Det siges, at man skal passe på med at forveksle kærlighed med begær og vice versa. Og måske er jeg bare dum, eller også skal man slet ikke lytte på alle de sandheder, vi går og fortæller os selv og hinanden, for tingen er, at jeg oprigtigt talt har svært ved at skelne de to ting i mig selv, når det kommer til motorcykler.
Lige så længe jeg kan huske, har jeg haft en drøm om at køre til verdens ende på min motorcykel med en sovepose bagpå og ingenting at nå andet end den konstante følelse af frihed, der opstår naturligt, når man flytter sig med høj fart gennem landskabet.
Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Jeg mener bare, verdens ende er som bekendt langt væk, og jeg har ikke lige tid til at køre derhen med det samme. Hvad med Italien? Nogenlunde sådan lød den oprindelige tanke, da jeg præsenterede den for min bror, min nevø og mine to svogre. Det er flere år siden, vi sad til en julefrokost, som jeg husker det, og savnede med liv og sjæl at køre på vores motorcykler, alle sammen.
Det var også nogenlunde heromkring, at jeg i mit stille sind havde gjort mig den erkendelse, at mine ferier de næste mange år ikke ville bringe mig til hverken Puglia eller Dakar på motorcykel af den simple grund, at jeg havde fået små børn. Misforstå mig ikke, jeg elsker min kone og mine børn og nyder for det meste at holde ferie med dem. Men du ved, hvordan det er: Sommetider får man en kraftig trang til at køre 160 km/t på en motorcykel. Man kan selvfølgelig forvalte den trang på forskellige måder, mænd har deres små exitstrategier, sådan er det, men i min familie har vi altid kørt på motorcykler. Vi har bare af gud ved hvilken grund aldrig gjort det sammen før nu, og lad mig sige det ganske kort, det var den måske bedste ferie i mit liv.
Således gik det til: Vi – min bror, mine to svogre, mine to nevøer og mig selv – valgte en startdato og blokerede en tilfældig uge i september. Vi besluttede, at vi ville flyve til Rom og leje motorcykler af en fyr, der hed Claudio, og så ville vi køre sydpå langs vestkysten, forbi Amalfikysten og Napoli, hvorefter ruten skulle slå et knæk og krydse det nederste af støvlen henover bjergene mod Puglia. Så ville vi køre nordpå igen langs østkysten og til sidst returnere os selv og motorcyklerne i Den Evige By. Vi ville grine hele vejen, og når vi var færdige, ville vores tøj være dækket af Italiens tørre støv, og vi ville trænge gevaldigt til et bad.
Før afrejsen besluttede vi, at vi hver dag ville skiftes til at have ansvaret for at planlægge ruten, og hvor vi skulle overnatte. Vi ville undgå betalingsveje, men hvad der præcis skulle ske, holdt vi mere eller mindre hemmeligt for hinanden. Derfor var der, da det kom til stykket, ikke andet at gøre end at følge med og sikre sig, at man ikke mistede den forreste mand af syne.
Jeg kunne fylde denne tekst med floromvundne beskrivelser af alle de vidunderlige måltider, vi spiste undervejs – fra friskfangede blæksprutter og jomfruhummere til hjemmelavet pasta med okseragû, tilberedt af en gammel kone, der aldrig havde lavet andet – men så ville jeg fortabe mig i frustationer over alligevel ikke at kunne forklare det godt nok. Som med så meget andet, skulle man jo have været der.
Det jeg med sikkerhed kan sige dig er, at der ikke er noget, der slår følelsen af at fræse op ad alle de snoede veje, der klæber sig til siderne af syditaliens knastørre bjerge, mens solen banker ned over dit sveddryppende hoved, og dine brødre ligger i en hale efter dig. Kurve efter kurve og bjerg efter bjerg måtte jeg sande, at Italien er så meget mere, end hvad man går og tror. Trafikken er ganske vist kaotisk og fyldt med biler og scootere som selvkørende selvmord, men vi kørte meget af tiden for os selv, og konstant tog jeg mig selv i at sidde med en paradoksal eksistentiel følelse af på én gang at være præcis, hvor jeg ville være og samtidig være nysgerrig på, hvad der gemte sig om det næste hjørne. Det er måske netop magien ved at rejse på en benzinslugende helvedesmaskine med flere kræfter end ti vilde heste. Din indre hverdagshund kan simpelthen ikke fange dig, når du hele tiden flytter dig. Og derfor bliver du lykkelig.
Efter ét døgn i sadlen begynder alle dine tanker at bundfælde sig, og efter tre dage sker der stort set ingenting i din hjerne. Man tænker på vejen, det næste sving, at give gas og bremse. Det er det. Når du slår øjnene op den næste morgen, og din nakke føles som en levende åreknude, er det eneste, du har lyst til, at tage din hjelm på og tænde din maskine for at se, hvad virkeligheden serverer i dag.
Jeg havde fra mit bløde farhjerte forestillet mig, at jeg ville komme til at savne mine søde børn og min kone derhjemme, men det var slet ikke slemt, ja, selv min ene svoger, som netop var blevet far til sit tredje barn få dage forinden vores afrejse, græd ikke mange salte tårer over det. I det hele taget må jeg sige, at der er noget ganske ukompliceret ved at rejse sammen som mænd. Når vi så en strand, stoppede vi og badede i det fløjlsbløde saltvand, og når vi så en café, drak vi en espresso. Vi havde én vandflaske til deling, og om aftenen krydrede vi vores bøffer med opvaskemaskine-salt. Selvom jeg har haft en sær spasme i den ene balle lige siden, er ingen af os døde endnu.
Blandt mænd er der ofte en vis indforståethed om, at den første idé altid er den bedste, og vi brugte befriende lidt tid på at diskutere, hvad vi skulle spise, se og gøre. Man skal også videre. Og det korte af det lange er, at vi kørte om dagen, og drak os fulde om aftenen.
Gik der da slet ingenting galt på den her blærerøvsodyssé? Jovist, min ene nevøs motorcykel begyndte pludselig at dekonstruere sit eget forhjul, så det stod ud med fjedrende metaltråde, og vi måtte efterlade den hos en ordløs tankpasser i en slidt kedeldragt, og min anden nevø mistede en del af sin værdighed på en tennisbane, som tilfældigvis kom i vores besiddelse, da vi overnattede i det, der må have været en lokal olivenmoguls storslåede feriebolig. Min svoger blev også stukket af et lille bestialsk kræ, og efterfølgende var det som om, hans arm begyndte at mutere. Men ellers ikke.
Selv hvis vi var blevet stoppet af toldpolitiet, havde haft malaria og mareridt hver nat, er jeg ikke sikker på, at det ville rokke ved mit brændende ønske om at gøre det hele en gang til. Man slukker en brand i sig selv, og så opstår der bare en ny. Men den slags arbejde kan være eventyrligt i selv. Det er sjældent, man rejser ud i verden udelukkende sammen med mændene i sin familie, og det kan godt være, at ingen af os endnu har sat ord på overfor hinanden, hvor meget det betød, men det skyldes nok kun, at vi allerede godt ved det.
Du sidder måske og læser det her på en røvsyg kombardofærge, træt efter en lang efterårsferie med for meget Ludo og for få fornøjelser, og du dagdrømmer måske lidt om at bestige et bjerg i Dolomitterne på din racercykel eller din motorcykel eller på dine egne ben.
Og bær så over med mig, venner, for nu griber jeg helt ned i klichéposen og hiver en gammel morale op fra dybet – nemlig at man for alt i verden skal gøre bare nogle af alle de ting, man altid går og snakker om at gøre. Det er den her tur et glimrende eksempel på. Det ekstra frække ved at køre motorcykel er endda, at man ikke kun udlever sin egen drøm, men også alle andre mænds drøm imens. Mit gæt er, at det heller ikke bliver den sidste tur for os. Om vi finder lykken næste gang er ikke sikkert, men vi finder nok en vej og et sted at spise en sveden pølse. Måske er det også nok.
