Da Troels Lund Poulsen den 15. juni meldte ud, at nu skulle alle borgere kunne klare sig helt selv i op til tre døgn, hvis nu krisen skulle opstå, mærkede jeg ingenting. Faktisk slet ingenting. Det var først da jeg kom ind på arbejdet dagen efter, at det gik op for mig, at det var noget, folk gik op i.
Jeg tænkte mest af alt, at det virkede som en god måde for regeringen at vise, at de tager hånd om nationen, fædrelandet, Danmark. Og ret god timing efter et historisk sløjt europaparlamentsvalg, hvor især Socialdemokratiet fik et smæk. Det er ikke en hemmelighed, at Mette Frederiksen lever højt på hendes håndtering af coronakrisen. Jeg er ikke blind for, at vi på mange måder står i en krisesituation med krig i Europa lige nu, men jeg kan ikke lade være med at tænke, om regeringen overdriver for at få stemmer.
Prepperens argument vil være, at det skaber tryghed og mindsker bekymringer og ”hvad nu, hvis…”-tanker. De ser det som helt almindelig sund fornuft og samfundssind. For mig fastholder det angsten, og ligger grobund for meget unødig stress, angst og frygt.
Det er ellers ikke, fordi jeg normalt er en bekymringsfri type. Men jeg er 24 år og i gang med uddannelse til en fuldstændig fucked mediebranche. Jeg er flyttet hjem til min mor. Der står 1,72 øre på min opsparing, og jeg vil virkelig gerne have et par nye Adidas sko.
Så ja, jeg har større problemer lige nu, end at gå ud og købe enorme mængder vand og frysemad. Og hvor skulle jeg også stille det henne. På min mors værelse?
I dag kan man forsikre sig mod alt. Har du en ekstra tommelfinger? Intet problem, den kan forsikres. Din gamle cd-samling fra 90’erne? Den kan også forsikres. Og sandheden er, at de fleste aldrig får brug for deres forsikringer, det er en falsk tryghed så at sige.
80’ernes børn frygtede atommissiler. Min generation – generation ‘angst’ – er mere bange for akavet stilhed i elevatoren, likes på Instagram og en døende mobil end for atomkrig og hungersnød. Vi er eksperter i at stresse over småting, og derfor er det ret interessant, at ingen i min vennegruppe prepper.
Og selvom udtrykket ’Lev i nuet’ er verdens største kliche, er der noget om snakken. Det er selvfølgelig rart at være garderet, hvis det værst tænkelige skulle ske. Men nogle gange kan det også være befriende at tage en pause fra bekymringerne. Jeg mener, at der er noget befriende ved at acceptere, at vi ikke kan kontrollere alt. Jeg tror, det er vigtigere at fokusere på de udfordringer, vi rent faktisk står over for her og nu, og finde løsninger på dem.
Og selvom jeg ikke har gået til spejder eller lignende, tror jeg godt, jeg kan klare tre dage uden mad, vand og strøm. Jeg tror næsten, det ville være sundt for mig. Havde meldingen været, at russerne stod på spring med Kalashnikovs, og at vi skulle forberede os på tre måneders nedlukning, havde piben fået en anden lyd. Jeg ved, at det kan lyde egoistisk og fornægtende, og jeg undskylder på forhånd til min nabo, for når russerne angriber, kommer jeg til at ligge på begge knæ og tigge om lidt vand.
Vi skal ikke negligere risikoen for kriser, men jeg tror på, at det er sundere at leve i nuet og tackle de problemer, vi kan gøre noget ved. Måske er det bedre at være til stede i vores liv og være engagerede i det, som er meningsfuldt for os, i stedet for at lade os opsluge af frygt for det ukendte.
Så mens mine kollegaer prepper til russiske cyberangreb, vil jeg preppe til Roskilde Festival i næste uge og fortsætte min jagt på en bolig og en stabil jobsituation. Det er de udfordringer, der betyder mest for mig lige nu, og som jeg føler, jeg har en chance for at løse.
I sidste ende handler det efter min mening om at finde en balance mellem at være forberedt og leve et liv, hvor vi ikke lader frygten styre os.
