Hvad har været årets højdepunkt for dig?
Det her år har været en kulmination af rigtig lang tids arbejde på forskellige planer. Jeg tog afgang på Kunstakademiet for to år siden. Det første år ude af akademiet handlede for mig om at prøve at finde ud af, hvad det vil sige at være billedkunstner og have sin egen praksis uden for institutionen.
For mig har i været året, hvor rigtig mange ting skulle ske, som jeg har arbejdet længe på. Blandt andet et performanceværk, der hedder ’COLLIDER!’, jeg lavede på Museum der Moderne i Salzburg og på MMCA i Korea. Der har også været en udstilling i Berlin og en performance på Neue Nationalgalerie – også i Berlin. Og en stor udstilling på Kunsten i Aalborg.
Hvad har været den største udfordring for dig i år?
At prøve at holde hovedet koldt. Efter et stort projekt får jeg altid totalt nedtur på, så jeg har virkelig prøvet at passe på mit mentale helbred. Det tror jeg især er vigtigt i en tid, der konstant fokuserer på at booste individet, men jeg prøver også at genkende nogle mønstre i mit arbejde i forhold til, hvordan jeg reagerer. Det prøver jeg at bruge, så jeg på en eller anden måde kan sige – nåh ja – det der sker nu med en kæmpe selvkritiske spiral, skete også efter jeg udstillede på Arken.
Jeg prøver at logge af sociale medier – hvilket et svært. Og så prøver jeg at kigge på gamle ting. Det hjælper mig altid at kigge på noget, der er større end mig selv. Enten kigger jeg på planeter, noget med rummet eller fænomener i universet. Eller bare at kigge på ekstremt gamle ting. Jeg har en ring fra Romerriget, som jeg tit tager på, når jeg er i et dårligt humør.
Hvad har du som noget nyt været optaget af i år?
Musik er jeg generelt på igen…det jeg egentlig altid været, men jeg har haft en lang periode, hvor jeg ikke kunne lide festivaler og koncerter. Det er jeg totalt op for igen. Jeg var på Primavera Festival i Barcalona, hvor jeg kunne mærke, at jeg virkelig nød at være til koncert. I lang tid har jeg haft svært ved det.
Jeg er uddannet i Music Management fra Musikkonservatoriet, og i løbet af året er jeg begyndt at undervise en smule derude. Efter konservatoriet havde jeg brug for at lave et kæmpe opgør med hele koncertsituationen. For mig er der helt klart noget med at være klar til at gå tilbage til det meget scenefokuserede. Og den akustiske koncertoplevelse. Det er mere situationen, viben og den der følelse af, at der sker live foran en. Også i modsætning til alle de digitale oplevelser, som har fyldt meget de sidste år.
Hvad har vi talt for lidt om i år?
Vi snakker for lidt om, hvad det er, kunst helt grundlæggende kan. Kunst rummer et transformativt potentiale i sig selv. Kunst behøver ikke altid relatere til samfundet eller politiske diskurser for at være radikalt. Den bliver hurtigt et redskab til tale om andre ting.
Vi kunne godt have mere af den samtale om, at kunst ikke nødvendigvis behøver at give mening. Det er okay, at der er ting, du ikke forstår. At der måske lige præcis i kunstens rum er er ting, som ikke behøver at give mening eller være et værktøj. Især i en verden, som vi lever i nu, hvor der sker så mange ting rent geopolitisk. Der kan ikke være nogen tvivl om, at vi er i en ekstremt kompliceret situation på rigtig mange niveauer. Og der tror jeg virkelig, at kunsten bliver nødt til at kunne eksistere som et refleksionsrum, der ikke behøver at have en funktion. Som et sted, hvor vi kan tænke alternativt og ikke resultatorienteret.
Hvad har vi så talt lidt for meget om?
Hvad fanden har folk egentlig talt om overhovedet? Jeg synes aldrig, folk rigtig snakker om billedkunst. Der bliver generelt snakket for lidt.
Hvad vil du gøre dig umage for kommer til at ske i 2025?
Med de udstillinger jeg arbejder på lige nu, forsøger jeg at skabe skulpturer og monumenter, som kan skabe nye sociale rum. Og udstillinger, som skaber nye steder vi kan mødes og være sammen på.Så det er jeg meget optaget af – det bliver jo selvfølgelig meget navlepillende i forhold til min egen kunst. Det handler det om, hvordan kunst kan skabe rum for mennesker.
Jeg laver en stor udstilling i New York og i Salzburg, hvor skulpturerne er scener, så det bliver et meget konkret rum. Det peger lidt tilbage til koncertsituationen, det med at prøve at skabe monumenter, som er bevægelige eller som kan indtages. Det kommer jeg virkelig til at udfolde næste år.
