’Indefra med Anders Agger – Gaden i Grenaa’ vel nærmest på trods. Hvis andre end Anders Agger havde gjort det, ville det nok virke enormt underligt.
Han spadserer sammen med lægen Jannik Falhof og hjemmehjælperne Anna Toft og Cecilie Brunshøj direkte ind i nogle hjem, hvor han ganske vist bliver budt velkommen, men hvor man også har en fornemmelse af, at de medvirkende ikke helt er med på, at kameraet filmer dem til et tv-program på DR.
Der bliver ikke sparet på oplysninger om, at der er ulækkert i de små hjem, hvor nogle af beboerne har halvfordærvet mad stående fremme eller kaster op og tisser rundt omkring på grund af deres misbrug.
Men måske er en del af charmen – hvis man kan kalde den det – at Anders Agger netop behandler dem som almindelige mennesker ved ikke at tale ned til dem.
Han er ikke bange for at stigmatisere dem og spørger flere gange ind til, hvornår på dagen de begynder at drikke, og hvor længe de har drukket på et givent tidspunkt.
Der er ikke fløjlshandsker på, men spørgsmålene er mere kærlige end kritiske, og det synes de medvirkende mænd at reagere positivt på.
”Kan du være i tvivl om, hvor mange år du har i dig, sådan som du lever nu?” er nok ikke et spørgsmål, de fleste berøringsangste danskere ville bryde sig om at stille et mere eller mindre fremmed menneske.
Og så er det rørende at se de unge hjemmehjælpere – som i en sidebemærkning svarer, at de på en god måned tjener 18.000 kroner – yde både praktisk og emotionel støtte til mændene.
Nysgerrige spørgsmål
Anders Agger lykkes med at komme tæt på de medvirkende ganske hurtigt. Det gør han ved at spørge nysgerrigt ind til deres liv, både som det er nu, og før de flyttede ind i Fredensgade.
Men han er heller ikke for fin til at give en hotdog og en øl under en køretur med Torben eller invitere AGF-tilhængeren Kristian med en tur på stadion.
Vi kommer måske lidt for vidt omkring, når der undervejs også lige skal placeres en kommentar om, at dansk landbrug er under pres, samt laves en politisk modstilling mellem beboerne og dem, der er sure over formueskatten.
Der er mere menneskelig kontakt i de små øjeblikke, som når Anders Agger nænsomt siger til en af mændene, at han ligner en figur fra ’Drengene fra Angora’.
Provokerende udmelding
Det mest slående ved ’Indefra med Anders Agger – Gaden i Grenaa’ er selve indblikket i nogle mænd, hvis liv er kørt ud på et sidespor. Ingen af dem har kontakt til deres voksne børn, og det håber man som seer virkelig bliver et fortsat tema i de resterende to afsnit.
I den forbindelse kommer den lokale præst, som med jævne mellemrum tager ud for at tale med mændene, i samtale med Anders Agger med en kontant udmelding.
Der er for lidt kærlighed i familier, hvor børnene dropper alkoholiserede forældre, lyder hendes opfordring til næstekærlighed.
Det er for mange nok en provokerende tanke, men om ikke andet vækker den i hvert fald til eftertanke. Det samme kan siges om mange andre af interaktionerne undervejs i serien.
Og så er det altså en helt igennem morsom detalje, at Anders Agger i en kort droneoptagelse fra luften ses vinke til føreren af en skraldebil, der kører forbi.
Jeg mener, hvor folkelig har man lige lov til at være?
Se den på DR.tv
Karakter: 🖤 🖤 🖤 🖤
