Jeppe Bentzen
Foto: Victor Jones

Jeppe Bentzen havde svoret, at han aldrig ville tage en selfie med nogen – men så mødte han sit amerikanske idol på cykelstien

Hvad ser, læser, spiser, lytter og gør du for tiden for at give hverdagene værdi? Og hvad gør du for lidt? Det spørger Heartbeats nogle af tidens mest interessante folk om i ‘Status’. Her svarer journalist og forfatter, Jeppe Bentzen, der netop har vundet Lippmann-prisen for sin dækning af europæisk politik, på alt.

Schwung er nok det ord, der beskriver journalist og forfatter Jeppe Bentzen bedst. Den danske ordbog definerer betegnelsen, som en der er ‘energisk, elegant, eller som bærer et stilfuldt præg’.

Jeppe Bentzen er journalist i den måske mest klassiske forstand. Han har gjort det til sin fornemste metier at forstå mekanismerne i europæisk storpolitik, særligt mod øst, og at oplyse os andre om det. Og det gør han i øjeblikket for Frihedsbrevet. Med grundighed og ulastelighed i en uniform bestående af jakkesæt, slips, skinnende lædersko og et hår, som man skulle tro, er blevet føntørret i en perfekt bølge.

Og det er da også lige efter en presserende deadline, at jeg fanger Bentzen klokken 20 om aftenen på en telefonforbindelse.

“Det har været en balstyrisk dag,” siger han, mens hans stemme blander sig med lyden af isterninger, der klirrer i et glas.

Han drikker en Campari med vermouth, inden han skal pakke til sin rejse, der går til Georgien i morgen.

“Hvad skal du der?” spørger jeg, og hans journalistiske gnist antændes fluks.

“Jeg skal dække valget i Georgien,” svarer han og begiver sig hurtigttalende ud i en informationsrig forklaring om, at det rent faktisk er det allervigtigste valg lige nu. Der er bare ingen, der går op i det.

Vi tænker kun på USA, men det bliver skæbnessvangert 26. oktober, når georgierne skal til valgurnerne. De er naboer til Rusland, og Bentzen lader forstå, at valget får afgørende betydning for forholdet mellem Øst og Vest.

“Det er ekstremt spændende – og mega nørdet,” siger han.

Vi byder Jeppe Bentzen hjerteligt velkommen til ‘Status’, hvor han fortæller om, hvordan hans liv ser ud lige præcis nu.

Hvad er det første, du læser hver dag?
De bedste dage er dem, hvor jeg står op for at lave en kop kaffe, lægger mig tilbage i sengen og læser en af de to bøger, jeg har liggende på natbordet. Der er altid en fagbog og en skønlitterær bog. Lige nu er det ‘Hyperpolitik’ af Anton Jäger, og så er det ‘Stories I Stole’ af Wendell Steavenson, en amerikansk journalist. Hun var træt af sit arbejde på en avis i London, flyttede til Georgien og brugte to år på at drikke sig fuld sammen med de lokale, og skrev så om deres liv, efter landet var blevet demokratiseret. Jeg læser den forud for min rejse i morgen.

Hvad er din favoritavis?
Jeg er jo på mange måder barn af Weekendavisen, og det ville være løgn at påstå andet end, at det er landets bedste trykte medie. Men jeg er også glad for at være abonnent af Dagbladet Information, som jeg synes, er i rigtig god form for tiden. Når jeg har tid i weekenden, går jeg i SuperBrugsen på Vesterbro og køber Financial Times. Primært for at læse deres Life & Arts-sektion, som jeg synes, er uovertruffen. 

Hvad er den vigtigste bog, du har læst?
Nu bliver det både studentikost og navlepillende, men jeg er nødt til at svare Rainer Marie Rilkes ‘Letters to a Young Poet’. Det er et lille hæfte af en bog, der består af breve, som forfatteren har sendt til en ung håbefuld digter, der var i militæret i årene 1902 til 1908. Jeg købte den, da jeg studerede i Washington D.C., og jeg læste den, når jeg pendlede til og fra universitetet. Sidenhen er jeg vendt tilbage til den bare for at læse et enkelt brev, når jeg lige skal minde mig selv om, hvorfor det er, at jeg bruger min tid på den ambition at få lov til at leve af at skrive, selvom det hverken er det nemmeste, eller der hvor pengene er.    

Hvad gør du for at finde ro? 
Går i køkkenet. Og det er ikke, fordi jeg er en udpræget god kok, men det stresser mig enormt meget af. Jeg tror, det er, fordi jeg får lov til at bruge hænderne for en gangs skyld og ikke hovedet. 

Hvad er din største last?
Kaffe. Jeg kan vitterligt ikke begynde dagen uden at have fået kaffe. Og den erkendelse skræmmer mig. Der går ikke en uge, uden jeg overvejer at tage et afvænningskursus, men jeg når som regel aldrig videre med tanken, før jeg får brug for en ny kop. Det irriterer mig, fordi der er et fravær af autonomi forbundet med det. Jeg får et tocifret antal kopper hver dag, og det har jeg gjort, siden jeg var 13. Det er uhyggeligt. 

Hvad spiser du, når ingen kigger?
Riskiks med mørk chokolade. Det er en snack, der hører til i børnehaveafdelingen. Helt simpel og sukret. Men det samme kan man jo sige om Taylor Swift-musik. Og nogle gange er det bare det, folk vil have.

Hvad spiser du rigtig tit?
Kiwi. Jeg tror, at jeg egenhændigt holder markedet for kiwi kørende på Vesterbro. Jeg spiser det så vidt muligt hver morgen. Jeg står op, tager en af mine to japanske kimonoer på og snitter meget sirligt kiwifrugter i små stykker på et skærebræt, mens jeg lytter til P1 og bliver rasende over, hvor joviale værterne er. Den scene, er det første, Sonja, min forlovede ser, når hun står op. Stakkels kvinde. 

Har du en underlig besættelse?
Der er noget ved det enigma, vi kender som popstjernen Christopher, som jeg ikke kan slippe. Min kæreste kalder mig Chris-korrespondent. Han er på én gang ekstremt autentisk og samtidig en skabelon på en popstjerne. Det er, som om han på et tidspunkt besluttede sig for, at nu vil han være Skandinaviens, hvis ikke Europas største popstjerne. Koste hvad det vil.  Og så omformer han sig løbende til det. Jeg læser ofte hans interviews, og jeg forstår alt, hvad han siger, men det trænger ikke ind. Det er, som om han er sådan en Genie, flaskens ånd, og det er jeg ret optaget af. Jeg læste en anmeldelse i Politiken af hans koncert i Royal Arena, hvor anmelderen havde citeret en Google-søgning, som han kunne se, der ofte var søgt på: “Findes Christopher i virkeligheden?” Og sådan har jeg det også lidt. Han er meget dragende. 

Jeppe Bentzen

Født i 1996. Opvokset i Randers. Bor i København. Journalist på Frihedsbrevet. Tidligere europakorrespondent for Weekendavisen. Uddannet Cand.mag. i retorik. Forfatter til ‘De vingeskudte’, der er en journalistisk fortælling om den unge europæiske generation, hvis fremtid er blevet forandret på grund af krigen i Ukraine. Bentzen rejste 11.000 kilometer med tog gennem Europa for at opsøge disse vidnesbyrd, og han har netop fået Lippmann Prisen af Det Udenrigspolitiske Selskab for sin dækning af europæisk politisk. Forlovet med Sonja Furu.

Hvilken kunstner har du senest lyttet til? 
Andrew Bird.

Hvilken film eller serie kan du se igen og igen?
‘The Grand Budapest Hotel’ af Wes Anderson. Jeg kan se den for replikkerne, for klipningen, for æstetikken, for humoren. Jeg har måske set den 20 gange, og jeg bruger den også generelt som et arbejdsredskab. Filmens åbningssekvens er eksempelvis delt i tre tidsforskudte lag, og det har jeg ladet mig inspirere meget af i mit arbejde med ‘De vingeskudte’. 

Hvilken ting gør dit liv lettere?
En omstændig notesblok med en meget hård aluminiums-ryg og store guldbelagte skruer, som Mads Brügger forærer alle nye medarbejdere på Frihedsbrevet. Jeg har den med mig over alt. Den er bøvlet, men genial at bruge. Man kan skrue papiret af og sætte nyt i, så man hele tiden kan genbruge den. Siderne bliver ikke krøllede, blokken bliver ikke bøjet. Den ligner på mange måder en anakronistisk iPad. Det er måske grunden til, jeg holder af den. 

Hvem inspirerer dig inde på dit felt?
Det gør især de europæiske journalister, som jeg har truffet, når jeg har rejst i Østeuropa. Særligt da jeg boede i Budapest, hvor jeg kunne se, høre og mærke på dem, hvordan de arbejder under nogle vilkår, som overhovedet ikke er sammenlignelige med forholdene i Danmark. De arbejder med journalistik til trods – de ville have en meget nemmere tilværelse, hvis de lod være, og dét, synes jeg, er meget inspirerende.

Hvor får man det bedste måltid i København?
På Restaurant Alf på Gammel Kongevej. Man sætter sig i baren, blinker til den blonde køkkenchef Jeppe og beder ham om at styre slagets gang, så længe han husker at inkludere den dampede mørksej. Og så siger man til sommelieren – som også hedder Jeppe -, at man gerne vil med en tur til Frankrig. 

Hvad er dit yndlingssted i byen?
Café Les Voyageurs i Holbergsgade, som er urimeligt overprissat og ind imellem giver en ubehøvlet betjening. Men der er ikke noget sted i byen, hvor jeg skriver og tænker bedre. Den har en mellemeuropæisk aura over sig, som man ikke finder mange steder i København. Der er noget med ånden derinde. Og måske det faktum, at stedet ikke er kendt af ret mange bloggere eller turister.

Hvad gør du for lidt?
Lader øretæveindbydende bemærkninger passere. Jeg retter sjældent på folks faktuelle talefejl, det er jeg ligeglad med. Men jeg har svært ved at lade diskuterbare idiotier gå ubemærket hen. Jeg kunne spare mig selv for mange kontroverser og uvenskaber på den konto. 

Hvad er dit motto?
Jeg opererer ikke med et motto. Jeg er så jysk, at jeg nok vil kalde det en snusfornuftig læresætning, som er, at man skal gøre sig umage og kæmpe for den plads, man har tilegnet sig. Jeg går ofte og venter på, at nogen spørger mig om, hvorfor jeg spiller så smart, og om jeg ikke skal hjem til Randers. Og derfor gør jeg mig umage.

Hvilken podcast lytter du til?
‘Lykkeberg og Corydon’. De tager sig tid til at modsige hinanden, og de lefler ikke for publikum. 

Hvad er så dit happy place på internettet?
Den slags er jeg forskånet for. 

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?
Wes Anderson. Jeg kan svare helt uden at blinke på det spørgsmål. For jeg kunne have svoret, at jeg aldrig ville tage en selfie med nogen. Men forrige sommer kørte jeg på cykel ude på Refshaleøen, da jeg indså, at jeg kørte lige bag Wes Anderson, der var klædt i hvidt fra top til tå. Med til historien hører, at jeg cyklede rundt i et dobbeltradet skræddersyet jakkesæt med en forlovelsesring i lommen og en helt anden plan for min tur. Men min kæreste vidste, hvad Wes Anderson betyder for mig, og hun insisterede på, at vi var nødt til at stoppe ham. Jeg tænkte, at det kan vi jo ikke, fordi vi skal noget helt andet. Vi havde vin og alt muligt lækkert i kurven, men det endte med, at jeg kørte op på siden af ham og ønskede ham en god eftermiddag. Han stoppede op, vi faldt i snak, jeg fortalte ham, hvor meget hans arbejde betyder for mig. Han sagde: “Okay,” og så fik vi et billede. Fem minutter efter friede jeg til Sonja. 

Hvad var din seneste Google-søgning?
Foreningen Demokratiske Muslimer. Det kræver, at man læser Frihedsbrevet for at forstå.

Hvad ville du ønske, flere kendte til?
Hanstholm Madbar, som er en kombination af lejligheder, restaurant og venue. Man kører omtrent 76 timer gennem Jylland, og så ankommer man til Hanstholm Havn. Jeg var på et ophold derude for nylig, hvor der var lokale fisk, vinylplader på værelset og udsigt til Vesterhavet. Det var på grund af Simon Kvamm, jeg hørte om stedet. Han og Hugorm har åbenbart indspillet en plade derude. Og jeg har faktisk haft et horn i siden på Simon Kvamm, siden dengang i 2.G, hvor han under et live-interview i gymnastiksalen ydmygede mig foran samtlige elever på Randers Statsskole. Men det har jeg tilgivet ham nu. På grund af Hanstholm Madbar.

Hvad er det sidste, du gør hver dag?
Det er at se min nu forlovede overgive sig til søvnen, mens jeg ligger og ikke kan sove, fordi jeg tænker på alt det, jeg skal gøre mig umage med dagen efter. Hvilket jo også er sådan, jeg starter dagen, og på den måde kører min tilværelse i ring.

LÆS OGSÅ

Find mere om
Footer graphics