De mytologiske perspektiver bliver slået an helt fra start i den ambitiøse TV 2-serie ’Rivalerne’.
Til blide toner og ditto billeder af harmoniske søer og vandløb udlægger hovedpersonen Karen (Johanne Louise Schmidt) etymologien omkring ordet rival. Det kommer fra latin og betyder oprindeligt en person, der deler det samme vandløb eller bæk som en anden, og som dermed kunne konkurrere om vandet.
Så er scenen sat for den familie- og Danmarksfortælling, der udspiller sig i den fiktive by med det rigeligt eventyrklingende navn Elverkilde.
Her byggede man for mange år siden vandkraftværket Morildværket, der gav den entreprenante Felding-familie mulighed for at opbygge et forretningsimperium, som har resulteret i stor velstand i hele byen. Biologen Karen leder dog an i en kamp for at føre Midgårdsåen tilbage til dens oprindelige løb og dermed forsøge at omgøre noget af den skade, som er blevet forvoldt naturen.
Dermed er der lagt op til en saga, hvor ikke bare en familie, men et helt samfund er i fare for at blive splittet mellem idealisme og egeninteresser. Trods nogle huller hist og her er det en medrivende fortælling, man gerne driver med på.
Menneskeligt fokus
En perlerække af dygtige danske skuespillere er mødt op for at låne deres talenter til den stort anlagte serie. Johanne Louise Schmidt får efter et hav af gode biroller virkelig lov til at folde sig ud som Karen Felding, der har giftet sig ind i den hovedrige familie ved at finde sammen med og få fem børn med Frederik (Morten Hemmingsen), som ikke er en direkte del af familieforetagendet.
Rundt om hende spiller de bundsolide veteraner Lars Mikkelsen og Jens Albinus henholdsvis Carl Felding, Karens svoger og chefen for den lokale kæmpekoncern, og Robert Gade, der som nævenyttig graverjournalist har taget til takke med at skrive om provinsens i hans optik små sejre og problemer.
Hans redaktør Kalle (Anders Juul) fremstår i starten som en nærmest latterlig kliche, når han i sirligt skrevne monologer forklarer, hvorfor lokalaviser er nødt til at fokusere på de relationelle og positive historier for at have værdi for læserne. Klicheen er dog så ren og uforfalsket, at man lærer at holde af ham.
Det samme kan ikke siges om alle personerne, men det er skønt at se, at Karen og Frederiks børn er lige så afrundede karakterer som de voksne. De spænder fra store teenagere til et børnehavebarn, men deres verden er præcis lige så meget værd som den lokale storpolitik, som farer rundt omkring dem.
I en serie med mangt og meget på spil vælger ’Rivalerne’ klogelig at holde et menneskeligt fokus.
Glimrende karakterskildring
I løbet af de tre første afsnit, som er blevet sendt til anmeldere ud af sæsonens seks, bliver man både revet grundigt med og får anledning til at klø sig noget i skægget.
Det knirker en anelse i fundamentet, fordi det er lidt svært at forstå, hvad Elverkilde egentlig er for en størrelse. På lokalavisen, hvor Robert bliver ansat, snakker man om modsætningsforholdet til, hvordan man gør inde i storbyen, men når folk bevæger sig rundt i billedskønne Elverkilde, kunne de lige så godt være i Københavns nye Nordhavnskvarter.
Instruktør Roni Ezra og manuskriptforfatter Anders Klarlund lykkes ikke hele tiden med at skabe troværdige situationer, men alligevel befinder man sig meget af tiden i sine følelsers vold.
Der er vel meget smæk på underlægningsmusikken, men serien gør sig fortjent til de højstemte toner i første afsnits afsluttende mavepuster, der lægger sig som en dyne ud over resten af serien. For min skyld behøver der ikke blive drysset alt for meget krimi-spænding ud over historien, som står stærkest i sin glimrende karakterskildring.
Samfundsrelevant samtalestarter
’Rivalerne’ kommer på bagkant af både Berlingskes artikelserie om de horrible tilstande på bunden af danske have og virkelige debatter om, hvorvidt man bør nedlægge kunstige søer, som ødelægger vores økosystem.
Naturen er en politisk varm kartoffel i disse dage, og på den måde kommer serien som sendt fra himlen med et moralsk nuanceret blik på, hvad der er på spil. Kunst og underholdning skal jo ikke nødvendigvis være samfundsrelevante samtalestartere, men en søndagsserie på TV 2 bliver kun bedre af, at den potentielt kan få snakken til at flyde ved kaffemaskinen næste dag på arbejdet.
Jeg kommer i hvert fald til at følge anden halvdel af ’Rivalerne’ med spænding i de kommende uger, hvor jeg vil holde øje med, om serien giver en ordentlig forklaring på, hvorfor Robert er så dårlig en far, og om der er udsigt til familiemæssig forbrødring.
Man er investeret i personerne og historien, og det er alt andet lige det vigtigste, når man har at gøre med seriel dramatik.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
