Der er krig i Ukraine, droneangreb, klimakrise og politisk tumult.
Og så er der Kåre Quists skjorteknapper.
For mens den garvede DR-vært i disse dage tager danskerne gennem verdens små og store begivenheder i TV Avisen, er det ikke kun nyhederne, der har fået seernes opmærksomhed.
Også det stykke af Kåre Quists brystkasse, der har fundet vej ud mellem skjorteflipperne, har sat gang i debatten.
– Nu må der gribes ind fra højeste sted i statsradiofonien, skrev Timme Bisgaard Munk, der er ph.d. i sociale medier og medstifter af Copenhagen Review of Communication, i et opslag på Facebook og LinkedIn, der siden har fået hundredvis af reaktioner og kommentarer.
Årsagen? To åbne skjorteknapper.
– Nu er det gået helt amok med hele to åbne knapper, skrev han og efterlyste ’den gode gamle tilknappede Kåre’.
Og det viste sig, at danskerne havde overraskende meget at sige om sagen.
Nogle mener, at Kåre Quist er blevet for smart og afslappet til TV-Avisen. Andre opfordrer folk til at slappe af, fordi slips for længst er gået af mode. En enkelt foreslår, at han lige så godt kan smide skjorten helt.
Og pludselig handler det ikke længere kun om tøj.
Mere end bare en skjorte
For selv om Timme Bisgaard Munks oprindelige opslag er skrevet med tungen solidt plantet i kinden, er pointen bag ikke kun for sjov.
Da Heartbeats fanger ham, handler hans kritik nemlig mindre om, hvor meget bryst Kåre Quist viser, og mere om den person, der sidder inde bag skjorten.
– Det store spørgsmål er, hvor grænsen går mellem et institutionelt brand som DR og et personligt brand. Hvornår bliver det personlige brand en form for hijacking, hvor det begynder at skygge for institutionen, siger Timme Bisgaard Munk.
Kåre Quist er ikke længere bare manden, der fortæller dig, hvad der er sket i verden.
Han er samtidig blevet markant mere synlig uden for nyhedsstudiet, har opbygget en stor følgerskare på sociale medier og fået sine egne såkaldte ‘Quisties’. Her møder følgerne en langt mere personlig Kåre Quist end den klassiske nyhedsvært på skærmen.
Det er den udvikling, Timme Bisgaard Munk mener, at de åbne knapper er blevet et meget konkret – og måske lidt fjollet – symbol på.
– Jeg synes, det skygger. Det bliver støj på linjen. Når man sidder og ser nyheder om krig og flygtningestrømme, bliver hans personlige brand pludselig en del af det, man sidder og forholder sig til, siger Timme Bisgaard Munk.
Og så melder spørgsmålet sig:
– Hvor mange knapper skal være åbne eller lukkede, før det ikke længere er public service? Det synes jeg faktisk er et spændende spørgsmål, siger Timme Bisgaard Munk.
Kåre Quist er ikke enig
Hovedpersonen selv har også blandet sig i diskussionen.
I kommentarfeltet på LinkedIn afviser Kåre Quist først og fremmest præmissen om, at de åbne knapper skulle være udtryk for en ny og mere afslappet udgave af ham.
– Din tese er ganske enkelt faktuel ukorrekt, skriver han i en kommentar til Timme Bisgaard Munk.
Ifølge Quist har han gennem snart 20 år lavet TV Avisen, partilederdebatter og politiske interviews både med og uden slips og med ”samme skiftende grad af tilknappethed. Eller mangel på samme.”
Og den pointe understreger han også over for Heartbeats per telefon. To åbne knapper er hverken nyt for ham eller hans kolleger på skærmen.
Så måske er Kåre Quist slet ikke begyndt at knappe ned. Måske er danskerne bare begyndt at kigge mere efter.
Nyhedsvært eller nyhedsinfluencer?
For diskussionen handler også om, hvad vi i 2026 forventer af den person, der fortæller os dagens vigtigste historier.
Skal en nyhedsvært helst være så neutral, at vi næsten glemmer, hvem der sidder bag pulten? Eller er personligheden netop blevet en del af pakken?
For Timme Bisgaard Munk er svaret ikke entydigt.
– Man kan jo også vende den om og sige, at Kåre lykkes med at engagere en yngre gruppe i nyheder og public service. Måske er han en slags frontrunner for den nye nyhedsinfluencer, siger Timme Bisgaard Munk.
For hvor sociale medier tidligere var et sted, hvor mediehuse distribuerede deres historier, er værterne og journalisterne i stigende grad selv blevet profiler, som publikum følger og får en relation til.
Måske er Kåre Quists åbne skjorte derfor bare et meget synligt tegn på, at nyhedsværten anno 2026 ikke længere kun skal formidle nyheder.
– Det er jo den store diskussion: Er Kåres personlige brand et problem, eller er det netop dét, der gør DR relevant for en yngre generation, spørger Timme Bisgaard Munk.
Hvor går grænsen hos DR?
Heartbeats har spurgt DR, om de har modtaget klager over Kåre Quists påklædning, og om der findes retningslinjer for, hvor mange skjorteknapper en nyhedsvært må have åbne.
Ledende redaktionschef i DR Nyheder, Marie Buus, oplyser, at de ikke har modtaget klager eller andre henvendelser om sagen i 2026. Der findes heller ingen regler for antallet af åbne skjorteknapper.
Til gengæld skal værternes påklædning ifølge DR understøtte både den personlige profil og DR Nyhedernes autoritet og troværdighed.
Heartbeats spurgte Kåre Quist, om de to åbne knapper også bliver til tre.
– Det gør de ikke.
