Dengang hævnporno primært handlede om nøgenbilleder, som folk selv havde taget, og som uforvarende senere blev delt, skulle vi evig og altid have den samme diskussion om, at “hun bare skulle have ladet være med at tage de billeder”. Eller have sex med den fyr, som åbenbart kunne finde på at tage billeder af hende, mens de gjorde det. Eller tage til den fest og blive fuld, så folk kunne tage hendes tøj af hende, efter hun var faldet i søvn og tage billeder af hende.
Alle, der nogensinde har set et kommentarspor på Facebook under en nyhed om digitale sexkrænkelser, har set de der kommentarer: “Håber, hun har lært noget!” “Hvor er forældrene?” og “Hvis du ikke er indstillet på, at nøgenbilleder kan ende på nettet, så lad være med at tage dem.” Kort sagt: Victim blaming.
De diskussioner har altid haft en bebrejdende karakter overfor den krænkede. Måske især fra folk, der selv voksede op før smartphones, internet og sociale medier, og som ikke rigtig kan huske, hvordan det var at være ung. Eller kan forestille sig, hvor krævende det faktisk er i alle vågne (og ikke vågne) øjeblikke som ung person at skulle være forberedt på, at der er folk klar med små kameraer i lommerne.
Jeg er selv vokset op med relativt feministiske forældre. Min mor gik meget op i, at jeg ikke skulle have for mange Barbie-dukker og for meget lyserødt legetøj, da jeg var barn, fordi hun ikke ville indoktrinere mig til en bestemt kønsopfattelse. (Det mislykkedes i øvrigt frygteligt, jeg forgudede Barbie-dukker og var klædt ud som prinsesse til mine første 10 fastelavner eller noget i den stil.) Men da de første sager om hævnporno begyndte at komme frem i medierne, og jeg spurgte mine forældre, hvad de tænkte, udbrød min mor:
“Vi håber da som forældre, at vi har opdraget vores børn til ikke at være så dumme…”
Og her når jeg at tænke, at hun selvfølgelig taler om de idioter, der deler det her materiale på internettet, mange af hvilke er unge drenge på internetfora som det hedengangne ‘Offensimentum’. Men hun fortsætter:
“… at tage sådan nogle billeder af sig selv.”
Og der bliver jeg vred. Rigtig teenage-vred, selvom jeg på det her tidspunkt er noget over 20 år gammel. Jeg siger: “Hvad mener du?”
Og hun uddyber, at man jo også kan opdrage sine børn til at vide, hvem man skal sende sådan noget til. Okay tak, mor. Nu var det jo fx Emma Holten, som ikke havde sendt sine billeder til nogen, men derimod havde fået hacket sin telefon. Og mange af de her sager handler om folk, som er blevet filmet mod deres vilje, mens de har haft sex eller været meget fulde. Og så videre, og så videre, det vælter ud af mig mod min helt perplekse, overraskede mor.
Alle de her argumenter, som flyder ud af mig, er jo i virkeligheden også ligegyldige. Fordi hovedpointen er, at det aldrig NOGENSINDE er offerets egen skyld. Er det din skyld, hvis en eller anden idiot sniger sig ind i et omklædningsrum og tager billeder af dig uden tøj på? Er det din skyld, at nogen bryder ind i dit hus og skyder dig, hvis du havde glemt at låse hoveddøren? Man kan i forhold til alle forbrydelser sige, at folk skal være mere forsigtige, men hvor meget er det egentlig okay at kræve af teenagere, hvis frontallapper nu engang ikke er ordentligt færdigudviklede endnu?
Og her kommer vi så til deepfakes. Fordi den dag i dag kan kunstig intelligens lave nøgenbilleder af kvinder, der ser så realistiske ud, at det er umuligt at se, om billederne er ægte eller ej. Og det er mega uhyggeligt. Men hvad det også er, er et vendepunkt. Det har ikke længere nogen betydning, om du selv har taget nøgenbilleder. For selv, hvis du aldrig har været nøgen et sted i nærheden af et kamera, så kan det her alligevel godt ske for dig.
Nu bliver selv teknologisk ikke-indfødte som min kære moder nødt til at indrømme, at det ikke er noget, man selv er ansvarlig for. Det er virkelig svært at give nogen skylden for at have et profilbillede på facebook, som en eller anden vælger at lave om til porno med en AI. Hvis det var dit eget ansvar at sikre dig mod deepfakes, så måtte du aldrig nogensinde tage et billede af dit ansigt eller vise dig til nogen.
Selv hvis du ikke har billeder af dig selv på sociale medier, vil folk i fremtiden sandsynligvis kunne tage billeder af dig i bybilledet og manipulere dem eller bruge AI. Du kan ikke sikre dig imod det, medmindre du aldrig besøger den virtuelle eller den virkelige verden.
Dermed står det fuldstændig klart, at det er de gerningspersoner, der skaffer og distribuerer deep fakes, som er de eneste ansvarlige. Det er aldrig dit ansvar, det er aldrig din skyld, og hvis der skal være noget godt at finde dybt inde i den underlødige, ubarmhjertige, nederdrægtige sø af smuds, er det, at offerets uskyld forhåbentlig står klarere nu end nogensinde.
