Jeg vil ikke skamme mig over at være Michael Jackson-fan. Men det betyder ikke, at jeg miskrediterer hans ofre.
Den opfattelse kunne man ellers godt få, hvis man læser nogle af anmeldelserne af den nye Michael Jackson-biopic ‘Michael’. I Weekendavisen skriver Katrine Hornstrup Yde eksempelvis:
– Man skal vide, at hver købt billet kommer til at bidrage til at mistænkeliggøre og udslette Wades og de andre drenges vidnesbyrd.
Eller som Soundvenue skriver i indledningen til deres anmeldelse:
– Var man i tvivl, om Danmark var klar til at udslette alt, hvad der hedder ’Leaving Neverland’ fra den kollektive Michael Jackson-associationsrække, skulle man bare se ’X Factor’ tidligere i april. Her optrådte den senere vinder Hugo som en tro kopi af sit store idol Michael Jackson, men ikke alene det. Han var på scenen akkompagneret af et … børnekor.
Smag lige lidt på de formuleringer. Hvornår er det blevet normalt for en anmeldelse at tage et så moraliserende standpunkt, at det handler om, hvorvidt du som publikum er et ordentligt menneske, hvis du overhovedet har lyst til at se filmen, eller gerne vil optræde med et nummer af Michael Jackson akkompagneret af et børnekor?
Hugo græd i øvrigt efter sin optræden og sagde med sin grådkvalte stemme, at han håbede hans store idol havde det godt oppe i himlen, hvortil Thomas Blachman sagde med sin ironiske tone, “der er nok mange børn, der er glade for, at han er oppe i himlen.”
Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt mistænkeligt, hvor mange danske, og udenlandske medier for den sags skyld, der har savet den nye Michael Jackson-biopic midt over. Som det nu engang er med anmeldelser, kan der være stor forskel på, hvad kritikere synes, og hvad publikum synes. Det er sådan set hele præmissen. Kritikere har altid haft en kulturel overhånd som smagsdommere og gatekeepere. Fair nok.
Men seertallene viser et markant opfattelseshul. Ud af 272 kritikeranmeldelser er kun omkring 39 procent positive på Rotten Tomatoes. Blandt over 10.000 verificerede brugerbedømmelser er omkring 97 procent positive. Publikum elsker altså med andre ord filmen.
Herhjemme fik filmen fik to stjerner af Soundvenue, Politiken og Vi Elsker Serier, to stjerner af The Guardian og kun én enkelt stjerne af BBC og The Independent.
Så spørgsmålet er: Hvad er det for nogle briller publikum ser filmen med, som anmelderne ikke gør. Eller måske tør?
I min optik indtager mange medier det korrekte, men også det nemme standpunkt. For hvem tør egentlig stå offentligt på mål for et pædofilianklaget spøgelse? Hvem har lyst til at blive læst som én, der “forsvarer” fortællingen om Michael Jackson? Mig åbenbart.
Det er langt nemmere at afvise filmen kategorisk. At kalde den propaganda og et sjæleløst pengeprojekt.
Og bevares, mange af kritikpunkterne er fair og fuldstændig gennemskuelige. Jeg erklærer mig da også enig i, at der afgjort er for mange scener, hvor Michael Jackson fremstilles som en nærmest messiansk figur, der besøger syge børn og fremstilles som et misforstået geni, der måtte vokse op med en hård far. Vinklingen er hård, og det kan alle se.
Men filmen er heller ikke bedst dér. Filmen er bedst, når Jaafar Jackson går på scenen og gengiver nogle af Michael Jacksons ikoniske liveoptrædener. Det nævner mange af anmeldelserne i øvrigt også.
Jaafar Jacksons præstation er så fuldstændig overlegen og uhyggeligt troværdig, at det ikke kunne undgå at give kuldegysninger flere gange undervejs. Glimtvis formår han at levendegøre Michael Jackson så præcist, at man føler sig fuldstændigt transporteret tilbage til hans storhedstid.
Og det, bliver jeg nødt til at insistere på, må man gerne nyde.
Jeg er, ligesom mange andre børn, vokset op med et altomfattende forhold til Michael Jacksons musik. Til hans mytiske væsen. Til hans magnetiske dansebevægelser. Han har været definerende for min musiksmag og givet mig en målestok for, hvad stor popkunst kan være.
Jeg er, som man nok havde gættet, superfan.
Og selvom det ikke giver mig det bedste ståsted i den her debat, så hør lige på mig.
Jeg er fuldt ud bevidsthed om alle de anklager om pædofili, der har været rettet mod Michael Jackson. Meget i Michael Jacksons liv så fuldstændigt absurd ud. ’Leaving Neverland’ ramte mig som en stor fed knytnæve i ansigtet, og nu ruller filmen, der er finansieret af Michael Jacksons bo. Det taler selvfølgelig for sig selv, hvilke interesser der er på spil.
Men hvorfor er de danske medier kommet dertil, at de føler sig berettiget til at have en moraliserende holdning til, hvorvidt man åbenlyst må være fan af, ja, den største musiker nogensinde?
Hele kritikken falder tilbage på den vigtige diskussion om, hvorvidt man kan skelne kunstneren fra kunsten. Set i lyset af miseren om Harvey Winstein, P. Diddy, Woody Allen, R. Kelly og mange andre, er den brede folkestemning, at det kan man ikke. Det bør man ikke.
Men for mange, der er vokset op med Michael Jackson som en del af deres musikalske identitet, ville et ægte opgør med ham kræve et opgør med sig selv.
Måske havde debatten været anderledes, hvis Michael Jackson havde været i live, og anklagerne havde et virkeligt menneske at rette sig mod. Det kan man kun gisne om. I mellemtiden har vi kun hans musik, der ændrede popverdenen, liveperformances, musikvideoer og dans. For altid. Udført af en mand, der med stor sandsynlighed misbrugte unge drenge og faktuelt havde et upassende forhold til mindreårige.
Problemet er ikke, at vi negligerer beskyldningerne om Michael Jacksons overgreb ved at se filmen. For det gør vi ikke. Problemet er, at vi sætter lighedstegn mellem at miskreditere ofrene og at kunne lide hans musik – og at vi kaster en skamforbandelse mod hans fans og dem, der muligvis bare godt kunne lide filmen.
Narrativet om Michael Jacksons karriere har altid været larger than life, glorificeret og på sin vis propagandistisk. Det er ikke noget nyt, filmen har bragt med sig.
Til gengæld skal man se filmen, hvis man gerne vil nostalgi-trippe, opleve en tilnærmelsesvis reinkarnation af The King of Pop, og, som den eneste positive anmeldelse fra filmmagasinet Ekko (fire stjerner) skriver, lade sig opsluge “uden antydningen af malurt i bægeret”.
Man skal gøre sig selv den tjeneste at se ’Michael’. Men, ligesom jeg, også gense ’Leaving Neverland’ bagefter.
