Siden forfatteren Tom Clancy skabte den intelligente CIA-analytiker Jack Ryan i 1984, har figuren udviklet sig til et af actiongenrens mest genkendelige navne.
Alec Baldwin portrætterede ham i klassikeren ’The Hunt for Red October’ fra 1990, og Harrison Ford i ’Patrioternes spil’ og ’Dødens karteller’ fra henholdsvis 1992 og 1994.
Selvom John Krasinski ikke når de to til sokkeholderne, har han alligevel sat sit præg på den ikoniske actionhelt og givet ham en mere nede-på-jorden-charme.
Det er blevet til fire sæsoner af den populære serie, der indimellem har fulgt lidt for velkendte og klichéfyldte thrillerformler. Alligevel har den fået ros for sit høje tempo, sine globale intriger og Krasinskis intense hovedrolle – helt i Clancys ånd.
Serien kredser om terrortrusler, storpolitik og korruption i efterretningstjenesterne, og i fjerde sæson afslører Ryan en omfattende sammensværgelse med forbindelser helt ind i CIA’s top.
Nu er Krasinski tilbage i rollen. Denne gang i filmen ’Jack Ryan: Ghost War’, der desværre har reduceret fortællingen om actionikonet til en helt igennem banal og intetsigende thriller.
Klichefyldt og kedelig start
Filmen tager sin begyndelse i Dubai, hvor to agenter mister livet i forbindelse med en hemmelig mission. Kort efter introduceres Jack Ryan på en løbetur i New York, da flere biler pludselig begynder at jage ham gennem gaderne.
Her får vi første tegn på filmens kvalitet med en biljagt, der er så uinspirerende og kedeligt klippet, at man aldrig bliver revet med eller tror på faren. Scenen mangler både rytme og fremdrift, og i stedet for at bygge spænding op reducerer filmen jagten til en anonym actionsekvens, man har set bedre og mere præcist udført utallige gange før.
Det viser sig dog at være hans tidligere chef fra CIA, James Greer (stadig spillet af Wendell Pierce), der vil i kontakt med ham. At han vælger at jagte Ryan gennem New York i stedet for bare at ringe, forklares med, at det er sjovere på den måde. Måske på papiret, men i en actionfilm, der vil tages seriøst, virker det bare dumt.
Det er meget sigende for ’Ghost War’, som aldrig for alvor bliver mere interessant end det. Filmen lægger ud med en slidt agentfilmskliché, hvor Greer lokker Ryan tilbage med en tilsyneladende enkel opgave med forbindelse til missionen i Dubai.
Ryan tøver kort, men er hurtigt tilbage i tjeneste og på vej mod næste mission sammen med sin tidligere makker Mike November (Michael Kelly).
Under det meste af flyveturen snakker de to gamle kendinge om, hvor ligetil opgaven er, selvom Ryan godt ved, at det ikke er tilfældet. Og han får selvfølgelig ret, for det er hverken en simpel eller ufarlig mission, de er på.
Manden, de skal mødes med, bliver dræbt – heldigvis på brutal vis, så man som seer i det mindste mærker, at der er noget på spil trods den klichéfyldte start.
Forløser aldrig sine twists
Med ét er Jack og Mike i fare. De bliver reddet af MI6-agenten Emma, spillet af Sienna Miller, der er ny i ’Jack Ryan’-universet. Hun konfronterer Jack med, at Greer måske ikke er den, han har udgivet sig for at være (endnu en kliché). Det lægger op til et interessant plottwist, som kort vækker vores interesse, men spændingen slipper hurtigt igen.
Det er ellers her, filmen præsenterer en mere usikker og paranoid tone, hvor Ryan ikke bare skal bekæmpe en fjende udefra, men også tvivle på sine egne allierede. Emma bliver dermed et lovende element, men manuskriptet formår aldrig rigtigt at bruge hende til mere end at skubbe handlingen videre – som karakter er hun hamrende uinteressant.
Da Jack konfronterer Greer med oplysningerne, varer konflikten kun kort, før historien falder tilbage i lange dialoger. Når filmen endelig prøver at sætte tempo på med skudvekslinger, mangler scenerne både tyngde og konsekvens, og derfor mister fortællingen sit greb.
’Jack Ryan: Ghost War’ bliver desværre aldrig spændende. Det er en agentfortælling, der gerne vil tale om, hvor farligt alt er, men samtidig underminerer sin egen alvor med flade jokes og smarte kommentarer midt i de hæsblæsende actionscener.
Som actionfilm mangler den tyngde, og som thriller mangler den paranoia og fremdrift.
Kunne og burde være bedre
Set i lyset af, at filmen blandt andre er skrevet af Krasinski selv i samarbejde med Noah Oppenheim, undrer det undertegnede, at det her er resultatet. Oppenheim har for nylig været manuskriptforfatter på Kathryn Bigelows nervepirrende thriller ’A House of Dynamite’, mens Krasinski har vist imponerende skriveevner med den intense horrorfranchise ’A Quiet Place’.
Når udgangspunktet samtidig er så ikonisk en karakter, som det er tilfældet her, er det fair at forvente mere end endnu en Hollywood-samlebåndsthriller.
🖤🖤🤍🤍🤍🤍
