Det starter med et uheld.
En mand (Ebrahim Azizi) er ude at køre bil med sin gravide kone (Afssaneh Najmabadi) og lille datter (Delnaz Najafi) om aftenen, da han rammer en hund. Uheldet gør tilstrækkelig skade på bilen til, at den går i stå. Det er heldigvis lige ud for en garage, hvor en motorcyklist tilbyder at forsøge at få bilen køreklar, indtil den kan komme til mekanikeren dagen efter.
Inde i garagen er også Vahid (Vahid Mobasseri). Da han hører manden fra bilen rumstere inde i garagens værksted, fryser han. Især ved lyden af det knirkende proteseben, der laver en meget distinkt, skinger lyd.
Den sender øjeblikkeligt Vahid tilbage til de rædselsdage, hvor han var i myndighedernes varetægt i forbindelse med, at han var blevet anholdt til en demonstration. Særligt den sadistiske fangevogter Eghbal, der med ubønhørlig tortur – fysisk og psykisk – forsøgte at få Vahid og de andre fanger til at knække. Monsteret blev kaldt Træben, fordi han havde mistet benet i krig. Hver gang han hentede Vahid, lød den selvsamme knirken, som han nu hører i garagen.
Men er det rent faktisk Træben, som er genindtrådt i Vahids verden? Eller er det en tilfældig mand, som tilfældigvis har et proteseben, ligesom torturbødlen?
Det er dét altafgørende spørgsmål i Jafar Panahis Guldpalmevinder og Oscar-nominerede film ’It Was Just an Accident’.
Vahid skygger manden til hans hjem og kidnapper ham dagen efter med henblik på at begrave ham levende. Tvivlen bliver dog så stor hos hævneren, at han søger hjælp for at få bekræftet, at han har fat i den rigtige.
Til opklaringsarbejdet krydser Vahid veje med en bryllupsfotograf, brudeparret, hun fotograferer, og en meget udfarende mand, der bogstaveligt talt har haft Træbens intakte ben mellem hænderne. I en storslået og medrivende kombination af skør komedie, bidende samfundskritik og stærkt thrillerdrama iscenesætter Jafar Panahi en af årets vildeste rutsjebaneture i ’It Was Just an Accident’.
De undertrykte stemmers stemme
At sige, at Jafar Panahi har et anstrengt forhold til det iranske styre, ville være en kæmpe underdrivelse.
Filmskaberen har gennem det meste af sin karriere virket som en rød klud på styret. De undertrykte stemmer – kvinder, børn og samfundets minoriteter – er blandt de hyppige omdrejningspunkter i Panahis film og ikke mindst en heftig kritik af Irans sociale og politiske strukturer og dem, der med vold og magt forsøger at holde dem i hævd.
Det har kostet et par fængselsdomme, og i flere år har Jafar Panahi lavet sine film uden officiel tilladelse og støtte fra Iran. Derfor bliver de filmet i det skjulte og udgivet i udlandet. Det er også derfor, at ’It Was Just an Accident’ er Frankrigs kandidat til den kommende Oscar-uddeling, selvom filmen på (næsten) alle leder og kanter er iransk.
Filmen bliver markedsført som en thriller, men er det ikke i traditionel forstand. ’It Was Just an Accident’ fremstår snarere som en sort komedie med alvorligt dramatema. Det meste af filmen foregår i Vahids varevogn, hvor den mistænkte mand ligger i en trækasse, mens fotografen Shiva (Marian Afshari), bruden Goli (Hadis Pakbaten), hendes gom Ali (Majid Panahi) og Shivas eks, Hamid (Mohammed Ali Elyashmehr), diskuterer, om de har fat i den rigtige, og hvad de skal gøre med ham.
Tempoet er hurtigt, ligesom replikkerne. Alle i vognen har store følelser, og bølgerne går højt. Det er nemt at se, hvordan Panahi med små justeringer kunne have drejet ’It Was Just an Accident’ over i den mere hårdkogte thrillergenre. Heldigvis holder instruktøren og manuskriptforfatteren filmen i stram, realistisk snor, fri fra typiske genrekonventioner.
Mesterligt opråb
Men det er så sandelig også gruopvækkende at høre om personernes oplevelser med Træben og opleve den stærke følelsesmæssige reaktion, de har på endelig at kunne få hævn.
Ligesom sin kollega Mohammad Rasoulof, der stod bag sidste års uafrystelige ’Frøet fra det hellige figentræ’, er Jafar Panahi frygtløs, når det kommer til at fortælle vigtige historier. De to instruktører er ikke bange for at bruge deres status og berømmelse til at tale om strukturelle samfundsproblemer – også selvom det er med livet som indsats.
Det giver helt klart et ekstra lag til ’It Was Just an Accident’, når man kender historien bag filmen og ved, hvor meget der er på spil. Men filmen kan så sandelig også stå på egne ben og er virkelig stærk.
Hvad Panahi når at formidle på lige over halvanden time, skal mange andre instruktører bruge langt over to timer på at matche. Det er skarp samfundskritik i stor filmkunst lavet i det skjulte. Billederne af et oplyst Teheran i nattens mulm og mørke får en ekstra dimension med tilblivelsesprocessen in mente.
’It Was Just an Accident’ er alt andet end et uheld, men et mesterligt opråb om tortur, magtmisbrug og krænkelse af menneskerettigheder. At indpakningen er en vanvittig spændende og medrivende film, gør det hele endnu bedre.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤🖤🖤
