Som barn ønskede Alexander Mayah Larsen altid frikadeller, flæskesteg og røde pølser, når han skulle spise hjemme hos sine venner. Han havde en forestilling om, at han, for hver bid han tog af de danske nationalretter, blev mere og mere dansk.
For trods et dansk CPR-nummer og en dansk mor har han med sine sorte krøller, sine mørke øjne og sin mørke hud altid følt, at han skulle forsikre andre om sin danskhed. Overkompensere, så han kunne blive anerkendt som ”rigtig” dansker.
Det har han skrevet en bog om. En bog om integration og magt. Om kærlighed og svigt. Men endnu vigtigere – en bog om den iranske flygtning, der søgte mod Canada, men pludselig stod på Københavns Hovedbanegård. Bogen om hans baba, faren – familiens selvudnævnte konge.
‘Kongen Leve’ er fortællingen om, hvordan det er at være flygtning i Danmark. Om de hårde prøvelser, der ikke skabte en stærk og heltemodig konge, men en forslået, afvist og syg konge.
”Baba er indlagt / med komplikationer i forbindelse med sit mavesår / så jeg beder til Gud / hver dag”
Alexander Mayah Larsen beskriver selv bogen som en autobiografisk digtsamling, der med lige dele øm, hård og humoristisk hånd beretter om den iranske far. Et flerstemmigt værk, der både skriver til faren, om ham og lader ham komme til orde.
Kongen Leve, Kongen Rejse
Alexander Mayah Larsen er egentlig skuespiller og dimitterede fra Den Danske Scenekunstskole i 2019, men han har altid haft en kærlighed til skriften og litteraturen. For ham er der ikke langt fra teaterscenen til den litterære og lyriske scene, for fælles er evnen til at kunne indtage et kunstnerisk rum, at kaste sig helhjertet ind i en skaberproces, at kunne bidrage, berige og berøre.
Netop kunstens evne til at bidrage til anderledes forståelser og fortællinger er vigtig for Alexander Mayah Larsen:
“Jeg har et stort ønske om, at bogen skal kunne tilbyde et langt mere nuanceret portræt af, hvad det vil sige at være flygtning, men også, hvad det vil sige at komme fra et hjem med blandede kulturer. På den måde tror jeg, at bogen kan tilbyde noget nyt, for jeg har som barn selv manglet kunst at spejle mig i.”
Selvom digteren regner sin bog som en ny tilføjelse til kunsten og til blikket på flygtninge og racemæssig identitet, låner værket sin opbygning fra en af litteraturhistoriens klassikere og ældste genrer; dannelsesromanen. For ’Kongen Leve’ starter i en dadelmark i et krigsramt Iran og tager os malerisk, poetisk og råt gennem kongens prøvelser i Danmark for til sidst at overvære ham rejse tilbage til Iran. Startpositionen. Det hjem, der altid var hans, men som ikke var sikkert, modsat lejligheden i Husum, der altid var sikker, men aldrig et hjem.
”Bogen er tilegnet min far, og jeg har gennem den prøvet at give ham og hans historie en stemme. Men det er også et ærligt og til tider barskt blik ind i min opvækst og i min fars opdragestil, og hvordan den har formet min bror og mig,” siger Alexander Mayah Larsen.
For i barndomshjemmet sad faren på sin sorte, læderbetrukne trone og uddelegerede ordrer, kys og tæsk – eller som den unge digter skriver:
”hvis man siger kongen imod / får man én på hovedet / hvis man giver kongen ret / får man en fribillet til paradis”
Det var et hjem præget af regler, lussinger og trusler om at ryge i Helvede, hvis man ikke fulgte babas moralske og religiøse kompas. At læse sådanne barndomserindringer vil for nogle virke rystende og bekymrende, og det fodrer måske en stereotypisk forestilling om den hårde iranske far, men det har aldrig været værkets ærinde.
”Jeg har ikke nogen mission om at skulle fremstille min far som en skurk – tværtimod. Jeg betragter min far som en mand, der gang på gang blev udelukket et fællesskab, og derfor – i ren afmagt – gjorde krav på en diktatorrolle. På den måde prøver jeg at vise, at han er offer for gentagende eksklusion. Jeg nærer derfor stor kærlighed og empati for ham,” siger Alexander Mayah Larsen.
“Bye”
I Danmark fik digterdebutantens far aldrig lov til at være andet end sin hudfarve og sit iranske navn, hvilket for Alexander Mayah Larsen er et udtryk for, hvor faste forestillinger vi har om identitet og nationalitet. I forsøget på at udfordre selvsamme forestillinger bruger digteren kontraster som et gennemgående greb i værket. På den måde ønsker han at pege på kompleksiteten i forståelsen og identifikationen af race, kultur, integration, familieforhold og kærlighed. En kompleksitet digteren måske først nu selv forstår.
”Jeg har haft svært ved at identificere mig med min iranske arv, måske særligt fordi den danske kultur og den iranske kultur er blevet præsenteret som modsætninger, og så har jeg følt, at jeg skulle vælge. Men des ældre jeg er blevet, des mere iransk er jeg blevet – men det gør mig ikke mindre dansk,” siger Alexander Mayah Larsen og forstætter:
”Det er klart, at fordomme og magtforhold er svære at mane helt til jorden, men jeg har selv fundet mere ro i min egen identitet, hvilket bogen på mange måder er et udtryk for.”
Men at Alexander har fundet ro i sin iranske identitet, betyder ikke nødvendigvis, at han er tættere på sin far. Ubetinget familiekærlighed og iransk blod er måske det eneste, de to deler lige nu.
“du kommer her hvis lyst?,” skriver den faldne konge fra sin sygeseng i Iran.
“snart baba,” forsikrer kongesønnen, inden han slutter værket med et stille
”bye”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
