Der er en særlig undergenre af film og tv, der efter et par årtiers dvaletilstand så småt er begyndt at vinde indpas i populærkulturen igen.
Om den når op på de samme tinder, som gyseren gjorde i 00’erne, og superheltene gjorde i 10’erne, ved jeg ikke, men der er ingen tvivl om, at far-action er ved at vinde frem igen.
Når jeg bruger udtrykket far-action, så er det nogle ret specifikke billeder, der dukker op i mit hoved. Bruce Willis, der råber ”Yippee ki-yay, motherfucker”, mens han smider Alan Rickman ud ad et vindue. Will Smith og Martin Lawrence i en gul Humvee, der stikker af fra eksploderende bygninger. Keanu Reeves og Sandra Bullock fanget i en ustoppelig bus. Arnold Schwarzenegger, der leverer den udødelige replik: ”Come with me if you want to live”.
Kulørte actionbaskere som ’The Rock’, ’The Last Boy Scout’, ’True Lies’ og lignende gik lidt af mode efter årtusindskiftet, erstattet af enten store franchises eller den mere rå form for actionfilm som ’The Bourne Identity’, ’Casino Royale’ og ’Children of Men’.
Men ligesom baggy jeans og slidte T-shirts er kommet på mode igen, er den klassiske 90’er-actionfilm det vist også.
Jack Ryan-effekten
Prime Video er muligvis centrum for genopblomstringen. I 2018 havde streamingtjenesten premiere på første sæson af den populære ’Jack Ryan’-serie, og de var hurtige til at se potentialet i den her type underholdning.
’Reacher’, ’The Terminal List’, ’Cross’ og flere andre fulgte hurtigt efter. Netflix med ’The Night Agent’, Hulu med ’The Old Man’ og andre streamingtjenester kastede sig også ind i kampen, men Prime Video cementerede for alvor sin position med den enormt succesfulde – om end ikke kritikerroste – nyfortolkning af ’Road House’ fra 2024.
Men er det bare nostalgi, der har lokket 90’er-børnene, der nu er blevet instruktører og producere, tilbage til den genre og den heltetype, de er vokset op med? Eller stikker der noget andet under?
Som med så meget andet for tiden vil jeg vove den påstand, at Trump også her har en finger med i spillet.
De seneste år er de globale strømninger – eller i hvert fald den vestlige verdens etablerede orden – blevet udfordret, og som modreaktion er der opstået nye tendenser i populærkulturen.
Når verden bliver uoverskuelig
Vi lever pludselig i en tid, hvor der ikke længere er samme overskud til komplekse moralske kompasser og et væld af nuancer. Der er en uro i verden lige nu med skarpt optegnede streger i sandet, og der er noget fortrøstningsfuldt i helte som Jack Reacher, hvis mantra grundlæggende er, at han ikke nødvendigvis holder med underdogen – han bryder sig bare ikke om en top dog, der gør, hvad det passer ham.
Det er den slags binære tankegang, mange kan overskue lige nu.
Far-action er underholdning, hvor man ikke skal tage stilling til ret meget. Og i en verden, der har nået et i hvert fald midlertidigt mæthedsniveau i woke-kulturen – afspejlet i den markante højredrejning, Europa og USA har gennemgået de seneste år – trives film og serier, hvor konflikterne er enkle.
Skurk møder helt. Problemet skal løses. Skurken skal stoppes. Der er ingen implicit politisk nudging. Ingen store moralske gråzoner. Bare helte og skurke.
Det er eskapisme i sin mest rendyrkede form.
Det ville dog være reduktionistisk at kalde far-action for tomme kalorier. Ikke al kunst behøver være Kunst med stort K. Nogle gange har man bare brug for at se nogen, vi alle sammen kan blive enige om ikke er en fin fyr, blive skudt med et haglgevær.
Lad os kalde det terapeutisk.
Skyd først, tænk bagefter
Far-action har nok en særlig tiltrækningskraft hos den generation, der det seneste årti eller to har fået at vide af deres børn, hvad de skulle se for at følge med i en progressiv verden, og som nu gerne vil tænde for noget, der ikke tager stilling til mere komplicerede spørgsmål end, at ham, der sælger meth til babyer, nok skal stoppes.
Der er visse magter, der for tiden gør verden til et tarveligere sted at befinde sig i. Det har store geopolitiske konsekvenser, men det præger også vores medievaner.
Der er en øget higen efter serier som ’Reacher’, ’Jack Ryan’, ’Cross’, ’The Rookie’ og ’The Night Agent’, hvor man kan tænde for tv’et med et lettelsens suk, fordi man ved, at over de næste otte-ni episoder skal man ikke tænke store tanker.
Man skal bare se en muskuløs hovedperson rette lidt op på verden.
Ligesom i “de gode gamle dage”.
